25.02.08
Kategoriseret under Sovedyr af stiletten
Jeg har tænkt meget over jeres kommentarer til mit første indlæg her på bloggen. Og snakket videre med at par af vennerne. Men nu er jeg ikke sådan én, der kun tænker. Heller ikke selv om jeg rigtig godt ka’ li’ det, at tænke - og faktisk tit er lidt bange for, at det skal gå helt galt, hvis jeg ligefrem… gør noget. Handler. Uhadada. 
Det blev bare pludselig efter skrivningen af det indlæg så ulideligt tydeligt, at jeg, der ellers altid har tænkt, jeg var god til at “bide livet i låret” og være vildt åben, faktisk levede et afviserliv, og at jeg satsuseme blev nødt til at skride til handling. Lave noget helt om. Blive bevidst om den gamle lortestrategi - og erstatte den med en ny.
For ganske vist snakker jeg ivrigt med folk (også fremmede). Jeg har planer og projekter og lever dem ud, men samtidig… afviser jeg faktisk livet, lysten, drømmene. Jeg udlever det hele på trods. Og glædes mest i smug. Uden selv rigtig at ha’ været klar over det holder jeg evig og altid distancen. Går ikke hundrede procent ind i noget som helst. Holder konstant en bagdør på klem. Og føler mig derefter afvist af verden. Mens det i virkeligheden er mig, der afviser den…
Jeg har sørget for ikke at være for interesseret i noget eller nogen, for ikke at virke for involveret, for ikke at ville noget “for meget” (ka’ man overhovedet ville noget for meget?), for ellers… Ja, hvad ville der mon ske, hvis jeg var uforbeholden?
Konkret ser afviserens strategier sådan her ud: Når jeg snakker med fremmede, ironiserer jeg meget - joker, glider af. Og jeg påpeger svagheder og er skeptisk og kritisk over for fremmede menneskers projekter. Tilsvarende tager jeg ikke åbenlyst ros til mig.
Hele tiden holder jeg folk i mindst en arms længde fra mig. Og fortvivles ofte over, at de ikke vil mig og mine tanker og følelser nok…
Når jeg afleverer artikler og opgaver, så yder jeg absolut ikke mit bedste, men udskyder og springer over, hvor gærdet er lavest - for så har jeg gjort min pligt. Men jeg har på den anden side ikke ladet mig gribe så meget, at det ville være en katastrofe, hvis nogen bagefter siger: “Det ku’ du altså ha’ gjort bedre!”
Sandheden er, at ja - det kunne jeg helt bestemt, men jeg turde ikke. Pisselort!
Pludselig ser min distance nu meget, meget formålsløs og tilmed selvdestruktiv ud…
Forleden hoppede jeg så i arbejdstøjet og bippede den her fyr, som jeg har netflirtet lidt rundt med. “Nå, hvad blev der lige ud af at lade modparten tage initiativet?”, tænker du sikkert. Men nu skal man heller ikke blive for rigid i regelrytteriet, vel? 
Og havde trods alt slet ikke fuldt mit sædvanlige mønster. Der var således gået mere end en uge, siden vi sidst havde snakket sammen. Desuden sidder han trods alt midt i en kæmpe opgave… Med andre ord: Jeg havde ro på og fulgte ikke det sædvanlige tankemønster med straks at føle mig undgået og afvist. Jeg ville prøve noget nyt af. Og en fyrs travlhed sku’ ikke forhindre mig.
Det viste sig da også, at han var på med det samme. Og at vi virkelig kom rundt om nogle emner. Vi snakkede halvanden time, og der var virkelig meget interessant at ta’ fat på. Både personligt og mere neutrale emner.
Jeg huskede den ene venindes råd om bare at spørge lidt, vise, jeg havde lyset at vide noget om ham og til at lytte. Snakke om almindelige ting i stedet for kun dybe eller abstrakte ting eller kun fis og ballade. Den anden venindes vejledning om at lave lidt sjov, men ikke at gøre samtalen til en kampzone stod også klart i erindringen. Jeg vil jo vinde fyren - ikke en krig, vel?
