04.01.09
Nyt
Nyt år, nyt hår, ny blog.
Godt nytår til alle!
10.11.08
Jeg er ret sikker…
på, at jeg vender tilbage til Blogland under et nyt forunderligt (for underligt?) alias før eller siden. Jeg har trods alt hængt på i flere år nu, og ukrudt forgår jo ikke så let og alt det dér. Men foreløbig siger jeg tak for denne gang. Især tak for alle de sjove, kærlige, alvorlige og dybfølte indspark I har smidt i kommentarsporet, siden jeg dukkede op som Stiletten i vinter. De har givet mig enormt meget, og ind imellem har det nærmest været så intenst, at jeg ikke helt ku’ trække vejret. Men ville aldrig ha’ været det foruden!!
Egen blog eller ej: Jeg smider nok også i fremtiden en kommentar her og dér - dét kan jeg sgu ikke lade være med. Så er I advaret! 
Hygge til alle - ciao!
09.11.08
Forståelse, der slår gnister
Jeg blev jo noget så forvirret over, at Gift Kollega for nogen tid siden stak mig sit visitkort på sådan en sniger-agtig måde. Og jeg har aldrig kunnet finde ud af mænd og det dér med “signaler”. Så der var ordentligt lagt i kakkelovnen til noget værre miskmask. Det hele kompliceredes yderligere af, at jeg begyndte at finde selvsamme kollega uhyggeligt charmerende. Både jeg selv og Blogland fik bange anelser om hans intentioner, og nogle - ikke mindst jeg selv - begyndte at mene, at det hele gik den forkerte vej…
Det har været en god uge. En ret intens uge. Med et par af den slags oplevelser, som betyder utroligt meget for mig. Som genopleves mange gange, og som jeg ikke nødvendigvis tror har nogen som helst værdi for andre at læse om. Men som jeg lægger på bloggen, netop fordi de betyder så meget for mig.
Mandag blev jeg som nævnt ret irriteret på Gift Kollega. Han var i det dér mode, hvor jeg bare hele tiden skulle svines. For at være lidt langsom. Lidt mindrebemidlet oveni. Lidt klodset. Det var for sjov, jo, og ret beset burde “en kvinde af min kaliber” slet ikke på nogen måde kunne forbinde den slags kommentarer med sig selv og burde derfor heller ikke føle sig ramt og blive småmopset. Well, nu er en “kvinde af den kaliber” ikke altid helt af den kaliber, hun er målt til, så “prikprik” sagde nålen. Og usikkerhedsmaterien væltede ud af den indre byld på grund af ligegyldigheder. Sad, but true.
Blev ikke bedre af, at jeg sad med PMS i hele kadaveret. Orkede ikke hans dumme grin. Forsøgte at sige til mig selv, at jeg nok bare skulle gå hjem og sove på det, og så ville hans ord være glemt, når jeg vågnede. Prøvede også at overse det faktum, at alting betyder mere, når han siger det, end når andre kolleger fyrer noget lort af. Havde brug for at komme af med det. Men udsigten til sikkert at blive set som hende den nærtagende kælling, man åbenbart ikke kunne lave sjov med, var ikke just tillokkende…
Well. Tog en beslutning og fangede ham i frokoststuen, spurgte ham, om jeg måtte forstyrre, lukkede døren. Syntes, det var en sag mellem ham og mig. Sagde det, som det var: “Jeg kan sgu rigtig godt lide alt det sjov, du går og laver med mig, men i dag er det bare for meget. Det er hele tiden kommentarer, hvor der skal gøres lidt grin med mig. Nu gider jeg ikke rigtig mere.”
Og jeg må sige, at hans svar og hele hans attitude gav ham SÅ meget credit på min sympatikonto! Han sagde ting som: “Det er sgu godt, du siger det, du - jeg er jo lidt halvautistisk, når det kommer til at se de dér små tegn på, at nu er folks grænse nået.” Jeg indskød, at jeg ikke forventede, folk omkring mig skulle kunne tankelæse, men at det var fedt, han tog det så åbent. Jeg forklarede, at jeg for det meste syntes, jeg kunne tage en hel del, men at somme tider var det bare anderledes, og at det faktisk frustrerede mig selv.
“Sådan er det jo bare, Stilet. Nogle dage gider man ikke. Det gør jeg heller ikke altid, så går jeg sgu bare ind på mit kontor og lukker døren eller siger til [navne på underordnede], at jeg ikke gider høre på det dér i dag.”
Når vi nu var i gang med at blotte min sårbarhed, kunne vi lige så godt få det overstået. Så jeg tog (lidt mere) mod til mig og indrømmede, at jeg har følt mig dårligt tilpas, når kvindelige kunder, som gutterne véd, er singler, ringer ind og brokker sig over et eller andet. Reaktionen blandt mine - for de flestes vedkommende håndværkeruddannede - kolleger er tit noget i stil med: “Hende dér? Come on, hun brokker sig bare, fordi hun har fugt i fugen og er pissefrustreret, altså!”
Jeg synes, at både sexistiske og “fremmedfjendske” jokes kan være til at brække sig af grin over. Når bare jeg véd, at de kommer fra folk, der respekterer såvel kvinder som indvandrere. Problemet opstår, når jeg bliver i tvivl - og da især når den gruppe, der hånes, er én, jeg selv kan proppes i… Så jeg spurgte ham ligeud:
“Hvad så når jeg spørger dig, om jeg må få et lift, [Gift Kollegas navn]? Er det så også bare, fordi jeg er en frustreret singletøs med fugt i fugen, eller hva’?”, ville jeg vide. Han så nærmest chokeret ud: “Nej, for fanden, Stilet! Alt det dér er jo håndværkerjargon. Det er jo lissom de dér gange, hvor jeg først ser en kollega op ad dagen og siger sådan noget med: “Hvad pokker? Klokken er 12, og du er stadig ædru!?” Det er jo ikke, fordi jeg nogensinde har set medarbejdere stive i arbejdstiden herude, vel? Det er sgu bare sådan noget, man siger. Har du arbejdet i køkkener?” (Her udvekslede vi et indforstået blik - han forstod pludselig, han havde dummet sig lidt; spørgsmålet afslørede, at manden har været inde i nogle personalefiler, han strengt taget ikke har noget at gøre i, og af ren nysgerrighed har læst mit cv igennem…)
Jeg bekræftede, hvad han åbenbart havde læst sig til. Nemlig at jeg har arbejdet i flere større køkkener i min studietid. Jeg vidste godt, hvor han ville hen, og han sagde da også noget i retning af: “Så kender du også det dér med en jargon. Kokke, der står og råber og skriger ad alle omkring sig og så lidt senere kommer ind med en håndfuld bajere, og så er alle venner igen, ikke? Det er lidt det samme med håndværkere. Sælgere er nogle glatte ål, for det lægger deres job lissom op til. Håndværkerne er tit dem, der skal ordne nogle ting hurtigt, og derfor er der ikke plads til så meget føleri. Man bliver nemt som sit erhverv.”
