28.07.08
Kategoriseret under Dimser, Dutter og Dingenoter af stiletten
Jeg er minsandten havnet i et vaskeægte dilemma - man sku’ ikke tro, det kunne være SÅ svært at bestemme sig for, om man ska’ holde avis. Men det ER vanskeligere end som så, når man måske har udsigt til at miste en flirt på det…
Jeg ææælsker at læse avis og hader at føle mig bagud (også hvad angår “nyheder”, som ikke står i avisen, men lad nu dét ligge…). Faktisk er jeg tit blevet drillet venskabeligt med min “nyhedsnarkomani”: Jeg er typen, der jagtede byen rundt efter en dansk avis, da jeg opholdt mig i Athen (naaaj, det ER ikke det samme at læse nyheder på nettet, selv om dét bestemt også har sin charme). Jeg ville også helt klart ta’ mit avisabonnement med i sommerhus - hvis jeg altså havde sådan ét.
- Ja, både sommerhus og avisabonnement…
For siden jeg flyttede, har jeg faktisk ikke holdt avis (!) Hvordan kan man nu kalde sig selv afhængig af aviser, når man ikke abonnerer på én eneste af slagsen??
Jo, jeg bor i et lidt specielt hus. Jeg har ganske vist min helt egen lejlighed, og jeg kunne såmænd sagtens leve, som man gør så mange andre steder: Hilse på folk når jeg løb på dem i opgangen og så bare håbe, at de nærmeste beboere ikke støjede for meget. Kort sagt: Passe mig selv.
Det kunne jeg godt. Men det er ikke dét, vores hus lægger op til. Vi har nemlig også et fælleshus og diverse folk, der sørger for os på alle mulige måder.
Én af disse personer er vores kok. En anden er vores receptionist.
Og nu nærmer vi os sagens kerne:
Bemeldte receptionist sørger blandt mange andre pudseløjerlige ting hver morgen for, at dagens aviser lægges frem til fri afbenyttelse i ét af vores fællesrum. Eftersom jeg ikke er den eneste nyhedsnarkoman i huset, er ordningen endt med at omfatte både Berlingske Tidende, Jyllands-Posten, Politiken, B.T. og Ekstra-Bladet samt i perioder også Information og Kristeligt Dagblad. Kort sagt et sandt paradis for avisyndere.
Men indrømmet: Aviserne er ikke eneste grund til, at jeg elsker at smække mig ned i sofahynderne i vores opholdsrum. Det ligger nemlig lige op ad køkkenet. Og fra køkkenet er der indtil flere udgange til resten af huset. Blandt andet en dør direkte til opholdsstuen.
Når jeg sidder og gnasker nyheder, ser jeg derfor meget jævnligt vores kok. Med karakteristiske lange skridt og genkendeligt glimt i øjet stormer denne giga høje (flotte!) mand ind og ud ad køkkendøren med så det ene og så det andet i favnen.
Nu tænker du sikkert, at han da burde blive i sit køkken og lave mad. Men kl. 17 er “den almindelige” mad altid færdig og serveres af et par køkkenassistenter, vi også har rendende. Så efter kl. 17 FARTER hr. Køkkenchefen himself rundt med særbestillinger til folk overalt i huset - samt de tusind andre ting, som sådan en kok åbenbart skal i sådan et hus.
Og hver gang - som i “hver evig eneste gang” - hiver han så fat i kanten af den avis, jeg gemmer mig bag, eller prøver på anden måde at få min opmærksomhed. Og så godt som hver gang ryger der en flabet eller drillende kommentar af om mit slid og “nasseri” på husets aviser eller noget om, hvordan han synes “frøkenen” ser ud til at ha’ det i dag - eller han spørger til, hvordan maden “behager” mig osv.
Værs’go’ - dér har vi dilemmaet:
Hvis jeg bestiller mit eget avisabonnement, vil jeg kunne ligge og flyde med avisen i sengen om søndagen (er der noget bedre?) Jeg vil kunne klippe i den og gemme artikler og i det hele taget bare nyde, at det er MIN avis, og at den kan læses midt om natten (hvor vores fælleshus er aflåst og der derfor ikke er adgang til opholdsstuen). Jeg vil sågar kunne tage den med op på tagterrassen (ja, for sådan én har vi også) eller ud på min altan.
MEN: Jeg vil gå glip af den her stort set daglige søde bemærkning og ikke mindst af et glimt fra et par fantastiske mørke øjne.
Så gutter - eller måske især gutINDER: Hvad gør en klog?