Og det var jo slet ikke så svært! Fyren nævnte tværtimod et par gange i samtalen, at han så langt foretrak piger med meninger frem for de passive. Og jeg nød at blive spurgt. Og at føle mig tryg. Og at vise ham, jeg havde et godt indtryk af ham. Og at han spurgte lidt mere ind til, hvad jeg egentlig var for én - og at jeg turde svare med helt oprigtige, uindpakkede ord. Og at høre ham sige, at nu fik han jo lige straks lidt mere tid til at snakke, fordi han snart havde deadline…
I weekenden faldt jeg tilmed i snak med en fyr til en fest. Havde kun mødt ham en enkelt gang før. Og jeg er ikke interesseret i ham på dén måde. Men han virker sød. Passende kunne jeg jo øve mig lidt i alt det dér, som er så svært for mig, ikke?
Og bloggen her må da være stedet, hvor jeg lige så stille fejrer, at jeg fx midt i samtalen, hvor der var masser af smil og øjenglimt, ku’ få mig selv til at sige, at jeg sku’ “ud og pudre næsen” og spørge, om han stadig ville være der om lidt…
Dét var han.
Jeg nød virkelig at slappe nogenlunde af i en samtale. At spørge og pjatte lidt, at være en sød person. Og at få at vide, at han havde lagt mærke til mig sidst, og at han havde tænkt, at min udstråling var massiv. Jeg nød at lade være med at afvise! - At tage imod og at give. Bare en lillebitte smule. Uden hverken før, under eller efter samtalen at blive paranoid og føle, jeg havde risikeret mig selv og nu nok snart sku’ dø…
Mere følger sikkert om dette hen ad vejen. Jeg tror faktisk næsten, jeg tør være her fremover…
Permalink
15.02.08
Kategoriseret under Sovedyr af stiletten
Vil nogen venligst forklare mig trinene i den dér dans mellem mænd og kvinder?
Jeg har på egen krop masser af gange erfaret, at det at være ”fremme i skoene” som kvinde bare ikke klinger særlig godt med den dér arbejdsdeling, der siger, at mænds job er at jage, mens kvindernes job er at…
Ja, hvad er kvindernes job?
Jeg har luret meget på det, men det er stadig et stort mysterium for mig. Og hvad nu hvis man som kvinde ER fremme i skoene, rap i replikken og alt det dér. Har man så tabt på forhånd, fordi man selv ligner en jæger?
Jeg har flere veninder, der jævnligt beklager sig over fyre, som ”bare ikke forstår et vink med et vognstang”: Mine veninder gider ikke deres sms’er, deres opkald, deres e-mails.
Tænk at være så privilegeret som de veninder er! Tænk at nyde den luksus at kunne irriteres over kontaktforsøg!
Jeg får ingen emails. Ingen booty-calls. Ingen sms’er – hverken kl. 03 om natten fra fulde mænd. Eller kl. 15 fra ædru. Det. Sker. Bare. Ikke.
Jeg ved ikke, hvad det er, de her kvinder omkring mig kan. Men noget må de kunne. Og det må være dette noget, jeg ikke gør, ikke kan, ikke tør, ikke… et-eller-andet. Eller der må være noget, jeg gør, som de ikke gør…
I hvert fald står de lige pludselig og kysser med en eller anden fyr til en fest. De går fra snak til dans og smil til mere dans og så tje-tjiiing! Dér står de og råsnaver – og går hjem med fyren eller bliver i hvert fald tigget og bedt om et telefonnummer. Det sker bare ikke for mig.
Hvis jeg snakker med fremmede fyre til fester, laver jeg fis og pjatter meget med dem, måske danser jeg (dog sjældent, for ingen byder mig op), men scoringer… Glem det!
Mine veninder må i dén grad ha’ luret, hvad det er, man som kvinde skal gøre, hvis man gerne vil jages.
Jeg vil også gernes jages.