Og jo. Manden havde jo ret. Og jeg vidste det udmærket. Men hold kæft, hvor var det bare rart at høre! Rart at det var noget, man kunne snakke om. Rart med en mand, der ikke bare går fuldstændigt i forsvarsprøvebillede, fordi man synes, hans tone er lidt malplaceret. Og som bare er så pisseforstående og tilmed relaterer. Sætter ind i en sammenhæng, kan se det fra en anden side end sin egen. Hvis ikke det var, fordi jeg for længst havde besluttet mig for, at han er nødt til bare at være en dejlig “stiløvelse” i forhold til hele min udvikling omkring min kvindelighed, det at flirte og det at turde se mig selv som sexet og tiltrækkende, så var jeg sgu da faldet for ham med et brag lige nøjagtigt i den frokostpause dér.
For det var altså det helt rigtige at sige, som han gjorde: “Ved du hvad? Du er ikke den eneste, der har det sådan med mig, Stilet. Jeg er bare fra den her familie, hvor man har en fuldstændigt sindssyg tone over for hinanden. Når vi har været hjemme hos min mor, så siger min kone nogle gange bagefter: “Hørte du, hvad hun sagde om børnene?!” Men nej, jeg hører det ikke, for min mor lukker sgu så meget lort ud, at jeg har vænnet mig til ikke at høre efter. Jeg har sådan en kirtel oppe i hovedet, hvor alt det dér ryger hen, og så beskæftiger jeg mig ikke mere med dét. Min mindste søn er på helt samme måde.” Dét kalder jeg selverkendelse!
Jeg indskød for en ordens skyld , at jeg nu ikke desto mindre har spottet et par ømme punkter hos ham. Og desværre kan jeg blive så vred på folk, at hvis jeg ikke får sagt fra i tide, ender jeg bare med at hævne mig ved at jorde tilbage på alle deres ømmeste punkter, indtil folk ligger og bløder OG hader mig. Jeg sagde, at jeg hellere ville forsøge at løse ting sådan her.
Samtalen sluttede med, at han grinende lovede, at han udelukkende ville være sød ved mig de næste par dage - naturligvis kun for at irritere mig. Hele resten af ugen har han så drillet mig og charmet mig og fortalt anekdoter og ind imellem indflettet, at han i glimt uden for arbejdstiden har tænkt på mig og noget, vi har snakket om.
I fredags befandt jeg mig så til min store overraskelse pludselig i endnu en meget personlig samtale med ham. En lang beretning om hele hans familie - uden at jeg anede, hvor alle disse betroelser kom fra. Men de væltede bare ud. Om hans forældre. Deres baggrund. Søskendeflokke. Hans egne søskende. Nogle voldsomme spændinger i familien. Jeg sad og blev helt paf over at blive lukket så langt ind. På mystisk vis passede betroelserne meget godt ind som en uddybning af mandagens samtale, selv om vi slet ikke havde talt mere om det dér med “tone”. Han må ha’ tænkt videre efterfølgende…
Med ét blev det nemmere at forstå, hvorfor han ind imellem er en hård negl, men også hvorfor det åbenbart er meget vigtigt for ham at passe på dem, han har kær. Der var en masse brikker, der faldt på plads, og jeg sad flere gange og kom med rystede udbrud. Fandeme ikke helt almindelige familieforhold, han har haft! Og godt nok ikke nogen specielt kærlig måde at omtale sin familie på… Det sidste er i øvrigt nærmest så langt fra min egen familiefølelse, som man kan komme.
Jeg bemærkede også, at han lyttede nøje efter, da jeg begyndte at sige lidt om min egen familie. Og at han spurgte ind. Og jeg kunne tydeligt se, at det et eller andet sted inde bag tatoveringerne og den skaldede isse gjorde stort indtryk, da jeg havde spurgt, hvem af forældrene han så lignede, og jeg selv konkluderede, at: “Du ved, at det har slået mig, du har en kæmpe udstråling. Man ved det med det samme, når du er i rummet. Så jeg tænkte bare, at sådan var én af dine forældre nok også.” Der var et eller andet, der smeltede derinde.
Jeg kan godt lide den her drejning. Jeg kan godt lide venskabet og nærheden og fortroligheden. Og så vælger jeg bare at nyde, at jeg udmærket kan se alle de dér andre ting, jeg lige så stille er begyndt at lægge mærke til. Nyde erkendelsen af, at kommunikation er så meget andet end ord, men at de budskaber, der kommunikeres ordløst ikke nødvendigvis behøver være sværere at forstå… Som når han tit tjekker mig ud, altid sætter sig på samme måde som mig, når vi sidder over for hinanden, læner sig meget frem imod mig, når vi taler sammen, løfter øjenbrynene, mens han taler med mig, elsker at få mig til at grine, henviser til små ting, jeg har fortalt for længe siden osv.
Det får mig til at føle mig sexet, kvindelig og godt tilpas. Og sådan er dét vel egentlig bare - ing? Fucking visitkort eller ej…
P.s. Der er selvfølgelig sket meget andet i denne uge. Men resten er endnu mindre velegnet til blogskriverier…
Skal ikke i Urban - ville jo også koste en halv regnskov…
06.11.08
Hold kæft, en ulækker biks!
“15-16 års rengøringshjælp søges”
sådan stod der på et skilt i et butiksvindue tæt ved, hvor jeg bor. Og så i disse tider hvor folk knap nok tør binde sig for så meget som én måneds avisabonnement! Det må godt nok være tiltrængt dernede…
God eller dårlig timing?
Som det vil være alt godtfolk i min nærhed bekendt, beklager jeg mig jævnligt over Verdens timing eller rettere: Dens mangel på samme. Men i dag indgår dog en helt ny og uhåndterlig problematik: Det er umuligt at rubricere torsdag d. 6. november som ENTEN fantastisk god timing ELLER helt åndssvagt dårlig ditto. Og dét i sig selv er jo belastende på hidtil uset niveau. For hvordan skal man nu brokke sig??
Havde tænkt mig, at jeg i dag på min ugentlige fridag ville 1) træne 2) vaske tøj 3) shoppe jeans (jepjep, der er lagt penge til side, og Mor her følte sig ovenpå, som man nu gør med finanserne i orden ). Havde hele ugen set frem til denne dag.
Men allerede mandag lurer den fucked up timing i horisonten:
Jeg sidder på job og kan mærke, at jeg skiftevis har lyst til at… nåja… være meget alene med Gift Kollega på vores lager og så til at smadre ham et par på skallen, når han er flabet over for mig. Denne dag har han så besluttet sig for at være næsvis konstant, og måske fordi også han er et menneske, der fornyer sig, er flaberierne denne dag udelukkende af “jeg sviner dig og prøver dine grænser af”-tilsnit… Jeg er desuden sindssygt træt, og alt går bare langsomt oppe i hovedet.
Jowjow, den er god nok: PMS så jorden gungrer under mig - og dem, der måtte pisse mig (indbildt) af. Onsdag aften: Det stockholmske blodbad er en realitet. Dér røg dén shoppingtur!
Tirsdag aften er jeg i Husets motionsrum og sætter endda intensiteten lidt op i forhold til tidligere. Jeg er drivende våd af sved og helt i topform mentalt, da jeg er tilbage i min lejlighed igen. Jeg har for 130. gang genopdaget Steffen Brandts sangtekster og glæder mig over, hvad musik gør for træning. Men onsdag morgen må jeg sande, at når man ikke vil høre, så må man føle: Jeg SKAL altså lære at holde mig fra de dér jyske mænd med lækre stemmer. Steffen B. har åbenbart gjort mig så… nåja… kry under øvelserne, at det er lykkedes mig at overbelaste en muskel i lænden noget så forstrækkeligt (!). Det gør ondt, når jeg går, når jeg sidder - og når jeg skifter imellem de to… Dér røg dén træning i dag!
