29.05.08
Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten
Den første, der ringer til mig, bliver skudt. Fik I dén? Har bare taget imod liiiidt for mange telefonopkald på job… Men ellers har det faktisk været en rigtig god dag. På hverdagsmåden - som jo er den bedste af alle godheds-måderne. 
Blandt andet har jeg endnu en gang erfaret, at jeg dømmer mig selv for hårdt - for så at tro, at andre er enige i den dom…
Den kollega, som jeg hele tiden har været mest usikker på - familiefar, stor erfaring i branchen, selv nyansat i firmaet og ihærdig efter at gøre sit allerbedste, virker som typen, der stiller umenneskelige krav til sig selv og derfor næsten lige så uudholdelige krav til alle omkring sig…
Ja, I kender ham godt, ikke?
Han har været sådan lidt kort for hovedet. Ikke rigtig gidet hilse, når jeg kom og gik. Ikke kigget på mig, når han talte til mig og sådan. Virket, som om han selv vidste bedst hver gang. Har jeg tænkt. Reelt har han vist bare haft travlt (ja, ikke alt har noget med dig at gøre, Stilet… 
)
I dag har han og jeg arbejdet sammen, og jeg var ved at falde ned af stolen, da han åbnede for godteposen:
“Det er altså virkelig godt at ha’ dig her. [Navn på tredje kollega] roste dig også i morges, inden du mødte ind. Du er kommet virkelig hurtigt ind i ting her, og du spørger, når du er i tvivl og sådan. Det er altså kanon med alt det, du får udrettet!”
Og jeg blev spurgt til - hvordan gik det med reparationerne i min lejlighed? Hov, hvad vidste han om det? Hvornår havde jeg egentlig mødetid? Ja, for der var altså ingen grund til, at jeg tog afsted alt for tidligt inden morgenmøder. De startede alligevel aldrig før kl. ….
Og så blev jeg også delagtiggjort i nogle af den slags ting, som det altid er godt vide på en arbejdsplads: Et par kollegiale kampe om ansvarsområder og hæder og ære og hvem der snakker bedst med ledelsen og hvorfor. Jeg blev inddraget. Regnet med.
Og jeg blev taget med på råd om et par arbejdsopgaver: Hvordan synes du bedst, vi løser det her?
Jeg blev bare så glad. Kunne simpelthen ikke ønske mig det bedre! Og så lige fra ham. Den frygtede. Har taget mig selv i at føle mig tryg på job i dag. Og i at grine. Sådan rigtigt. Man sku’ næsten tro, han havde læst i min kontaktbog.
Min chef er i øvrigt stadig en stjerne. Som giver mig et lift til stationen, når det øsregner som forleden, og som i øvrigt kom og sagde: Jeg har en gammel cykel i overskud derhjemme. Den står bare og ruster op. Vil du ikke ha’ den? Så ka’ du ha’ den stående på stationen, sådan at du ikke skal vente på den åndssvage bus hver morgen?
Og hun glæder sig højlydt over, at jeg aflaster hende.
Holy jeepers creepers! Jeg har gået og tænkt, jeg spurgte for meget og for dumt. At jeg lærte alt for langsomt. Jeg har tænkt, at jeg ikke var nogen god reklame for firmaet udadtil. Jeg har tænkt dumme tanker. Og nu er jeg bare så træt på den dér måde, der viser, at man i nogen tid ikke har slappet af sådan helt ind til benet. Lige pludselig er man ikke helt så presset - og så puster man ud og tænker: Hvor føler jeg mig lettet!
Jeg må arbejde på at få et mere realistisk og rimeligt billede af mig selv og min indsats. På at ha’ lidt mere tiltro til mig. Det går bedre med at synes, jeg kan være sjov og behagelig at være sammen med. At jeg måske kan gi’ andre mennesker noget på et personligt plan. Men også at mene at jeg kan og véd noget… Dét kan knibe gevaldigt (der sidder stadig noget Daddy - eller måske snarere noget manglende Daddy - oppe i hovedet på mig et sted…).
Kom nu, Stilet! Du kan jo godt! Hephep - tror I lige, man nød at husets kok havde aftensmaden klar, da man kom hjem, og at man havde den bedste kaffebønne parat i espressokanden bagefter? Til aften elsker jeg at være til!
Permalink
Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten
Ordveksling med mandligt bekendtskab på chatten i går (citeret efter hukommelsen):
Jeg: “Umiddelbart virkede du meget rolig, meget jysk og lidt for blid og easy going til mig…”
Han: “… men så snakkede vi i telefonen…”
Jeg: “Ja. Da vi så snakkede sammen i telefonen, var der pludselig helt vildt knald på dig - en masse drive. Jeg blev godt nok overrasket! Du gjorde indtryk…”.
Han: “Det ved jeg godt.”
Hvordan fanden det hænger sammen, at jeg ikke fandt det svar hverken arrogant eller selvfedt, aner jeg ikke. 
Måske fordi jeg i den øvrige samtale blev smigret op og ned ad stolper? Vi kvinder er altså nogle mærkelige nogle *ryster lidt på hovedet*.
Permalink
28.05.08
Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten
Jeg vil gerne indføre en kontaktbog for voksne. Nemlig, ja.
Kan I huske, dengang man gik i folkeskolen og havde en kontaktbog eller meddelelsesbog, som den også blev kaldt. Sådan en lille, gul notesbog. Senere blev den blå og smart og moderne. Men den lå stadig i et blankt plasticomslag, som altid ret hurtigt gik op i siderne. Det var vist nok et forsøg på at signalere, at man skulle passe på den, fordi der stod vigtige ting inden i den.