Alligevel går jeg alt for meget i fred. Jeg er ikke bange for at snakke med fremmede – heller ikke fyre. Jeg er ikke spor tilbageholdende. Og jeg er heller ikke grim – ganske pæn og almindelig. Og så griner jeg meget – også ad mig selv.
Men hvad er der så galt? Ja, jeg fristes jo til at sige, at det må være mændene, der fejler noget. Meeeen… så nemt slipper jeg vel ikke.
Jeg er vel netop lidt for lidt tilbageholdende. Jeg kan ikke finde ud af at være sød. Og jeg tror, det er dér, problemet ligger. Det går bare ikke at være hende, der giver mændene tørt på og selv smider hurtige flabetheder gennem luften. Ikke hvis jeg vil scores.
Jeg er en flab – indtil det uforskammede. Jeg kommer alt for nemt til at battle. På viden og holdninger – men også bare på humor og fis og roulade. Det hele bliver lidt en magtkamp, og kender man mig ikke, kan man jo umuligt vide, at det er min måde at vise på, at jeg finder modparten interessant – også som eventuel sengepartner: ”Når jeg gider at battle med ham, er der sgu noget ved ham!” er sådan cirka den parole, jeg gerne ville have, at mænd kunne tankelæse hos mig.
Hvis jeg udelukkende skulle sidde og være hende den søde, hende der booster mænds ego og hellere griner ad deres jokes end selv kommer med noget morsomt… Jeg ville føle mig som … bambi på isen, en bums i et sæt festtøj. Jeg ville føle, at alle kunne se, hvad jeg i virkeligheden var ude på. Og grine ad det.
Ja, og hvad så, hvis alle kunne se, hvad jeg var ude på?? Er det ikke netop det, der er meningen??
Bare tanken om at ”stå og gøre mig til” (som om jeg ved, hvad dét mere konkret indebærer…!) får det dog til at vende sig i mig. Når jeg kigger på piger, der helt tydeligt står og gør sig lækre for en bestemt mand til en fest eller i arbejdssammenhæng, bliver jeg altid pinligt berørt på pigebarnets vegne: ”Fuck mand, kan hun slet ikke se, hvor meget hun gør sig selv til grin? Nu ved alle at… Og han vil sgu da ikke ha’ en pige, som gør sådan dér. Det er da at tale ned til hans intelligens!”
Men hvad er det så jeg vil? Score ved tankeoverførsel???!
Kort sagt: Man scorer ikke på at svinge sin ordmachete som en ninja på vej gennem samtalejunglen. Jeg har prøvet, tro mig!
Og hånden på hjertet: Det ku’ sgu da være fedt at kunne vælge at være sød – sige de ting, der giver mænd lyst til at ringe til én. Vælge at kunne indsmigre sig lidt, når en dejlig og spændende mand var i nærheden. Signalere ”du er lækker og charmerende – jeg får sådan lyst til dig!” eller ”jeg er en lille smule genert, men du måtte meget gerne holde om mig lige nu”.
I stedet gør jeg vist nok alt, hvad jeg kan for aldrig at vise nogen som helst, at jeg er interesseret… Jo, jeg er udadvendt. Men på en meget distanceret måde. Sådan én, der lukker ethvert usikkerhedshul effektivt, så ingen kan se ind. Jeg er sjov og får mange til at grine, men nærhed er det altså ikke…
Jo mere sarkastisk og ironisk hopla jeg lægger for dagen over for en mand, jo større er sandsynligheden for, at jeg er tiltrukket af ham. Men hvor fanden sku’ han vide det fra?
Behøver jeg svare på, om dén strategi virker? :-/
”Giv dem nu lidt plads!”, sagde veninden, da jeg for nylig endelig tonede rent flag og erklærede mig utilfreds og trist over situationen (ja, for nylig – for nej, man sku’ da endelig heller ikke over for vennerne indrømme, hvad man har mest lyst til, vel?)
”Hvad for noget plads?”, ville jeg vide.