I stedet har jeg her til formiddag måttet ligge på mit stuegulv og lave rygøvelser à la yndige Erna på bare firs somre - tal om antiklimaks, altså!
Så… Måske er det bare kæmpegod timing, at jeg havde fri i dag? Eller måske er det maks irriterende, at de her ting lige nøjagtigt skete nu, så min fridag går med ingen verdens ting andet end at ha’ ondt (dog ikke - så meget - af mig selv…).
Stiletten, der nu kan hygge sig med… tøjvask :-S
05.11.08
En mand i Blogland?
Som det så ofte nævnes rundt omkring, er der kvinder, så langt øjet rækker her i Blogland. Og nu er der jo strengt taget intet galt med kvinder. Men alt med måde, ikke? Kort sagt kan man godt nu og da savne nogle maskuline input i blogverdenen. Kan dette tilmed forenes med humor, så er den i mine øjne hjemme.
Så jeg vil gerne anbefale folk at læse med hos ham her. Han er ikke på Urbanblog. Han har i flere år stået i sit helt eget lille hjørne af Blogland, idet han ikke blogger på en portal, men har eget domæne. Alligevel har han sin faste læserskare til skæve indlæg i deres helt egen tone. Måske er det bare mig, men jeg har i hvert fald ikke fundet noget, der ligner, andre steder. Og jeg går altså jævnligt i betalingsstandsning og må grinende overgive mig pga Simons små, sære betragtninger over hverdagslivet, som det former sig for en mandlig single helt deroppe i Nordvestjylland.
Go’ læselyst og glem nu ikke, at der altså stadig findes blogs, der ikke hedder noget med ‘Urban’…
Fucking lorte-panser sælges
Hahaha - det er simpelthen til at dø af grin over (hvis altså éns form for humor ikke er alt for almindelig…):
Jeg opdagede i går, at det ikke bare er på bloggen, jeg har været stille de sidste dage. Vennerne pipper pludselig: “Er du okay?”-budskaber op via diverse kommunikationskanaler. Og Gift Kollega, der vist ellers er gået i “jeg er den ældste (og optagede) af os, så jeg må vist hellere forsøge at skrue ned for flirten, før nogen bliver sårede, og/eller før andre begynder at snakke”-mode og har distanceret sig en smule… Ja, han stod pludselig nede ved mit skrivebord ude på job og kiggede lidt genert på mig: “Jeg synes, du er så stille, Stilet…?”
Jep, you got it, Makker Mæskemund! Lavede lynopslag (nej, ikke nedslag…) i min “Mænd taler med kvinder”-parlør og fandt oversættelsen: “Hvordan har du det? Jeg er lidt bekymret for dig, men vil ikke gå for tæt på, hvis det ikke rager mig, og desuden skal jeg jo også liiiige holde lidt igen med det dér nærhed, så du ikke får forkerte ideer.”
Ro på, passér gaden. Jeg véd godt, du er gift. Og godt nok er du lækker. Men du er også min kollega. Han fik en smøre om et gigantisk søvnunderskud. Sagde, jeg vist bare sad i min egen verden. Hans svar kom i en kombi-pakke med et lidt for ømt blik: “Så skal jeg nok lade være med at hive dig tilbage til virkeligheden.” Måske var det synet af det blik, der fik mig til med det samme at trække panseret op under hagen igen?
Og nej, selvfølgelig er det ikke hverken omsorgen eller bekymringen, jeg finder grinagtig! Læs videre. Det kommer om lidt…
Reelt har årsagen til min mere indadvendte adfærd nok mest været, at jeg slet ikke har kunnet få hoved eller hale i, hvad der var galt, men bare kunne mærke en gammelkendt følelse af, at jeg har mest lyst til at holde min kæft, fordi jeg ikke kan tage mig selv seriøst: Hvem fanden er jeg at komme med gode råd og vurderinger af noget som helst i andres liv, når jeg ikke kan hitte hoved eller hale i min egen tilværelse?? Så hører man en - slankere - loppe gø, altså! Men den er stadig en loppe…
Nu er jeg dog klar over, hvad kernen er: Jeg er så træt af at være spærret inde i mit panser! Min særlige overflade, som jeg engang for længe siden udviklede for at kunne færdes i verden uden at gå i stykker. Nu forhindrer det selvsamme skjold mig i at møde verden og verden i at nå mig, når jeg har brug for at blive rakt ud efter. Jeg kan ikke slippe af med det. Jeg vil gerne, men tør ikke. Aner heller ikke mine levende råd: Hvad skal der konkret til? Nogen, der har en brugsanvisning - hvor slukker man for det her crap?
Og det er så dét, man godt kunne komme til at grine galgenhumoristisk over: For hvad gjorde jeg, da panseret for alvor begyndte at snære? Da jeg opdagede, at jeg næsten ikke kan få vejret inde bag det, og at jeg er selvforskyldt ensom som ind i Helvede? Jeg blev indadvendt. *Tadaaa* Jeg lod panseret styre. Igen. Trak det helt op til næsen som en anden sovepose. Håbede måske at falde i en tung, problemløs søvn.
I stedet for at sige: “Hej, jeg er Stiletten, og jeg aner ikke mine levende råd”, tænkte jeg som altid, at jeg ville vente med at stemple ind i Verden, indtil jeg havde løst ting. Selv. Fuck mand, der var jeg sgu lige ved at ta’ røven på mig selv… Hvor sløv ved havelågen har man lov at være? For at slippe fri må jeg lade det falde i stedet for kun at føle mig beretigget og kompetent til at deltage i Verden, når jeg “ved hvordan”. Men hvor-fucking-dan giver man slip??
P.s. Gift Kollega er så gået i totalt “jeg sviner dig konstant, for jeg SKAL ha’ din opmærksomhed, men jeg må jo også hellere sørge for at understrege, at jeg i HVERT fald ikke er tiltrukket af dig”. Okay, du. Hvis det er dét show, du er ved at ta’ kørekort til, så tror jeg sgu, du består køreprøven… Men hvis det er okay med dig, så er jeg stadig stor tilhænger af en bilerne ud ad byen-politik…
31.10.08
Den rigtige mig? - Noget om lag
“Det ene øjeblik står jeg og kigger mig i et helfigursspejl og tænker glad: “Wow, vildt - faktisk har jeg jo en pæn og velproportioneret figur og flotte kindben!” Det næste øjeblik ville jeg ønske, jeg slet ikke havde en krop, når Den gifte Kollega står og giver mig elevatorblikket…”.
“Jeg ved sgu ikke… Jeg har det egentlig ret godt for tiden. Jeg føler mig positiv og har en masse energi og sådan. Men jeg synes altså også, jeg er ret følsom. Der er bare ikke det samme filter som ellers. Det er, som om alt, hvad folk siger til mig for tiden, går rent ind. Jeg får vist lidt mere opmærksomhed, eller også tør jeg bare tro mere på, at den er dér, eller noget. Og alle har jo brug for opmærksomhed. Men jeg bliver bare alt, alt for opmærksom på, hvordan alting i den opmærksomhed skal opfattes. Og sådan burde det vel ikke være, hvis man har det godt, vel?”