Den lille bog var beregnet til beskeder “mellem skole og hjem”, stod der fortrykt i den. Så det var dér, éns forældre skrev sådan nogle “Elias har ikke været i skole de sidste par dage pga hovedpine, tarmslyng og generel ugidelighed”-beskeder. Og dem viste man så til sin lærer, når man kom i skole igen.
På den måde kunne læreren stole på, at man ikke fortalte løgnehistorier om sit fravær (eller i det mindste på, at man var civiliseret nok til at få sine forældre til at lyve på vegne af én).
Men der var også nogle forældre (og lærere!), der brugte bogen til alt det alvorlige, som børn ikke kan sige selv.
Fx var der engang én af pigerne i min klasse, der opførte sig lidt underligt en periode og ikke rigtig lavede lektier og i det hele taget virkede fjern og trist. Hendes mor skrev i kontaktbogen, at Lise (navnet ændret af red.) netop havde mistet sin mormor og derfor nok kunne virke lidt indelukket. Vores Bente-Lone-Birthe 80′er-klasselærer har sikkert skrevet tilbage, at det var godt at vide, og at hun gerne ville støtte Lise og være lidt ekstra opmærksom på hende. - Eller hvad nu lærere skriver i sådan en situation.
Jeg husker for øvrigt ikke, hvordan vi blev klar over, der havde stået sådan i Lises kontaktbog. Men det er så noget helt andet.
Sagen er: Hvorfor har voksne mennesker ikke en kontaktbog, som nogen kunne skrive i, når vi ikke selv kan finde ud af at sige alt det svære til dem, der bør vide det? Eller når vi måske bare gerne ville ha’ en undskyldning med tilstrækkelig tyngde at gemme os bag. “Min bedste ven siger, at jeg har haft den forfærdeligste weekend i mands minde, og at det er forståeligt, jeg er ved at brase sammen. Derfor vil jeg gerne bede om fri resten af dagen”-agtigt.
I min kontaktbog kunne der for tiden stå:
“Stiletten virker nok i øjeblikket en anelse flakkende og ufokuseret. Det er vores opfattelse, at hun generelt er på højde med situationen og tager hånd om ting selv, men lidt overbærenhed vil nok ikke være ad vejen i den kommende tid. Hun er ikke på talefod med sin far, som hun bruger en stor del af sin energi på at være vred på, hun er målløs over halvvejs at være blevet vraget af en fyr med den begrundelse, at han føler sig dybt forelsket i hende, hun er startet i nyt job og bruger - som vanligt - megen energi på at overveje adfærden hos de nye mennesker, hun lærer at kende, i et forsøg på at blive tryg. Alt i alt fremstår hun svingende i humør og mere træt end ellers. I tilgift er både sove- og spiserytme forstyrret, om end i bedring. Vi forsøger os herhjemme med at lade hende selv styre, hvor meget hun vil snakke om det og lægger vægt på at støtte hende, når hun selv søger opbakning. Men vores fornemmelse er, at hun ikke kan paces igennem denne proces, og at situationen kun forværres, hvis hun presses.
Mvh
Stilettens bagland”.
Nå, men i mangel af bedre har jeg jo så en blog. Kunne være, jeg bare sku’ henvise folk til den?
Permalink
Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten
Somme tider får jeg nogle virkeligt skøre indfald…
Prøv at se det for jer:
Du har ad en eller anden kanal (vi kunne kalde den ‘internet’) fået kontakt med en person af det modsatte køn, som viser sig at være noget ud over det sædvanlige. Du har aldrig troet en skid på netdating, så der har ikke været stævnemøde-tanker inde over, og det er frem for alt ikke derfor, at kontakten i første omgang indledes (i øvrigt af modparten). Desuden sidder vedkommende cirka 1500 km fra dig, så helt åbenlyst skal der ikke ske noget på dén front.
Der er altså tale om en langdistance arbejdsrelation. Ryst så fantasiposen en gaaaanske lille uoverlagt smule. Forestil dig at du ved en fejl tilsætter relationen personlig snak, som bliver til meget personlig, meget ophedet og meget kærlig snak, som bliver til langdistance-sex og aaaalt for mange søde ord og (u)sagte løfter, der ikke kan indfries.
Forestil dig at det, der 2-3 måneder tidligere var berammet til at være konstruktiv snak om skribentvirksomhed, redigering og markedsføring, ender i kærlighedserklæringer, raserianfald og gråd fra begge sider.
Overvej nu hvordan du ville ha’ det med herefter at være nødt til at møde personen i virkeligheden udelukkende for at løse en arbejdsopgave. Overvej især det faktum at dit første møde med vedkommende ville ske i overværelse af en håndfuld andre mennesker.
Ja, det var dét, jeg mente - jeg får i sandhed nogle skøre indfald somme tider. Pheeeew - godt det bare er tankespind…!
Permalink
26.05.08
Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten
Jeg lider af en ganske særlig neurose. For mig selv kalder jeg den Far-neurosen. Desværre er den ikke så almindeligt kendt, så vi, der lider af den, må ofte bruge ekstra energi på at forklare folk, hvad den går ud på, når lidelsen pludselig ytrer sig og skaber problemer i hverdagen for både os, der har den og vores omgivelser.