”Ja, lad være med at køre dem over med jokes og sarkasme lige med det samme, ikke? Lad dem være sjove. Lad også dem…”.
”Helt ærligt, ville du selv turde score dig?”, spurgte en ven mig engang. Paf over spørgsmålet tænkte jeg mig længe om. Svaret var, at jeg jo ikke selv synes, jeg er spor frygtindgydende. Står jo netop og forsvarer mit bløde indre det bedste, jeg ikke længere kan huske, hvordan jeg lærte, når jeg gør hvad-det-nu-er og derfor ikke bliver scoret. Hvorfor ka’ de ikke se, hvor blød jeg er?
Jeg er desværre åbenbart blevet så god til det dér hvad-det-nu-er, at ingen kan gennemskue det – folk tror vitterligt, jeg er en hård negl. Ville ellers smaddergerne gennemskues… Helst af en rigtig sjov og klog mand med begge ben på jorden.
Men frygtindgydende var lige netop, hvad ham vennen mente, jeg nok var i de flestes øjne. Det var vist nok sådan noget med, at mine replikker var alt for hurtige, og at jeg var sådan én, der gjorde folk bange for at dumme sig foran mig. (Måske fordi jeg selv er bange for at dumme mig? Hm…)
Har jeg så ikke haft kærester? Jojo. Også flere længerevarende parforhold, såmænd.
”Så har hun måske i virkeligheden ikke så mange problemer med mænd alligevel?”, tænker du måske.
Men jo, det synes jeg faktisk. For alle mine kærester har dybest set været den samme type. Nemlig den indadvendte nørd med mere eller mindre alvorlige sociale og psykiske problemer. Og ganske vist har jeg hver gang været forelsket. Meget. Men det er altså lidt, som om en del af grunden til at forelske sig i dem har været, at det var den eneste type, jeg turde at forelske mig i. Med dem følte jeg mindst risiko for at blive afvist – med dem var jeg ikke bange for ikke at være god nok. Ligesom ikke den helt rigtige motivation, vel?
Hver gang er jeg da også efter et stykke tid i forholdet kommet til at længes. Efter noget helt andet – en helt anden. Efter den udadvendte, mere selvsikre fyr, som kunne matche mig og støtte mig – som kunne være en ligeværdig partner, og som jeg ikke bare endte med at være mor og redningsmand for. – Og slide mig selv ned på…
Jeg ender med de her fyre, fordi det er dem, man får, når man som kvinde jager. Det er de samme fyre, som ikke engang i forhold kan finde ud af at tage kontakt (fordi de er énspændere), ikke kan tage initiativer til ting, man kan lave sammen, og som ofte også er lidt tilbageholdende i sengen.
Man bliver som kvinde enormt selvhjulpen i de forhold dér…: Man bliver aaaalt for god til selv at ringe, selv at lægge op til sex, selv at tage store emner i forholdet op osv….. De her mænd tager kort sagt ikke teten.
Helt ærligt: Jeg gider bare ikke!!!
De er enormt søde og rare, pålidelige, stabile, de dér fyre. Men jeg vil være sparringspartner, ikke en ny erstatningsmor. Jeg vil være elskerinde og frækkert, ikke en skolefrøken, der underviser begyndere. Jeg vil siges imod og udfordres.
Jeg må konkludere, at løsningen ikke er at optræde i rollen som kvindelig jæger, hvis ikke man er interesseret i de passive ”bytte-mænd”. Løsningen er ikke selv at bede om det dér telefonnummer. Eller en msn-adresse. Eller selv at ringe og selv invitere sig på besøg (!).
Men hvordan fanden finder jeg lige ud af ligne et lille, sødt dådyr, som bare så gerne vil skydes af den rankeste jæger i skoven? Og ER det rent faktisk dét, der skal til?
Hvad er det dér ’sød’ for noget? Og kan man ikke godt være en flab samtidig? Sig nu ja, pleeeease!
NB! Godt gættet: Dette indlæg må ikke bringes i Urban.
Permalink