Veninden så tænksomt på mig hen over bofællesskabets køkkenbord, mens jeg talte. Vi sad hjemme hos hende og kunne høre oktoberblæsten pibe om Østerbrokarréens hushjørner. Heldigvis var vi i sikkerhed lunt og trygt inden døre. Sikkerhed…
“Stilet, tror du ikke, den følsomhed ku’ ha’ noget med dit vægttab at gøre?”
Jeg sad vist nok og nikkede sigende. Havde jo selv tænkt det samme. De havde jo også alle sammen prøvet at forberede mig - de andre tøser i vennekredsen, der har været igennem vægttab og spiseforstyrrelser og hvadharvi. Forberede mig på den sårbarhed og forvirring, som de bedre end så mange andre vidste, at jeg ville komme til at kæmpe mig igennem før eller siden. Men som jeg ikke rigtigt havde troet, jeg ville løbe på… Godmorgen, min bare - hvad ved man om ting, man ikke selv har oplevet?
“På en eller anden måde er det bare enormt dobbelt for mig”, fortsatte jeg. “Det ene øjeblik står jeg og kigger mig i et helfigursspejl og tænker glad: “Wow, vildt - faktisk har jeg jo en pæn og velproportioneret figur og flotte kindben!” Det næste øjeblik ville jeg ønske, jeg slet ikke havde en krop, når Den gifte Kollega står og giver mig elevatorblikket…”.
Veninden sad og nikkede forstående: “Det er vist meget normalt. Det er jo lissom om der bliver skrællet nogle lag af dig, ikke?”
Og jo, det er nok det, der sker for tiden - mit beskyttelseslag skrælles af. Pludselig har jeg ikke mere nogen undskyldninger for ikke at nærme mig mænd - jeg er jo ikke længere “hende den tykke”, men tværtimod en kvinde, der rent faktisk i glimt føler, at også jeg har adgangskort til den arena, hvor spillet mellem de to køn finder sted. I korte øjeblikke begynder jeg at tro lidt på, at det ikke bare er urkomisk og upassende, hvis jeg flirter og dermed samtidig postulerer, at jeg tror på min egen tiltrækningskraft. Det er dejligt - og samtidig angstfremkaldende og uvant i en grad, som de seneste dage har fået mig til at stivne.
Ikke blot skal jeg forholde mig til min egen proces på indersiden af hovedet. Jeg bliver dagligt konfronteret med den via medmenneskers mere eller mindre direkte reaktioner på forandringen eller - i tilfælde hvor folk først møder mig nu og ikke har Den gamle Stilet at sammenligne med - bare på “den nye mig”, som jeg selvfølgelig slet ikke selv har vænnet mig til endnu. Så der går helt kuk i den, når jeg kommer til at tackle og reagere på mine medmenneskers signaler og udmeldinger, sådan som jeg plejede at gøre. For det, de siger, er tit anderledes end før. (Giver jeg mening? - Meget betegnende bliver jeg helt i tvivl…)
Det er da dejligt med anerkendelse og komplimenter - helt sikkert. Det varmer meget! Men de forårsager også en masse tanker og forvirring, som jeg slet ikke havde forestillet mig, jeg ville opleve. Vel fordi jeg er i en overgangsfase.
Jeg får fuldstændigt uanstændige mængder af opmærksomhed fra Den gifte Kollega (sagt uden overdrivelse) - ikke at jeg ikke fik det før min kostomlægning. Men fordi jeg selv tror på, jeg er blevet bare minimalt mere attraktiv, giver jeg ham vist mere næring til at fortsætte end tidligere… Jeg bliver også kigget efter på gaden - og ved slet ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv, når det sker. Hvorfor fanden sådanne positive reaktioner nu skal være så svære for mig at tackle, kan jeg sgu ikke helt få ind i min knold. Men det er de altså. Jeg kan næsten ikke engang skrive om det, altså - og hvornår har der nogensinde været ting, jeg, skribenten, ikke kunne skrive om?
- Godt være, jeg lige skal inden om de dér veninder igen - måske forstår jeg lidt mere nu og kan lytte lidt bedre…
28.10.08
Om ting man ikke vil vide - på den ubehagelige måde
Brevet var ikke skrevet under. Der var kun anført et hurtigt nedkradset mobilnummer…
Der var engang i sommer, hvor jeg nogle uger i træk kedede mig ret gudsjammerligt på job. Dagene lignede hinanden til forveksling, og jeg var på et vist tidspunkt nærmest grænsepsykotisk af understimulering. Men den tid synes pludselig som meget længe siden… Ikke to dage ligner hinanden nu, og skulle man alligevel falde hen og måske næsten slappe af (!), kan man være evigt forvisset om, at der snart dukker noget uforudset og ubehageligt/næsten uløseligt/spændende, men krævende/urkomisk op. Desuden har jeg mere end rigeligt at gøre med at forholde mig til ham her. Men lad nu ham ligge. Høhø. I dag er det ikke klichéernes kliché, firmaflirten, der fylder…
Ved siden af alt det bogholderiarbejde og diverse telefonopkald, jeg sidder med, så har jeg også nogle af alle de dér kontortjanser, som ingen gider, men som alle i et mindre firma er nødt til at snuppe deres del af, for at det hele kan køre rundt. Så mine morgener starter tit med en postrunde i huset. Det er såmænd en rigtig hyggelig anledning til at hilse alle medarbejdere godmorgen. Men på den dårlige side kommer jeg så også ind imellem til at vide ting, jeg ikke sku’ ha’ vidst. Eller som bare er lidt underlige at vide. Heldigvis som regel bare på den sjove “officielt ved jeg ingenting”-måde. Og mine kolleger kan sagtens regne med, jeg holder min kæft. Ikke så meget fordi jeg er et hæderligt menneske, men fordi det lissom er ret nemt at lokalisere, hvor den slags info kommer fra, hvis den løber videre…
Til morgen var det imidlertid ikke spor skægt at gå den postrunde. En kollega modtog et meget ubehageligt trusselsbrev. Det handlede om penge. Rigtig mange penge. En eller anden form for handel, der med garanti intet havde med vores firma at gøre. Tonen var temmeligt voldsom. Og det var tydeligt, at den eneste grund til, at det var sendt til bemeldte kollegas arbejdsadresse, var, at afsenderen ønskede, at andre skulle vide, at denne kollega tilsyneladende er havnet, hvor han ikke kan bunde… Brevet var ikke skrevet under. Der var kun anført et hurtigt nedkradset mobilnummer.
Jeg sad længe og stirrede på det, må jeg indrømme. Sku’ jeg bare gå op til kollegaen med det? Ignorere, at jeg vidste noget om hans private situation, som jeg i dén grad ikke har lyst at vide? At det var modtaget via firmaet? Min mavefornemmelse protesterede. Det virkede forkert at sidde det overhørig. Jeg gik til min chef - der om muligt blev mere chokeret end jeg. Hun tog en kopi af den håndskrevne hilsen med henblik på en eventuel politianmeldelse, og det var måske meget godt, for modtagerens umiddelbare reaktion var lidt senere bare at rive brevet i stykker og slå den hen som en dårlig spøg, da en anden medarbejder spurgte, hvad det var for et brev.