Allerførst bør man måske forklare lidelsens navn:
Betegnelsen hidrører fra det faktum, at så godt som alle med syndromet er opvokset med en uopmærksom og meget lidt anerkendende (eller måske ligefrem kritiserende eller hånlig) far. I deres voksne liv vil det derfor være af større vigtighed end normalt for far-neurotikerne at blive set og anerkendt og især hele tiden at vide, at andre mennesker, som er vigtige for dem, ikke forsvinder ud af deres liv - eller fra det ene øjeblik til det andet bliver ligeglade med dem og svigter dem og dermed igen påfører dem stor psykisk smerte tilsvarende den, deres far forårsagede i barndommen.
Enhver handling, der på nogen måde kan fortolkes, som om et sådant svigt er ved at ske, vil forårsage panikfølelse hos personer med Far-neurose.
Oftest vil kvinder reagere med de fleste og kraftigste symptomer, der både er problematiske for kvinden selv og for hendes nærmeste. Ofte vil hun i starten stå uforstående over for sin egen voldsomme reaktion (hvilket naturligvis kan være en meget fremmedgørende oplevelse for hende).
De mænd, der tricker symptomerne, vil være personer, som kvinderne bevidst eller ubevidst opfatter som værende af samme “type” som deres far (og som derfor er tiltrækkende i kvindernes øjne, fordi disse stadig som voksne higer efter faderens opmærksomhed og ubevidst prøver at opnå den via deres udkårne eller en nær ven). Det er af største vigtighed, at disse mænd, såfremt de skal leve i et længerevarende, stabilt parforhold med en Far-neurotiker, på den ene side tager partnerens lidelse alvorligt og altid agerer pålideligt. På den anden side ved vi af erfaring, at det også er vigtigt ikke at lade forholdet styre fuldstændigt af neurosen. Kvinden skal lidt efter lidt lære at adskille sine gamle erfaringer og minder om sin far fra den mand, hun lever sammen med, sådan at hun ikke panikker og reagerer med separationsangst, hver gang hendes partner er uden for rækkevidde i kortere eller længere tid.
Undertiden ses også mænd, der udvikler syndromet. Der vil i hovedparten af disse tilfælde være tale om en “omvendt” kønsfordeling, således at den forsømmende forælder har har været moderen. Symptomerne er de samme som hos kvinderne, om end sjældent så kraftige.
Det er lidt forskelligt, hvordan lidelsen ytrer sig, men overordnet kan siges, at personer ramt af lidelsen, har et nærmest ekstremt behov for tryghed. Udsæt en person med en velvoksen Far-neurose for visse afarter af uvished i hverdagen, og konsekvensen vil nemt være det, man i folkemunde betegner “et hysterisk anfald”.
Et typisk eksempel på en krisesituation kan være bratte og uventede skift i graden af nærhed eller opmærksomhed. Hvor andre mennesker i en nær relation ikke vil studse over, at de måske et par dage ikke hører noget til modparten, tackler personer med far-neuroser normalt sådanne skift meget dårligt. Der opstår en tilnærmelsesvis stress-agtig tilstand. De fysiske symptomer er typisk hjertebanken, anspændthed, en “knugende” fornemmelse i brystet og en let rysten. Psykisk taler mange far-neurotikere om nedtrykthed, angst og vrede.
Personen vil typisk gøre “hvad som helst” for at komme i kontakt med sin partner for at få bekræftet, at relationen består.
Der forskes fortsat på området for at afdække Far-neurosens mysterier og finde veje til en bedre og mindre angstfyldt tilværelse for dem, der lever med sygdommen.
Permalink
Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten
Tja… Sov og sov og sov… og sov noget mere i weekenden. Slikkede sol og spiste blødkogte æg (for første gang i månedsvis). Fik aftensmaden bragt op - for jeg bor nemlig et sted, hvor man kan få mad bragt op uden at skulle spise takeaway-junk. Yes! Sad med veninden i går ved Søerne. Slikkede noget mere sol. Slubrede noget mere kaffe.
Har kort sagt nydt min første weekend i lønarbejderliv.
Med al den afslapning de sidste par dage må det vel være fuldstændigt oplagt, at jeg ikke behøvede at sove mere end halvanden time natten til i dag, ikke?
Og med regnen stående ned i stænger over København giver det vel mening at være i så godt humør, at kundekontakter på telefonen tydeligvis undrer sig over, hvad det er for en psykotisk mandag morgen-overfrisk personnage, de har fået fat i…?
Det er vel forståeligt, at jeg midt i meterlange bilkøer og forsinkede s-tog traver energisk afsted og tager mig selv i at smile fra øre til øre?
Netop sådan en dag er det vel fair nok, at man dagdrømmer i en grad, så man i første bus på sin morgenrute trykker ’stop’ en gang for tidligt, mens man i den anden er nær ved at komme af en gang for sent?
Jeg véd det godt - jeg lever i min egen parallelverden. Men der er fandeme rart derinde! Den almindelige virkelighed er bedst til bare at tørre klamme regnvejrsbukser i. Den passer ikke rigtigt sammen med utopiske forelskelser. Og sådan. Så jeg bliver bare derinde i mit eget univers resten af dagen. Dér holder det også altid tørvejr mandag morgen…
Permalink
23.05.08
Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten
Det er altså snart ved at blive en dårlig vane. Gæt hvem der overhovedet ikke kom i seng i nat…
Men denne gang var vi dog lidt mere voksne og snakkede ligefrem i telefonen i stedet for at taste vores tommelfingre af led.