Permalink
24.07.08
Kategoriseret under Kængurustylter af stiletten
Jeg sad og talte begejstret - speedsnakkede - med en ven i telefonen. Havde fundet ud af, hvad jeg vil med mit liv, som det jo vist nok hedder, når man skal spise tilværelsen med kniv og gaffel. Og han var bare den helt rigtige at vende det med. Har gået de sidste par uger og tænkt som en sindssyg. (Ja, faktisk!) Har måske egentlig tænkt i månedsvis. Uden at turde tænke, I ved nok… Men det har ligget og rumlet. I hjernebarken. Som en nervøsitet i maven. Som en utryghed inden sengetid:
Hvorfor filen er det, at jeg ikke har den store lyst til at bestride et af de klassiske jobs for folk med min uddannelse? Hvorfor er det, at jeg egentlig har det okay med at lave noget ganske andet og meget mindre prestigefyldt? Hvorfor tog jeg så den lange uddannelse?
Jeg har ikke turdet være ærlig over for mig selv. Men i dag tænkte jeg for første gang: “Jeg vil…”.
Jeg vil stadig bruge min uddannelse. Jeg elsker kommunikation. Men det bliver svært. Faktisk helt åndssvagt svært at få lov til at bruge den til netop dette. Måske nærmest umuligt. What the heck? I det mindste véd jeg nu. Hvad jeg vil.
Jeg tør slet ikke prøve. Men jeg har alt for meget lyst til at kunne lade være. Jeg er ellers ret dårlig til det dér med at ha’ så meget lyst, at jeg kan finde ud af at glemme min angst for at prøve. For at fejle. Og skuffes. Men i dag har jeg undersøgt muligheder og lagt slagplaner. Og jeg kan mærke, at det her er én af de gange, hvor jeg bare ikke kan lade være.
Det sagde jeg så til ham vennen. I telefonen. Og så var det, at et selskab i en have i nabolaget pludselig råbte højlydt: “Hurraaaaa!”
Hvad ku’ da egentlig også være mere passende? Nej, vel?
Det er ikke hver dag, at brikkerne pludselig falder på plads efter mere end et halvt års søgen og spekuleren… Hip, hip hurra! 
Permalink
Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten
Siden jeg flyttede ind, har jeg ikke haft nogen ovn. På dagpenge havde jeg for det første ikke råd til at købe mig sådan en svend. Og for det andet havde jeg heller ikke noget sted at stille den, da mit køkken ikke var færdigt.
Hen ad vejen gik det så op for mig, hvor meget en pestilens det egentlig er at leve uden en ovn. Nu vil nogle nok indvende, at jeg da bare kunne pandestege eller koge min mad. Men set med mine øjne er situationen værre end som så:
- Ingen smeltet ost over en lækker gratin eller pizza (i sagens natur slet ingen gratin eller pizza - det bliver lissom bare ikke det samme, hvis man koger en masse grønsager og smider en klat dej ned i gryden, vel?)
- Ingen nye kartofler, man lige kunne koge først, vende i smør på panden og så smide i ovnen med lidt rosmarin, så de ender med at få den dér helt særligt lækre overflade.
- Ingen sprøde skorper af diverse slags
Har aldrig tidligere overvejet, hvor meget et ovnmenneske jeg egentlig er. Jeg har også lidt en svaghed for at stege min mad på en god gammeldaws stegepande. Men det bliver for fedtet og osende i længden og altså - ovnen tager bare helt klart den gule trøje hjem!
Visse mennesker ville dø uden et fjernsyn (jeg har aldrig ejet ét). Nogle bliver helt orgasmiske over en hurtig elkoger, et bruserhoved med den perfekte spredning af stråler eller en særligt lettilbens hårtørrer. Mit liv er ganske enkelt nødt til at indholde et minimum af ovnbagthed.
Det er derfor en ganske særlig glæde at kunne kundgøre for masserne: Der dufter af nybagt franskbrød på Stilettens matrikel i dag! O, fridag! O, ovndag!
- Egentlig utroligt som man kan genopdage diverse basale fornøjelser, når man har måttet undvære dem nogen tid…
Permalink
23.07.08
Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten
Sådan tænker jeg, at det hedder - det dér punkt, hvor man har tudet så tilpas længe og vendt så mange irriterende problemstillinger, man ikke p.t. kan gøre noget ved, at man til sidst bare er nødt til at grine lidt af det hele.