Og nu sidder jeg så her med en dårlig smag i munden. Officielt ved jeg ingenting. Men kollegaen véd i sagens natur, at jeg ved. Og han må også være klar over, at jeg nu ser ham i et andet lys og spekulerer lidt over, hvad filen han egentlig gemmer på inde under sit velplejede ydre. Og på om nogen ikke burde hjælpe ham.
Fuck mand! Godt, at det kun er Staten, jeg skylder penge i form af mega studiegæld…
Skal sjovt nok IKKE i Urban!
25.10.08
Og sådan er dét bare
Jeg kan ikke spille andre sange end de her i dag. Og så snakker vi ikke mere om det. For den slags taler man jo ikke om…
23.10.08
Om skraldespande - endnu en leveregel
Dagens leveregel: Lad være med at rengøre skraldespand, når du har tømmermænd.
Ind imellem kan det jo være nødvendigt at fastlægge, præcis hvor mange tømmermænd man har på en skala fra Hans Engell til W.C. Fields. Eller… Ja, jeg fandt i hvert fald ud af, hvor slemt det stod til her lige før. Fik den vanvittige idé at rengøre genbrugsbeholderen (mindre skraldespand) - tømmermænd eller ej. Ergo smuttede jeg ud i badeværelset med kalorius, så den ku’ få en tiltrængt spuling. Der var bare liiiige noget, Stiletten ikke havde taget højde for…
Er I KLAR over, hvor dårligt sådan noget vand med halvrådne madrester i lugter??! Er I KLAR over, hvor klam en farve det har?? Og hvor meget lyden af det ned i wc-kummen lyder som… nåja… gæt selv. :-S Må hellere få tjekket brækrefleks ved næste lægetjek, for der må simpelthen være noget galt, siden jeg formåede at lade være med at kaste op og nøjedes med at frembringe nogle ucharmerende gylpelyde.
Til gengæld har jeg så endnu mere kvalme nu, end da jeg vågnede. Sidder og kæmper med “morgenmaden”… Og så var jeg ikke engang bimlefuld i går. *Suk*
22.10.08
Nogen bud på en god forklaring?
Okay, jeg fik da sovet en smule i nat. Hænger faktisk tilnærmelsesvis sammen oven i hovedet i dag. Men det giver stadig ikke mening for mig, hvorfor ham den gifte kollega i går sneg sig tæt forbi mig på vej ud fra chefkontoret og sådan på i smug og diskret-måden stak sit visitkort i hånden på mig.
Jeg kender da godt hans navn, mail, titel og nummer til arbejdsmobilen. Jeg har tilmed også hans private (af ganske kedelige praktiske årsager). Så hvad ska’ jeg med det?
Og neeeej, der var ingen listige beskeder på bagsiden eller den slags… Så det her er altså lidt mærkeligt.
21.10.08
Hvem melder sig til at gi’ Verden et lynkursus i timing??
Jeg vågnede aldrig i morges. Jeg greb bare ud efter vækkeuret, da det ringede. Konstaterede, at verden har den mest lousy form for humor, og at ham, der skriver søvnbon’er ud, åbenbart også er ramt af den globale finanskrise: Han havde i hvert fald kun bevilget mig nærige 2½ time (af den billige slags). Skrev til min chef, at jeg fleksede et par timer og blev dernæst belønnet med halvanden times mareridt og vågnede op badet i sved.
Min hjerne, der ellers er i fin form og træning, når det gælder at håndtere søvnunderskud, ville bare ikke. Og det er jo totalt omvendt på den ulogiske måde, når man tænker lidt over det, for Konen har lige haft fem fridage i rap - og sovet mindst ti timer i døgnet… Men der er bare så meget, der gungrer rundt i min knold for tiden, at der nok snart skal kigges på noget seriøs trafikregulering og hastighedsbegrænsning deroppe.
Der sker SÅ meget! En ven fik forleden et ildebefindende - dejsede pludselig om og brækkede tilmed et ribben. Anden gang inden for fire måneder. Og lægerne kan ikke finde nogen forklaring, selv om de har skannet ham i hoved og røv. En veninde, som ellers aldrig piver, ringede til mig grædende over sit nye job, hvor chefen er en hård negl - og hun var ellers lige flygtet fra et andet job, hvor chefen udviklede mere og mere psykopatiske træk over årene. Så dét her var det sidste, hun havde brug for… For at det ikke skal være løgn, er en anden veninde til min rædsel røget ind på Psykiatrisk med en psykose, og alle mine gamle minder står pludselig på nakken af hinanden for at få opmærksomhed - samtidig med at jeg selvfølgelig gør, hvad jeg kan for at støtte hende.
Og så er der jo stadig det her og det her og det her, der også skvulper rundt oppe i knolden og gør mig forvirret og træt og ukoncentreret om alt det dér, jeg burde koncentrere mig om for at være et ansvarligt og pålideligt menneske. Der er også masser af gode og spændende og fantastiske erkendelser, som gør mig enormt glad, men alligevel…
Så forestil jer, hvilket overskud, jeg ikke havde, da jeg ankom til min arbejdsplads op ad formiddagen kun for at finde ud af, hvorfor jeg aldrig fik noget svar fra chefen på min sms: Hun sad i møde med vores udenlandske partner, og kontoret havde været ved at brænde sammen, fordi telefonerne med vanlig sans for timing havde ringet og ringet, og vi var underbemandede (bl.a. fordi jeg jo havde ligget derhjemme og haft mareridt). Alt i alt ikke den bedste morgen, min hjerne havde valgt at stå af på.
Nu har jeg en meget forstående chef, og der var ingen sure miner. Men for Helvede, jeg hader verdens timing nu og da! Jeg er stadig træt helt ind i marven. Alt kører rundt inden i knolden. Telefonerne er blevet ved at kime. Gæster fra alle mulige steder bliver ved med at dumpe ind og spørge om alt muligt (vi taler kontoret, der somme tider er helt stille flere dage i træk!)
Nu har jeg så lige fået at vide, at jeg “formodentlig” bliver indkaldt til orienteringsmøde vedr. den stilling, som firmaet har planer om at oprette til mig. For når nu vores britiske chef er her, vil han da “gerne lige snakke med mig og høre om mine forventninger.”
Tak for ingen forberedelsestid, siger jeg bare! Håber, at überbossen ikke har tid før i morgen - må tilstå, at jeg nok ikke rigtig synes, at i dag er dagen, hvor jeg kan komme med et rigtig godt bud på, hvor meget i lønningsposen jeg er værd… :-S
20.10.08
Blogland som spejlsal
I kender det godt, ikke? Man genkender SÅ tit sig selv, når man læser andres blogs. Og sammenligner sig. Og føler sig mindre end. Og større end. Og sjovere end. Og kedeligere end. Og man bliver ved at læse de blogs, man ikke kan lide… Chancen for at lære noget om sig selv er alt for fristende.