Jeg burde være ved at falde ned fra kontorstolen af træthed, men endorfiner holder mig kørende lige nu.:-D
Pyyyyh - står der ikke et eller andet sted, at man holder op med at blive så pjattet, når man har rundet de tredive? Mit mormor-hjerte kan da slet ikke klare det her…
Permalink
22.05.08
Kategoriseret under Sovedyr af stiletten
Selv om der står det mest fantastiske aften-sommerlys-over København, skal man altså lade være med at møde én til laaaang gåtur på Amager Fælled kl. kort før midnat, for så…
… kommer man først hjem i seng ved ét-tiden
… har man rigtig ondt i pusselankerne dagen efter på job
… OG man sover over sig og er i det hele taget ved siden af sig selv
Stiletten - men det var nu dét værd. Ka’ I huske, HVOR smukt en nattergal synger, og hvor godt man snakker, mens man går?
Permalink
21.05.08
Kategoriseret under Sovedyr af stiletten
Jeg havde den her forestilling om, hvem min drømmemand er - og måske især IKKE er… Godmorgen, min bare numse!
—-
»Der findes ikke typer. Der findes kun mennesker«
Denne vise udtalelse stammer fra et stort interview med den evigt rasende og evigt værdige Jørgen Reenberg, skuespiller ved Det kgl. Teater, som Politiken bragte i lørdags.
Et eller andet sted har han jo ret, den gamle, arrige primadonna. Hvor er det både urimeligt, tåbeligt og horisont-indsnævrende at tro, at når man har mødt nogle få mennesker, så har man mødt dem alle og kan forudsige adfærden hos personer, man herefter løber på - uden overhovedet at kende dem.
På den anden side er der jo intet som at kategorisere og typebestemme. At blive bekræftet i, at verden ikke er fuldstændigt uforudsigelig (uoverskuelig?), og at éns erfaringer trods alt er anvendelige på ét eller andet niveau, selv om konteksten ændrer sig.
Men ak og ve! Mit kategoriseringssystem må være nedsmeltet - eller måske har Reenberg virkelig ret? Måske er hele ideen om “typer” bare ét stort (optisk) bedrag iværksat af den menneskelige hjernes trang til at ville se sammenhænge og ligheder/forskelle overalt…
Indtil for nylig har jeg i hvert fald bildt mig ind, at jeg under ingen omstændigheder kunne ha’ noget med/for en mand som…
… ryger
… har tatoveringer
… ikke har en uddannelse
… bor mere end halvtreds kilometer fra mig
… er meget stille anlagt
… har haft sex med sine veninder
… er yngre end jeg
… i lange perioder er “gift med sit arbejde”
Det slår mig, at der egentlig ikke er noget videre problematisk i selve det, at gutten har et par tegninger på kroppen. Jeg kan også være dødligeglad med, hvem han tidligere har dyrket sengegymnastik med. Det, der i virkeligheden er problemet, er jo alt det, som jeg forventer medfølger - de konklusioner, jeg næsten uden selv at vide det drager!
Når han ikke har nogen uddannelse, må han jo være ubegavet. Når han har haft sex med flere af sine veninder, så må han jo være overfladisk. Når han er yngre end jeg, må han være umoden (og derfor ude af stand til at gi’ modspil). Når han er stille, må han være dårlig til at formulere sig (og igen: Så tænker han sikkert ikke for hurtigt). Når han er afhængig af smøger, må han jo være svag. Og når han arbejder så meget, må han jo være kedelig og uengageret i andet.
Okay, Stilet… Hvem helvede er overfladisk og usympatisk hér??
Jeg går så ud fra, I har gættet, at de her ræsonnementer foreløbig har vist sig ikke at holde en meter! Men jeg beder jer ha’ mig undskyldt - I ved, en type som mig drager tit forhastede konklusioner…
Permalink
20.05.08
Kategoriseret under Sovedyr af stiletten
For at komme til min nye arbejdsplads står jeg om morgenen og venter på bussen et meget befærdet sted i København. Det har jeg gjort så mange gange før. Det særlige ved dette sted er imidlertid, at der er usædvanligt mange mænd af én slags i området: Unge, tjekkede slipsedyr i smarte jakkesæt, de helt rigtige sko, de helt rigtige veltrimmede korthårsfrisurer med den helt rigtige (designer-)voks i samt - og her kommer det, mine damer og herrer - de helt rigtige brillestel. (Ligner mest af alt en eller anden konference, der burde ha’ været henlagt til Handelshøjskolen aka CBS).
Nu har jeg i sagens natur ikke noget imod briller - jeg er selv stæreblind uden mine egne (i øvrigt oldgamle) glasøjne og derudover tildelt en helt særligt raffineret allergi over for kontaktlinser. Men hvad sker der for konceptet solbriller??
Jojo, man kan vel være lysfølsom (kender faktisk én, der nyser, når lyset bliver for skarpt - jæsjæs!) Men selv på dage, hvor det er overskyet, kan de her mænd på deres smarte urbane bikes ses med helt, helt sorte klapper for øjnene, som var de nogle andre moderne sørøvere.
Og nu er det sgu nok ikke synet af mig, der gør det, men i går drejede flere af dem altså hovedet, da de ræsede forbi dér ved busstoppestedet. Dér stod også en ret køn pige i kødranden af morgen-sene københavnere, så indrømmet, de har god smag, de dér suit animals.