Lige før stod jeg så mutters feriealene i vores fælleskontor og klukkede. Heldigvis plejer det at blive bedre, når jeg når det her punkt. Det plejer at være nu, jeg begynder at løse ting. At handle.
Godt, man har fridag i morgen.
Permalink
21.07.08
Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten
Jeg tror godt, vi vidste det, sidste gang vi sås. I vinter - eller var det i det spæde forår? Jeg tror godt, at både hun og jeg var klar over, at sidste gang blev sidste gang…
Det var ikke, fordi vi var uvenner, og vi snakkede såmænd stadig glimrende sammen dér over kaffen på caféen. Men før det møde havde vi ikke talt eller skrevet sammen i flere måneder - på nær altså de gentagne mislykkede forsøg på at lave en aftale. Men så kunne den ene ikke, og så havde den anden travlt. På den måde var der gået månedsvis. Og pludselig sad vi dér og anede ikke, hvad der var sket i hinandens liv. Selvfølgelig prøvede vi at opdatere - genfortælle nogle måneder, der for os begge havde været både omtumlede og begivenhedsrige. Men vi vidste jo udmærket, at vi ikke var hinandens førsteprioriteter. Ellers var alle de måneder jo ikke fløjet forbi - det var jo ikke, fordi vi ikke hver især havde set andre venner og veninder…
Der var engang hvor vi snakkede stort set dagligt - blev klogere på os selv og hinanden, delte sorger og glæder. Fjollede og lavede nye udtryk. Men pludselig tog hun nogle kvantespring - hun fik kæreste på den virkeligt dejlige og alvorlige måde, blev papmor til hans datter, skiftede job, flyttede sammen med ham kæresten osv.
Jeg stod på et vist tidspunkt lidt i stampe. Men så blev uddannelsen alligevel færdig, jeg fik job, jeg flyttede i egen lejlighed, jeg begyndte at turde noget mere med mit skriveri… Det var ikke nogens “skyld”, at kontakten røg sig en tur. Vi var bare nogle meget forskellige steder i tilværelsen, hun og jeg. Jeg kunne godt mærke, det lige så stille blev sværere at mødes mentalt. Hun snakkede pludselig om at rumme sin papdatter og at opbygge et forhold til hende. Om at turde tænke livslang kærlighed. Alt imens jeg pludrede om jobansøgninger og præstationsangst og om stadig at have problemer med at løsrive mig af min far.
Nu læser jeg på nettet, at hun er gravid - og at ét nært familiemedlem til hende er død. Og det gør mig både så lykkelig og meget trist for hende. Men mest af alt fortæller det mig, at det, som jeg ventede, er sket: Vi er gået hver sin vej i stiltiende enighed og fredsommelighed. Gabet imellem os blev for stort til trods for det fantastiske fælles fodslauw, vi i sin tid mødtes i. Selv om vi efter mødet udvekslede den sædvanlige: “Hvor var det dejligt at se dig, og hvor kan du dog gi’ mig meget”-sms - og helt sikkert begge mente det - så er der bare kun begrænset plads i et menneskes liv.
Jeg tænker på dig nu og da, du. Det vil jeg nok altid gøre. Du lærte mig nogle helt specielle måder at se verden på - angribe problemerne. Mødet med dig rustede mig lidt bedre. Nogle venskaber er livslange. Andre berammet til en begrænset periode. Jeg er glad og taknemmelig for, jeg fik en tid med dig.
Alt det bedste. Du er for sej!
Permalink
18.07.08
Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten
“Men bliver han ved med at give os den opmærksomhed, vi ellers er så kulrede efter, så ryger han ned i kategorien med “kiksede vatpikke” (…). Er han BÅDE meget opsøgende OG dominerende, stryger han til gengæld lige ind i kassen med “klamme stalkere”.
Ingen af disse to kategoriseringer efterlader ham selvsagt med ret mange chancer…”
Så dukkede en veninde, jeg ikke har snakket med alt for længe, lige pludselig op og sagde ‘hej’ i går aftes på chatten. Og så gik det ellers over stok og sten med opdateringer på alle fronter. Selvfølgelig også de dérsens mænd. Dem ville hun gerne vide noget om. Mig og dem. Men der er ikke noget at sige - det er der altså ikke, søde M.