Når vi møder andre mennesker, så ser vi enten vores egne værste sider eller mangler eller komplekser i dem (vi projicerer - overfører - vores frygt og komplekser på andre). Eller også får vi øje på det, vi allerbedst kan lide ved os selv - altså ovre i en anden person: Vi “spejler” os - og genkender og forelsker (!) os måske ligefrem. Narcissus kan GODT gå hjem og lægge sig!
Det er helt vildt, som jeg ind imellem kan ta’ mig selv i det dér - og måske forekommer det mig især i Blogland ekstra voldsomt (og lidt absurd), fordi jeg ikke har mødt de mennesker, jeg stort set dagligt kommunikerer med om mange personlige og følelsesmæssige emner!
Somme tider forsvinder udsynet fuldstændigt, og jeg har det, som om jeg går rundt i Spejlsalen i Tivoli, når jeg surfer igennem listen af yndlingsblogs og ikke mindst yndlingshadeblogs**:
Faktisk er det ikke helt til at sige, om det, jeg forholder mig til, når jeg kommenterer hos andre bloggere, er mystiske spejlinger af mig selv - eller egentlig er dem, menneskene bag. Det fantastiske er, at det måske i forhold til parternes udbytte af kommunikationen også er helt ligegyldigt, når det kommer til stykket…
Så når Ace driller mig med, at jeg kommenterer over det hele… begynder det straks at syde i overførselsbeholderen: “Stilet, du er for opmærksomhedskrævende! Lad nu de voksne snakke, ikke?”, sukker en gammel stemme, som engang var min trætte fars, men som nu administreres af mit selvværd. Og så bliver jeg pissefornærmet. Og da det er nemmere at være fornærmet på andre end sig selv, går det ud over Ace - måske skriver jeg det ikke direkte (man har vel sin stolthed 
), men jeg sidder og mugger. Der er bare liiige det, at… Ace drillede jo bare venskabeligt og aner intet om min far-stemme…
Når Jomme på karakteristisk stille og rolig, smilende facon fortæller mig, at jeg bare skal slappe helt af og ikke spilde tiden på at hidse mig op over småting. Når han måske endda begynder at ævle løs om egne erfaringer… så dukker min indre Jante og trodsige 5-årige i skøn forening op: En gammel følelse af aldrig at være blevet taget alvorligt råber og skriger pludselig. Op dukker ekkoer af forældre, der altid havde voksne erfaringer (og problemer!) til op over begge ører og ikke syntes, at Stilettens børneudgaver af vanskeligheder og sorger var særligt vigtige, og som hellere ville høre på sig selv: “Nu drejer det sig om mig, mig, mig!” insisterer min indre overførselsstemme, der sagtens kan lade sig harme af det faktum alene, at Jomme er sytten år ældre end jeg.
Men Jomme ville jo bare vise deltagelse og forståelse. Bidrage med noget, han håber, jeg kan bruge…
Når Fab har en dårlig dag og ikke overkommer noget som helst og skriver - beundringsværdigt åbent - om det, så er spejlingen der endnu en gang. Den lille Stilet, som ikke følte, der var plads til at være ked af det og slatten og i underskud, bliver harm og sukker: “Nu må du sgu ta’ dig sammen, Fab! Hvor svært kan det være??” Oversat: “Når jeg ikke må være pivet, hvorfor skal du så ha’ lov??” Men læg mærke til, at på andre dage ser jeg Fabs underskudsindlæg helt anderledes - som tegn på en sund og stærk evne til at mærke efter og sige fra…
Når ham her på sin blog er smart i låget og pisseflabet på den barnlige måde, så finder jeg det charmerende. I virkeligheden handler dét igen ikke om en kæft andet end ham dér Narcissus. Jeg genkender min egen flabethed på veloplagte dage og fornøjes (man er vel en lille charmerende lækkerbid, ikke…? )
Ikke særligt fair er jeg flere gange i min tid som blogger gået i brækkrampe over de her Kloge Åge’er til kvindelige bloggere, som kan reflektere og vende og dreje prismet, så nye nuancer af sollyset skinner igennem det på helt fantastiske måder. Min indre overførsel skriger af sine sølle lungers fulde kraft: “Ja, men hvad nytter det alt sammen? Du er så pisseklog, at du kan undvære hovedet - men kvinde!? Kan du være dét? Har du overhovedet et underliv?? Nå, hva’?! Så hold dog din akademiske kæft!”
Engang var det min mor, hvis vrangforestillinger råbte sådan ad mig. Nu er det en unavngiven stemme inden i mig. Den dér, som indtil for nylig ikke troede, hun havde adgangskort til kvindeligheden, og som stadig karter rundt i den, totalt Bambi på isen. Som følte sig så bittelille og hurtigt kom til at tro på, at evnen til at reflektere var modsætningen til at kunne være sexet og forførende.
Heldigvis har jeg snakket med flere af de her bloggere, Kloge Åge’erne - og hold kæft, hvor er der mange dejlige (og superfeminine!) kvinder derude (ingen nævnt, ingen glemt ).
Interessant nok er kvindeligheden så andre steder så meget fremme i skoen, at det helt tager pusten fra både mig og overførselskassen. Meget irriterende er der ikke engang noget der tyder på, at sexbomben bag bloggen er ubegavet oven i æsken. Og som direkte konsekvens deraf sejler mindreværdet ned ad hjernevæggene her… Ene og alene pga hendes beskrivelser af handlinger, jeg selv ville ønske, at jeg (turde tro på), jeg kunne udføre. Og fordi de er skrevet af en person, jeg tilsyneladende ville synes om.
Hvad fanden er dét for noget rod? Kan man nu ikke engang få lov at vende sit mindreværd udad som vrede og frustreret antipati?! Pis oss’…
Når nogle få bloggere hænger meget ud sammen, tydeligvis ses irl og altid kommenterer hos hinanden på chat-lange-tråde-med-smalltalk-måden, sååååå er psyken dér igen: Kliker - at være udenfor - mobning - de kan ikke lide mig. Skolegården. Femte klasse. Jeg er kikset. Jeg kan rammes. Hænges ud. Grines ad. Bag min ryg.
Jeg holder mig væk. Lurer lidt på sidelinjen. Forsøger at overse deres aliasser, hvor de måtte dukke op. Men pludselig er der alligevel et indlæg, som er for fedt til, at jeg kan lade være med at kommentere. Og der bliver taget godt imod. Whatthefuck!? Jeg vågner af mit eget blog-spejlingsmareridt - og opdager, at jeg har haft ondt i maven over et fatamorgana…
Og så har jeg ikke engang nævnt de blogs, jeg ikke bryder mig om. I virkeligheden ville antipatierne måske fordampe op i den blå luft, hvis man begyndte at undersøge spejlinger og andet skidt i forhold til disse? Well. Der er maaaange flere eksempler, hvis det sku’ være. Men jeg tror, jeg holder her. Jeg kan næsten allerede mærke, hvordan I sidder og læser det her indlæg, laver himmelvendte øjne og udbryder: “Hende Stiletten er fandeme skæv oven i kysen!”… Men måske det bare er mit mindreværd, der står og råber - igen.
Hvis ikke man kan lide at høre sandheden om sig selv - fra sig selv. Så skal man lade være med at blogge…
**) For en ordens skyld skal siges, at jeg stort set ikke kommenterer sidstnævnte gruppe.
19.10.08
Hvad nu hvis jeg var en kvinde, man godt gad kneppe?