Men nu er det så, jeg tænker: Hvad så med os mere almindelige? Mænd er mænd og alt det dér, så de lurer vel også på os ind imellem. Er vi non-modellas så henvist til den del af lureriet, de ikke synes, de vil være ved eller hvad, fordi det jo nødig skulle hedde sig blandt andre mænd, at de har lave standarder? Med os hverdagskvinder lurer de bare diskret inde bag de mørke glas uden at dreje hovedet og tænker deres, som det hedder, eller?
Det er fandeme ikke fair! Man gør sgu også opmærksom på, når offentlige steder er videoovervågede, nå!
Og hvordan fa’en skal jeg i øvrigt smile og blinke igen, når de gemmer sig sådan…? - Af med klapperne, Mr. Pirate! Blev der sagt!
Permalink
19.05.08
Kategoriseret under Sovedyr af stiletten
Nu er der bare ikke mere at gi’ af. Jeg er træt ind til marven. Sov ikke i nat og har dermed været vågen siden i går formiddags. Tusinde tanker i øverste departement - og lå også i mørket og var lidt nervøs for at starte i helt nyt job. Men det har været det hele værd: I dag - to måneder og fire dage efter min specialebedømmelse (og ikke mindst efter bare to dagpengeperioder) tjener jeg igen mine egne penge og har meldt mig ud af det forpulede jobcenter (i gamle dage kendt som Arbejdsformidlingen). Triumf!
Arbejdsopgaverne er helt fine. Både kolleger og chef virker venlige og hjælpsomme her. Og så behøver man ikke engang blogge og surfe i smug. Dét må man nemlig godt ind imellem. Hurra!
Fik jeg i øvrigt nævnt, at firmaet sætter en ære i ud over den unævnelige Nes også at råde over stempelkaffe og passende bønner samt gratis frugt? Man sku’ tro, de kendte mig på forhånd…
Stiletten - det her ska’ nok blive godt
Permalink
18.05.08
Kategoriseret under Sovedyr af stiletten
“Hedder du Aage? Nå, det var ærgerligt, for så kan jeg ikke li’ dig!”
Jeg tror, de fleste kender det: Man har nogle personnavne, der forfølger én. Ikke sådan forstået at man hver tirsdag mellem 13.30 og 16 bare pludselig ikke kan lade være med at hedde Magda eller Bøje.
Men der er nogle navne, som alle folk omkring én åbenbart bare må hedde, og det er saftpederspenderemig forvirrende, når éns bekendtskaber efterhånden alle sammen hedder det samme! Ikke mindst fordi man hen ad vejen knytter en masse associationer til bestemte navne, så der slet ikke er plads til rent faktisk at se den person, der står foran én…
For mig skal en Mathias fx arbejde liiidt hårdere end så mange andre for at bevise, at han er et godt menneske. Og det er jo hamrende urimeligt! Tja. Tough luck. Min tålmodigheds- og tolerancekvote for Mathias-navnet blev altså overtrukket noget så kraftigt engang. Dén gæld må andre nu desværre betale af på. Uden at vide det starter de ganske enkelt i minus. Og dét er især sørgeligt, fordi jeg indtil da simpelthen elskede navnet.
Jeg ved imidlertid ikke, om det er mere rimeligt med de folk (mænd!), der starter i plus - vi må lige huske: Det er stadig kun pga deres navn…
For mit vedkommende er Martin ikke længere et navn, men en massebetegnelse, så det er goooodt nok heldigt, at jeg har det så fint, som jeg har, med de dér Martin’er. De er alle sammen klogere end gennemsnittet og vildt hjælpsomme og humoristiske. Nogle dejlige hyggebasser.
Men alligevel… Ku’ I ikke godt finde på noget andet? Jeg har gjort mit Martin-regnskab op, og det beløber sig til:
Antal gode venner ved navn Martin: 2
Antal skrivekolleger ved navn Martin: 2 (ikke de samme som ovenstående)
Antal fyre, jeg har været forelsket i ved navn Martin: 3 (heraf dog én genganger fra gruppe ét)
Antal venners venner ved navn Martin: 2
Tilsvarende med Jakob’er (der dog ind imellem kamuflerer sig som Jacob - hvad det så skulle gavne):
Antal eks-kærester ved navn Jakob/Jacob: 1
Antal flings ved navn Jakob/Jacob: 3
Antal tidligere bofæller ved navn Jakob/Jacob: 2 (heraf dog én genganger fra gruppen ovenfor)
Antal kolleger i organisatorisk samarbejde ved navn Jakob/Jacob: 3
Antal netbekendtskaber ved navn Jakob/Jacob: 2
Nu må det høre op! Jeg vil efterhånden gerne se noget politisk vilje til at smide kvoter og adgangskrav på de Jakob’er/Jacob’er dér! Der må kræves bevilling! For jeg er ærligt talt dødtræt af velformulerede, hamrende underholdende, trodsige Jakob/Jacob’er, som altid skal flirte mig i gulvet, og som så ikke helt tør/vil alligevel, når det kommer til stykket.
For Jakob da osse! Martin! - Blev der sagt!
Navnene i indlægget er naturligvis ændret. Personernes rigtige massebetegnelser er redaktionen bekendt…
Permalink
17.05.08
Kategoriseret under Sovedyr af stiletten
Jeg overvejede lige før at spørge jer, hvad man mon kan lave, når man nu alligevel ligger og vender og drejer sig og spekulerer og slet ikke kan sove. Men så var det, det slog mig: Jeg har jo travlt med at spekulere…..