Neurosen er nemlig brudt ud - for fulde Gadaffi. Og lige nu er det den, der styrer gamet. Kun iført mormor-natkjole, hår-net og forvildet blik sidder den på førersædet i en bil uden rat (mig) og jerner derudad med 130 i timen. Egentlig venter den nok mest på, at en lækker færdselsstrisser snupper den, giver den en bøde, fritager den for kontrollen og ansvaret ved at lægge den i håndjern og inviterer den på date, så den kan føle sig tryg ved at stå og skrige over det selvbestaltede mareridt, som den kender så godt…
Sagt på en anden måde:
Over de seneste måneder har jeg udviklet mig til én af de dér urbane neurose-containere af en 30-årig kvinde, som på et eller andet tidspunkt ender med at være eneste kvinderace i hele den vestlige verden, hvis ikke vi passer på. Også selv om nogle få af mine jævnaldrende desperat prøver at genskabe tidligere tiders dominans-balance mellem kønnene via overdrevne S/M-forhold eller evt. ved at finde sig ægtefæller fra andre, mindre ligestillede kulturer.
Uanset hvor mange tidstypiske forsøg jeg så gør for at skille mig ud fra mængden (læs: mit ‘neeeetvæææærk’ - ka’ I høre bræklydene?), som jeg på den anden side slet ikke tør skille mig ud fra, så er jeg lige nøjagtigt prototypen på hende super-neurosen med relations-angst i eksploderende udbrud.
For ganske vist har jeg ingen interesse for sko.
Ganske vist kan jeg lave mad - og endda rigtig god mad.
Ganske vist bekymrer det mig ikke, at jeg vejer otte kilo for meget.
Ganske vist bor jeg ikke i storbyen (længere).
(Fortsæt selv listen med fuldstændigt ligegyldige afvigelser fra hende dér prototypen…)
Kernen er, at jeg alligevel lider af nøjagtigt den samme neurose, som alle andre hunkønsvæsener i mit aldersmæssige og geografiske nabolag:
Jeg er blevet såret og skuffet af mænd så mange gange (eller har troet, at jeg blev det…), at mænd for længst er holdt op med at ha’ en chance hos mig. Det er ikke, at mænd ikke er tiltrækkende. Nej, for fanden - der er mange lækre og charmerende mænd. Bestemt! Men ingen, der er lækre nok.
Nånå. Frøken HovskiSnovski deroppe på den grønne gren! Hvor høje tanker har DU lige om dig selv, og tror du ikke, du sku’ starte med at tabe de dér otte kilo, før grenen knækker, og du falder ned i hovedet på én af de fyre, som “ikke ville dig nok”?
Ro på. Når jeg skriver “lækre nok”, så mener jeg, at ingen af dem er det helvede værd, som jeg véd, starter lige med det samme, når jeg eller én af mine veninder fatter interesse for en mand - eller han viser interesse for os…
Det burde være så smukt og humørfyldt og lyserødt - at blive tiltrukket af et andet menneske. Men det er det ikke. (For det har jeg og veninderne jo besluttet, at det ikke er…)
Er vi selv interesserede, begynder vi straks at spekulere over, om han nu også er det - for at forberede os på afvisningen, svigtet, såretheden - og måske strengt taget: Mødet med vores eget inderste på en dag, vi ikke havde planlagt (uhauha).
Fordi vi er blevet såret så mange gange og ikke længere formår at viske tavlen ren, så ser vi på forhånd skuffelserne. Er der de mindste tegn på, at han ligner én af “skurkene” (det vil sige alle andre mænd, vi nogensinde har haft interesse i), stemples han og starter uden at vide det i minus. Han har bare at gøre det ud for alle de andres synder. Det er vel det mindste, man kan forlange!?
Er fyren umiddelbart mest interesseret i os, føler vi os først i forløbet bekræftede. Men bliver han ved med at give os den opmærksomhed, vi ellers er så kulrede efter, så ryger han ned i kategorien med “kiksede vatpikke” (jeg ved ikke, om der findes ‘ukiksede vatpikke’, men så sku’ billedet i hvert fald være tydeligt). Er han BÅDE meget opsøgende OG dominerende, stryger han til gengæld lige ind i kassen med “klamme stalkere”.
Ingen af disse to kategoriseringer efterlader ham selvsagt med ret mange chancer…
Så… Vi kvinder burde være lykkelige! Efter flere hundrede års kamp har vi nu endelig fundet et fuldstændigt vandtæt system - der findes ingen måde, hvorpå en mand kan nærme sig én af os, de urbane neurosecontainere, og slippe ind under huden på os, elske og ære os og se os morgengrimme og uden forsvarsmekanismer.
… Og dét kan vi jo så triumfere stiltiende over, mens panikken og tomheden breder sig, og æggestokkene eksploderer i bukserne på os som en skør analogi til mændenes nosser, fordi de, altså mændene, har opgivet at nærme sig os. Nogensinde.