Hvis det havde været en veninde, der var kommet til mig og havde sagt, at…
… gift kollega var blevet hængende i firmaet flere gange til langt over hans fyraften bare for at hyggesludre og grine med hende
… selvsamme kollega, som veninden egentlig efterhånden var blevet en slags fortrolig med, for nylig havde sendt hende en sød mail, indeholdende en lille generel opfordring til at bryde regler, kysse langsomt og elske rigtigt
… gift kollega igen og igen havde understreget, at han altså gerne ville køre hende hjem, og at det jo var “lige på vejen, så hun sku’ bare sige til”…
… kollegaen altid var på hendes side i interne faglige diskussioner i afdelingen og gerne bakkede hende hundrede procent op også i tilfælde, hvor han risikerede at blive upopulær blandt andre kolleger pga det
… hun på det sidste flere gange havde taget bemeldte kollega i at stå og betragte hende på “klæde af med øjnene”-måden (selv om han forsøgte at skjule det)
… kollega tit og ofte komplimenterede hende for hendes skarpe hjerne…
Ja. Hvis en veninde havde sagt de her ting til mig, ved jeg jo godt, hvordan jeg ville ha’ svaret. Jeg ville ha’ advaret hende. Måske er han ude på noget. Hold lidt igen. Lad være med at skide i egen rede, du ved. Og jeg ville ha’ spurgt, hvordan hun selv havde det med situationen. Med ham. Sidst men ikke mindst ville jeg i dén grad håbe, at hun ikke var tiltrukket af ham.
Men… Nu er det jo rent faktisk mig selv, der står i situationen. Så er det pludselig ikke så enkelt.
Lige først må jeg tilstå, at jeg tænkte Den gamle Stilet-tanker. Fra før det her. Jeg tænkte (i et meget kort glimt, for alt det her behøvede jeg jo ikke beskæftige mig med…), at jeg slet ikke burde bekymre mig - netop fordi jeg jo var mig.
Jeg kan godt være sjov og humoristisk. Endda en lillebitte smule charmerende, hvis jeg virkelig tager mig sammen. Men sexet? Niks slikke slut prut, du! Dét er den kvindelige chefs bord. Venindernes bord. Alle andre kvinders bord. Ergo ville det være naturstridigt, hvis gift kollega havde set mig som muligt sexobjekt.
Men lige så stille sivede det ind - Den nye Stilet greb fat i kraven på Den Gamle og gav den et par på lampen: Måske er det rent faktisk ved at blive sådan en liiiille smule farligt med den kollega, Stilet? For hvad nu hvis du rent faktisk er sådan én, som nogle mænd godt kunne tænke sig at kneppe? Hvad hvis de ser dig som både tiltrækkende og sexet? Sku’ du måske hellere sige nej til det lift? Var det bare en sindssygt dårlig idé, da du forleden med masser af spillende øjenkontakt fortalte ham, hvor sødt det var med den mail, og hvor glad du var blevet? Han smilede jo også fra øre til øre, da han fik den melding…
Eddermugme ikke nemt, det dér, hvis jeg lige pludselig skal til at ta’ med i mine beregninger, at nogle mænd ligefrem ku’ komme til at begære mig!?
Må vist ha’ snakket med hende dér veninden, jeg render rundt med indeni…
16.10.08
For cool til sig selv?
Af SÅ mange grunde skal den her på bloggen, inden jeg nu kryber ind i alkoven. Vi kan jo sige, at det bare er for at ønske godnat - evt. god weekend, selv om vi nok blogges igen i morgen.
Revet ost - en leveregel
Når du nu absolut skal være så emsig med at bruge alle madvarer helt op og ikke smide noget ud, Stilet, så er det selvfølgelig en fin idé at ville bruge det sidste af en pose revet ost på knækbrød her til morgen…
Men det er fileme da for dumt at forsøge at spise det hen over din bærbare!!
/Stiletten - i dag travlt beskæftiget med at fiske halvt smeltede ostetrevler ud af tastatur…
15.10.08
Kvinder tænker bare ikke lige så meget på sex som mænd
I ved godt - vi har vel alle vore favoritmodeller - ikke? Dem, som det bare gør os SÅ lykkelige at “pakke ud”, og som i drømmene selvfølgelig sidder på lige præcis ham, som vi også joker og pingponger godt med - ham, som laver den bedste béarnaise.
Det starter kl. lidt i syv hver morgen (undtagen når jeg har fri, så er det lidt i ti…) Efter vækkeurets ubarmhjertige bimlen ligger jeg og sunder mig i minimum fem - maks tyve minutter. Mærker langsomt bevidstheden indfinde sig - og jo, den er god nok: Kroppen er der endnu. Jeg kan mærke og føle en hel masse dér under den varme dyne. Selv om jeg altså knap nok er vågen, er der som oftest nogle billeder af en ganske bestemt karakter på min indre biograf… Måske er det drømmerester, som jeg endnu ikke har rystet helt af mit søvndrukne jeg? Måske er det bare instinktet, der vågner sammen med resten af kadaveret. WhatdoIknow?
I hvert fald ser jeg fx for mig et særligt godt glimt, jeg forleden fik af den mandlige chefs røv (nuuuij, han var lækker i netop de bukser!). Eller Kokkens overarme i den t-shirt, han havde på, sidst jeg så ham nede i køkkenet. En hurtig rusker ind over sengegærdet (hvis man altså havde sådan ét) ville da være svært stimulerende med ham! Jeg synker hen i billeder…
Så får jeg pludselig travlt. Kommer i tanke om tiden. Farer op og ud af alkoven, får smidt den rituelle kaffe over og går i gang med at flikke madpakke sammen. De næste tre kvarter farer jeg rundt (upåagtet at jeg næsten ikke har noget plads at fare på). Men allerede ved makeuppen går det galt igen. Det er, som om de langsommelige bevægelser lægger op til, at man tænker flydende, drømmende tanker imens - også selv om man strengt taget slet ikke har tid til langsommelighed, når man står kun iført undertøj og halvfugtig hud et kvarter i gåtid.
Ham den flotte fra ejendommen har eddermame nogle sexede øjne. Da han stoppede mig i går i Parterret (det hedder en del af vores hus) for at sludre med mig og spørge om noget praktisk, var det fandeme da svært at koncentrere sig. Sikke et smil! Hvordan ser de øjne mon ud, lige inden han… I ved nok…? - Og så skidt med, at han vist nok er femogfyrre og delefar til to. Han er pisselækker, og jeg tænder for vildt på de dér intense øjne med de flotte vifter af smilerynker og så hans briller. Uhm… Kloge mænd. Tog mig sammen og lod være med at kigge ned, mens han stod der og snakkede og smilede over hele 2550-øren. Er der noget værre end at blive taget i at lure pik? Nej, vel - en og anden kvinde derude må i dén grad vide, hvad jeg taler om!
På det her tidspunkt er jeg færdig med at lægge makeup - hvis vi er heldige, og drømmerierne altså ikke har fået mig til at lægge mascaraen cirka omme i øret, mens øjenskyggen er havnet i mundvigen. Og jeg buldrer fortravlet ned ad trapperne med min taske i favnen og mp3-eren syngende i ørerne.