Stiletten - 2½ times søvn i løbet af 36 timer
Permalink
16.05.08
Kategoriseret under Sovedyr af stiletten
Jeg render jo rundt og er lidt fjollet, som det fremgår (sådan er mormødre, når de begynder at lære, hvordan det dérsens sms virker).
Om et par timer får jeg så besøg af veninde, der for en uge siden er blevet gået af sin kæreste gennem små fire år.
Tal om udfordring af Stilettens situationsfornemmelse, altså!
Permalink
Kategoriseret under Sovedyr af stiletten
Kære tøser/kvinder/fruentimmere
Ét principielt spørgsmål. Vi er i kategorien ‘alder’ (til hundrede kroner… eller). Kan man godt lade sig forføre af mænd, der er yngre end én selv? Jeg mener klart ja - det er jeg sort of nødt til at mene (og så taler vi ikke mere om dét… ;-))
Men det bliver straks mere tricky, når fyren ligefrem er født samme år som éns lillebror (og vel at mærke har forført én). Kan det virkelig være lovligt??
Æhm…
Permalink
Kategoriseret under Sovedyr af stiletten
Antal natlige sms’er afsendt: Cirka 100 (fra begge sider)
Heraf antal vrede og frustrerede beskeder: 3 (kun mig…)
Heraf antal tordende liderlige beskeder: Ukendt (begge sider)
Andre kompromitterende (indrømmende) sms’er: 5-10 (begge sider)
Antal dage jeg nu bør holde min højre tommelfinger i absolut ro: 7 (anslået - og nej, det er ikke, som I tror… Faktisk nok egentlig værre :-S)
Antal gange jeg i løbet af natten har tænkt: “Det her er bare for teenageagtigt! Nu må det her sms-stads høre op!”: 2.754.285 (mindst!)
Antal principper brudt 3 4
(aldrig sms-sex; aldrig sex med fremmede mænd; aldrig sådan noget natteroderi op til vigtig arbejdsdeadline; aldrig nogen slags roderi med kolleger - jep, godt spottet, jeg synes, kolleger er ret fremmede!)
Antal præmier til veninder, der nu gætter hvem han er: Ingen (det er for nemt!)
Antal timer, jeg må undvære søvn (oven i den allerede søvnløse nat OG migræne i går aftes): 17
Antal gange jeg kommer til at bande hele situationen meget langt væk: 8.427.993 (anslået)
Antal kommende panik-angst-anfald over snart at skulle sidde ansigt til ansigt med ham: 1 1/4 (lidt voksen er man vel blevet)
Antal kommende panik-angst-anfald over om man måske sådan alligevel går hen og forelsker sig for real-real (dvs. går fra stærk tiltrækning til noget af det rigtig slemme): 329.592 (mere voksen var man så heller ikke)
Antal fucking åndssvage Nynne-agtige lister nedfældet på blog i rendyrket interimistisk sindssyge bare pga det her snavs: 1
Godmorgen og rigtig god weekend!
Update: Og så tændte og slukkede man sin mobil, fordi den opførte sig underligt og fandt ud af, at den allervigtigste af alle nattens beskeder havde man så ikke liiiige modtaget. Og nu sidder man så og stirrer på den med mega-sindssygt bankende hjerte og ved hverken - ja, tøhø - ud eller ind. Ikke på nogen måde fair før otte om morgenen, altså!
Permalink
14.05.08
Kategoriseret under Sovedyr af stiletten
Skønt! Blogland har overrasket mig igen! Meget ofte er det umuligt at forudse, hvilke indlæg, der vil blive kommenteret på - eller hvor diskussionerne i kommentarsporene ender. Jeg blev således ret forbløffet over både mængden og arten af reaktioner på mit indlæg om den mandetype, som jeg betegnede ‘bjørnemanden’ (fik sågar også et par mails fra folk, der åbenbart ikke lige syntes, de ville blotte sig så meget i et kommentarspor).
Det har givet mig lyst til at forklare en lille smule om, hvorfor i alverden jeg sidder her og gør mig så pisseklog på andre mennesker og ligefrem samler og strukturerer mine observationer af deres adfærd.
På en eller anden måde er det jo ikke en særligt pæn ting at gøre - der er ikke så langt fra at skrive et indlæg som det, jeg skrev i går, og så til at pege fingre: “Se ham dér - han er sådan én, som… Og den slags personer kører altid på røven i bussen og piller tit næse, mens de taler i telefon i offentligt rum. Jeg har selv set det engang”.
Så enten må man skrive en skarpt skåret satire med sarkasme-speederen i bund, så man i det mindste kan underholde (og samtidig holder en vis distance). Eller også må man være tydeligt kærlig og kunne bidrage med en vis overordnet forståelse af personens egenskaber i stedet for blot at beskrive og “hænge ud”, synes jeg. Ellers risikerer en sådan tekst at være fuldstændigt ubrugelig. Det var det sidste, jeg forsøgte at gøre i går. Fordi…
Som et nørkleprojekt ved siden af alt det andet, jeg laver, skriver jeg på en roman. Og jeg prøver virkelig at få has på den ene af mine hovedpersoner. Godt gættet. Figuren er en bjørnemand, som jeg er evigt nervøs for ikke at beskrive levende eller rammende nok: Fyren ligger milevidt fra min egen personlighed.