Nu dukker næste udfordring op: Bussen og toget. Der er tit lækre mænd med. Eller måske bare nogle stykker, der “har liiidt af et eller andet over sig”. På den måde kan så sammensættes en voldsomt forførende fantasimand af den dér enormt sanselige mund, man så hos ham den mørkhårede med krøllerne. Også hans flotte kæbe, tak - ja, og så den dér bagdel, som sad på ham, jeg kunne se gennem glasruden ude i s-togets mellemgang. Han har garanteret også en dejlig pik - den helt rigtige slags. I ved godt - vi har vel alle vore favoritmodeller - ikke? Dem, som det bare gør os SÅ lykkelige at “pakke ud”, og som i drømmene selvfølgelig sidder på lige præcis ham, som vi også joker og pingponger godt med - ham, som laver den bedste béarnaise.
Foruden de allerede nævnte mænd vil jeg så selvfølgelig også ha’… Og… og… og…
Sådan fortsætter det dagen igennem. Chefer, andre mandlige kolleger, tilfældige forbipasserende, naboer, ekspedienter, mænd med lækre telefonstemmer, venners venner (okay, så - OGSÅ venner! )…
Ind imellem alt det andet jeg tænker på, så tænker jeg på sex. Kortere eller længere glimt. Mere eller mindre intenst. Men jeg gør det. Hver dag. Normalt ikke på en frustreret, ulykkelig måde - når det dértil, må man jo finde på noget. Men jeg tænker på det. Det ER der. Jeg styrer det ikke selv. Det dukker bare op - er der måske i virkeligheden lidt hele tiden. Konkrete billeder af mænd, jeg omgiver mig med i virkeligheden. Oppe i mit hoved indgår de i seksuelle situationer, selv om de måske står foran mig og snakker om lønadministration, ombytning af mobiltelefoner eller madbestilling hjemme i huset. Somme tider bliver det ikke til decideret sex deroppe i nødden på mig. Så er de bare nøgne mænd, der gladeligt står og viser sig frem for mig, efter at jeg har klædt dem af uden at spørge først.
Så… Jeg siger ikke, at tesen i overskriften er forkert. Jeg siger bare, at hvis den passer - så har jeg sgu næsten ondt af jer, gutter! For hold kæft, hvor må det være svært at koncentrere sig om noget som helst, hvis I tænker mere på den slags end os! Og så siger jeg nok også lidt, at det undrer mig, at den dér myte har overlevet så længe…
P.s. Og inden I nu kommer for godt i gang: Nej, ovenstående er ikke først dukket op, efter at jeg for et års tid siden blev single. Sådan her har det altid været. Også når jeg har været i forhold.
13.10.08
Ikke blot er han gift…
Samtale med veninde, der kom til middag her til aften. Vi diskuterede, hvordan filen man egentlig som kvinde bør reagere, når man tager en mand i at tjekke én lidt ud. (Ja, jeg var jo nødt til at ha’ nogle tips, for fa’en - har jo aldrig taget kørekort til det lort!)
Der gik ikke længe, før vi nåede frem til, at det kom meget an på, om han var en helt fremmed, én, man kendte, én, man på en eller anden måde var afhængig af osv - og så begyndte vi at kategorisere og erfaringsudveksle, som kvinder nu gør. (Pssst, gutter - det er dét, der somme tider tager meget lang tid på dametoilettet nede i biffen…)
Hvad vi nåede frem til i øvrigt er selvfølgelig at regne som forretningshemmeligheder - og væggene har jo ører herinde, så…
Anyway: Da vi så kommer ind på navngiven kollega, som jeg på det sidste pludselig har taget i at tjekke mig ud nogle gange, og som jeg efterhånden nok må erkende, ser ud til at ha’ et lidt mere end kollegialt godt øje til mig, bliver veninden med ét overraskende moralsk:
“Altså Stilet - han er GIFT. Ja, og så har han OGSÅ en kone…!”
Ro på, søde veninde. Jeg er ikke ude i noget snavs, men kors hvor var det en dejlig fortalelse, den dér!
Noget helt andet er så, at jeg må samle mod, hele mit lager af nosser (yessir!) og mandshjerte til i morgen at fortælle selvsamme kollega, at jeg altså faktisk blev rigtig glad for den vildt søde mail, han sendte mig i eftermiddags…
UPDATE:
Det var faktisk først efter Aces kommentarer i tråden her, at jeg pludselig blev meget lettet over al den humor, der også var i kollegaens mail OG at følgende besked var fortrykt - ellers ku’ jeg måske godt være gået lidt i coma…:
“Dagens besked er:
Livet er kort, bryd nogle regler, tilgiv hurtigt, kys langsomt, elsk rigtigt, grin ukontrollabelt og fortryd aldrig noget der fik dig til at grine…..”
Vi kvinder hører jo altid, hvad der IKKE bliver sagt
Talte i weekenden med eks’en, som jeg ikke troede, at jeg kunne snakke med mere, når nu vi var blevet helt afklarede med, at vi aldrig sku’ forsøge os som kærester igen. Men det er faktisk rigtig hyggeligt og meget afslappet, når vi sludrer sådan cirka hver fjortende dag. Nå, men så var det at den her ordveksling dukkede op under vores samtale i lørdags. Det var egentlig først bagefter, jeg fattede, hvad der var blevet sagt - eller måske snarere ikke sagt…
Han havde lige fortalt mig, at han nu rent faktisk er blevet tilbudt et fedt job i København - og at han har meldt ud til arbejdsgiver, at han godt kunnne være interesseret. Jeg blev meget, meget glad på hans vegne. Det har aldrig været meningen, at han skulle strande tilbage i sin barndoms provinsby.
Jeg: “Fedt! Aj, hvor er det godt for dig - så må vi klart mødes og drikke kaffe en dag, hvis du virkelig kommer til at bo herovre!”
Han (i lidt forsigtigt tonefald, men også med smil i stemmen): “Ja, hvis ikke det er for underligt…”
Jeg (tænkte): “Aj, come on - vi kan snakke læææænge i telefon cirka hver fjortende dag. Hvorfor sku’ vi ikke ku’ mødes over en kaffe??”
Jeg (sagde): “Det tror jeg altså ikke. Jeg tror, det ku’ være hyggeligt!”
Han (mumlende): “Hm. Men hvad så hvis du kommer dér og er totalt slank og lækker og med langt hår og så… Jeg får svært ved at…”
Jeg: “Hvad?”
Han: “Ikke noget…”.
Hm. For én gangs skyld er Nynnes yndlingsudtryk meget, meget passende: Og så så man lige mig. For så så man nemlig lige præcis mig sidde og spekulere over, om jeg eventuelt er begyndt at “høre-hallucinere”. Og når vi nu i dén grad ved, at vi ikke fungerer sammen som par - hvad filen sku’ det så betyde, at jeg måske er tyve kilo lettere og måske har ti centimeter længere hår til den tid?
« Previous entries Project-Id-Version: WordPress 2.7 da_DK.ISO8859-1
Report-Msgid-Bugs-To:
POT-Creation-Date: 2009-02-09 18:56+0100
PO-Revision-Date:
Last-Translator: Søren Andersen