Jeg knokler for at få ham til at hænge sammen - virke troværdig. Hvordan ville han handle i dén situation? Hvorfor har han aldrig gjort sådan og sådan? Indtræffer der på et tidspunkt en ændring? Hvilken? Hvorfor? Det hele er tusind gange sværere, end jeg havde regnet med. Jeg kan ikke bruge min egen erfaring med det dérsens tilværelsen til ret meget i den skriveproces. Jeg har indset, at jeg nok på et tidspunkt bliver nødt til snarere at være ham end at skrive ham…
Indtil da hjalp jeres respons en hel del. Nu ved jeg, at bjørnemænd ikke blot eksisterer oppe i mit hoved, og at hvis jeg drejer prismet længe nok, så skal jeg nok få vredet interessante farvenuancer ud af det… Tak Blogland.
Permalink
13.05.08
Kategoriseret under Sovedyr af stiletten
De dér kvinder, der klager over ikke at kunne forstå mænd, kan måske hente hjælp her. I hvert fald hvis manden, det drejer sig om, er en såkaldt bjørnemand. Jeg har nemlig bedrevet forskning ud i bjørnemænd i årevis. Her er en karakteristik. Måske forstår du pludselig, hvorfor han ikke siger alt det, som vi kvinder ellers håber på…
En bjørnemand kan karakteriseres ved følgende:
Han er med tiden gået hen og blevet lidt af en “grynter” (dvs. sådan én, der har været så meget alene, at han til mange udsagn højst vil svare med grynt og smålyde - og regne med, at man alligevel forstår, hvad han mener). Dette bør ikke tages som udtryk for manglende engagement. Bjørnemanden udtrykker bare selv komplekse ting på en meget enkel måde…
Det skyldes hans eneboer-tendenser. Bjørnemanden elsker sit eget selskab (dette må ikke forveksles med, at han kun elsker sig selv, eller at han elsker sig selv højere end andre - blot er han ikke bange for at tilbringe tid for sig selv).
Til gengæld er han ikke særligt god til at opsøge andre. Selv om han egentlig godt kan lide mennesker, har han en tendens til at være bange for at trænge sig på. Så folk må selv nærme sig bjørnehulen, hvis de vil bjørnemanden noget. Det vil de tit. For han er nem at få tillid til og virker sært uspoleret af en masse moderne smart-i-låget adfærd. Det er ikke mange ord, man får ud af ham, men når han endelig snakker, siger han noget. Måske fordi han til daglig mest går for sig selv og i sit eget tempo og har god tid til at tænke over tingene.
Ja, tempo… Der er intet som at iagttage en bjørnemands tempo! Selv hans bevægelser er lidt langsomme eller kluntede. Og hans sind er endnu værre. Som sagt er han på ingen måde langsom intelligensmæssigt. Men følelsesmæssigt… Ak og ve! Bjørnemanden er kort og godt træg. Hurtige skift er ikke noget for ham. Han er som regel altid i det samme humør - hvilket vil sige lige i midten - og indtræffer der afvigelser fra dette, ka’ man være sikker på, at det har været energikrævende og forvirrende for bjørnemanden - samt at der er en god grund til ændringen.
Når han endelig bliver vred, ryster hele skoven omkring hulen således. Og skulle det utænkelige ske, at bjørnen ligefrem forelsker sig, ka’ man være ret overbevist om, at han vælger den eneste strategi, han kan finde ud af: At stivne.
Hvis ikke den pågældende kvinde er selvsikker nok til at bruge sin intuition og selv fornemme, hvad bjørnen går og gemmer under hovedpelsen, så sker der lige nøjagtigt… intet! For bjørnemanden aner ikke, hvad han skal stille op, selv om man kan være vis på, at han tænker enormt meget over det og over, hvor dejlig hende kvinden er, og hvor alvorlig en sag det er med den dérsens kærlighed.
Det tætteste, han kommer på åbent at erklære sine følelser er at vise omsorg og hjælpsomhed: En lidt stille og tænksom fyr i din omgangskreds (som altså ikke er din bror, erklæret bøsse eller kæreste med din bedste veninde), der velvilligt tilbyder at lappe din cykel, hente dig, når du er blevet for fuld til selv at komme hjem fra byen… Ham dér, der gerne passer den unge, som en eller anden heeeelt anden type fyr lavede på dig for nogle år siden… Han er sandsynligvis en bjørnemand med svulmende hjerte, som ikke kan forestille sig, at du skulle kunne finde ham værdig til at indtage den tomme plads i din dobbeltseng, men som brændende ønsker at gøre det.
Og det er egentlig mærkeligt, at bjørnemanden ser sig selv på den måde - for han er i sandhed imponerende: Meget af alenetiden i bjørnehulen tilbringes med at læse en helt ustyrligt masse litteratur - både fiktion og faglitteratur. Og det går stærkt, mens klæbehjernen registrerer hver en detalje og bjørnelappen med stor sandsynlighed skribler noter imens. Associationsrækkerne kører altid hurtigt i hans hoved, sammenligninger, krydsreferencer, analyser, usædvanlige koblinger.
Jojo, der er masser af overraskelser at hente - og tilsat et ordentligt skvæt humor endda. Bjørnemanden sku’ bare vide, hvor mange intelligente kvinder han ville kunne forføre ret nemt. Men det aner han ikke - og det er måske en del af charmen ved ham…
Men hans viden er ikke det eneste, som imponerer: Gennem mine mangeårige studier har jeg også noteret mig, at bjørnemænd på ingen måde har opdaget, at idealer er sådan noget, som mange moderne mennesker er holdt op med at benytte sig af (i hvert fald som andet end noget kropsligt). Bjørnemanden er ingen hård macho - han spiller ikke smart og har kun indre hånlatter til overs for dem, som gør. Og så er han alligevel en hård negl på sin egen sære måde:
Reglerne er klokkeklare: Man lyver ikke over for ham, og man svigter ham i øvrigt ikke. De regler gælder også den modsatte vej. En bjørnemand holder altid - A-L-T-I-D - ord. Gør han ikke, er sagen klar: Han dør af skam. Derfor findes der ikke bjørnemænd, som nogensinde er løbet fra et løfte.
Omkring kvinder gælder desuden visse særlige regler: Man slår ikke på dem, man fornærmer dem ikke, og man får dem aldrig til at græde. Men det betyder ikke, at bjørnemanden ikke bider fra sig. Undervurdér ham én gang som en tøffelhelt, og du sidder noget så grueligt i saksen. Første gang en kvinde håner ham eller er nedladende, får hun blikket. Bjørnemanden kan alene med øjnene signalere så megen værdighed, afstandtagen og kulde, at de fleste vil krympe sig ved det.
Skulle denne kvinde alligevel vove at fornærme ham igen (allerværst ved at så tvivl om hans reelle hensigter eller hans ærlighed i øvrigt), er bjørnens vrede frygtelig og skaden ofte uoprettelig. Hans vredesbrøl er et såret dyrs smerte, der genlyder imod klippevæggen.
Men heldigvis skal der meget til at slå bjørnemanden ud. Såret eller ej. Han er udholden både fysisk og psykisk og ser det som et svaghedstegn ikke at kunne udholde hård fysisk træning eller andre prøvelser som fx nætter med meget lidt søvn. Man er vel en overlever-bjørn!
Bagsiden af denne stædighed er, at han lidt for nemt havner i situationer, hvor han har fået kørt sig selv helt i sænk. Bjørnemanden er dårlig til at erkende, at han har det skidt, og fx er han disponeret for at gå ned med stress, fordi han simpelthen ikke magter at passe på sig selv og se advarselslampernes ildevarslende blinken. Han hader at føle sig svag og har mere travlt med at passe på alle andre omkring sig end med at passe på sig selv. Et typisk bjørnetræk vil derfor være, at han først lærer at passe på sig selv, hvis han får børn - han skal jo passe på afkommets far…
Han håndterer almindelig sygdom endnu dårligere end andre mænd (og det er jo som bekendt meget dårligt ;-)) Bjørnemanden er en jammerdal, hvis han fx redder sig en forkølelse. Måske fordi han er så dårlig til at bede om omsorg ellers, overkompenserer han, når han så har en “gyldig” grund: Der er ikke grænser for, hvor meget han skal nusses, aes, kløs i pelsen og sørges for, når han er syg.
Genkender du mon nogle bjørnemænd fra din hverdag, og forstår du lidt bedre nu?
Update: En bekendt gør mig opmærksom på, at bjørnemænd endvidere er dejlige elskere. Hvad vedkommende så ved om det… 
Permalink
12.05.08
Kategoriseret under Sovedyr af stiletten
Nu er jeg ret lugtfølsom. På alle måder. Kan få hovedpine af en klam lugt. Men kan også komme i godt humør af en god. Lige før sad jeg så pludselig under arbejde med yderst kedsommeligt regnskab og tog mig selv i at ha’ indre billeder af lækker fiktiv nyvasket mand i dampfyldt badeværelse.
Huh? Hvor kom dét nu fra?
Tilstå så! Er det dig, der bruger en eller anden pisselækker mandeparfume og/eller shampoo og som lader duften sive ud i den gård, min altandør vender ud imod?? Sig det så!
Nå. Tsk. Så ka’ det også være det samme. Så tager jeg da bare hjem til forældrene. *Rækker tunge til afsked*
Permalink
Kategoriseret under Sovedyr af stiletten
Veninden shoppede Gucci-solbriller forleden. Jeg var så ude at kigge på en kombi-ovn…
Permalink
« Previous entries Project-Id-Version: WordPress 2.7 da_DK.ISO8859-1
Report-Msgid-Bugs-To:
POT-Creation-Date: 2009-02-09 18:56+0100
PO-Revision-Date:
Last-Translator: Søren Andersen
Language-Team: Graviditet og barn
MIME-Version: 1.0
Content-Type: text/plain; charset=UTF-8
Content-Transfer-Encoding: 8bit
X-Poedit-Language: Danish
X-Poedit-Country: DENMARK
X-Poedit-SourceCharset: utf-8
X-Poedit-KeywordsList: __;_e
X-Poedit-Basepath: .
X-Poedit-Bookmarks: -1,-1,-1,-1,-1,-1,-1,430,-1,133
X-Poedit-SearchPath-0: C:\php\wordpress-mu
Project-Id-Version: WordPress 2.7 da_DK.ISO8859-1
Report-Msgid-Bugs-To:
POT-Creation-Date: 2009-02-09 18:56+0100
PO-Revision-Date:
Last-Translator: Søren Andersen
Language-Team: Graviditet og barn
MIME-Version: 1.0
Content-Type: text/plain; charset=UTF-8
Content-Transfer-Encoding: 8bit
X-Poedit-Language: Danish
X-Poedit-Country: DENMARK
X-Poedit-SourceCharset: utf-8
X-Poedit-KeywordsList: __;_e
X-Poedit-Basepath: .
X-Poedit-Bookmarks: -1,-1,-1,-1,-1,-1,-1,430,-1,133
X-Poedit-SearchPath-0: C:\php\wordpress-mu