Permalink
17.07.08
Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten
Så dumpede min brormand forbi i formiddags med et franskbrød under armen. Super hyggeligt på éns fridag!
Jeg havde så lige været i bad og stod og lagde makeup. Ergo: Havde taget brillerne af og kunne ikke se noget, der befandt sig mere end 30 centimeter fra mig. Brormand satte sig inde i stuen, dækkede bord og var nu ved at skære brødet ud, ku’ jeg høre. Kniven gnavede sig gennem skorpen, og der kom en lille lyd, da den første skive lagde sig ned på skærebrættet. En for lille lyd.
Nu er det tilfældigvis sådan, at endeskiver er det bedste, jeg ved, på et franskbrød. Så jeg stak hovedet ud ad badeværelsesdøren:
“Hov - hvad var det for en lille endeskive?”
Min bror indvendte klart nok: “Ku’ du SE det?” (Og det må man jo give ham - jeg stod jo ret beset i et andet rum og endda med ryggen til ham).
Jeg trumfede ham dog: “Nej, jeg ku’ HØRE det.”
Man har vel været stæreblind og trænet hørelsen i mange år. Og sådan dér lyder en TYK endeskive altså ikke. Nå!
Permalink
15.07.08
Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten
Jeg gad godt at vide, hvor mange af de her mandeblogs, som er startet med henblik på at date. Jeg gætter på, at mange af ophavsmændene - hvis de blev spurgt direkte - ville sige, at det ikke havde været deres intention, meeeen at de da på den anden side ikke ville afvise en date med én af de kvindelige bloggere…
“Nå, dér har vi så endnu en smart ass-fyr, der tordner frem med 120 i timen. Blogposter om alle sine scoretricks og erfaringer og det dér “indblik i mænds tanker”, som alle kvinder jo higer efter… Og vi kvindelige bloggere flokkes om ham som fluer om en særligt lækker, cremet lort… Og så siger folk, at Blogland ikke er et datingsite, men er der noget, det er, så er det da det! Jeeez, who are we tryin’ to fool??”
Den slags kan jeg godt ta’ mig selv i at tænke, når der dukker en ny mandlig blogger op her i nabolaget. En af dem, der ikke skriver om teknik, film eller andet nerdy stuff, men derimod om dating og mandetanker og tøsetrunter. Hver gang plumper vi i med samlede (spredte?) ben, vi kvinder (bestemt også jeg selv - man er vel nysgerrig! ) I hvert fald har de her blogs sjovt nok altid mange kommentarer med det samme… Og skønt jeg da heller ikke selv holder mig væk, så får jeg alligevel tit lidt kvalme, når jeg læser både kommentarer og indlæg. Det er jo den samme gamle sang - vi har set det hele før. Har vi ikke?
Så sidder vi så igen dér bag hver vores alias og diskuterer mænd og kvinder og alt det imellem dem, som om det var noget, der sleeet ikke havde noget med os her i Blogland at gøre. I virkeligheden flirter vi vel lige så meget i den her sammenhæng som i så mange andre - gør opmærksom på os selv og vores kvaliteter for at tiltrække potentielle mager eller i det mindste lidt hurtig bekræftelse. Eller?
Jeg gad godt at vide, hvor mange af de her mandeblogs, som er startet med henblik på at date. Jeg gætter på, at mange af ophavsmændene - hvis de blev spurgt direkte - ville sige, at det ikke havde været deres intention, meeeen at de da på den anden side ikke ville afvise en date med én af de kvindelige bloggere…
Disclaimer
Og ja, jeg ved det godt, jeg er nok bare sur, strid og bitchy eller træt af genudsendelser, der spreder sig som en pest ud over landet fra sommerferie-DR’s sendeflade…
Hvad enten det er bloggere eller mænd, jeg møder in person, bør jeg nok bare holde min kæft, spille en plade og tage en lur, når jeg som nu dels sidder og synes, jeg har gennemskuet dem alle - dels tænker, at alt, hvad jeg finder hos både dem og mig selv, er så uendeligt forudsigeligt, at det ville være en mild reaktion at brække sig over det.
Og til dem, der mener, at jeg bare burde lade være med at læse med på de dér blogs, når jeg er i det her humør: I har fuldstændigt ret. Men det gør man jo ikke - lader være, altså. Vel? Man skal jo lige være sikker på, at man har ret, ikke? At verden stadig er crappy, forudsigelig og aaaalt for let at kategorisere og at hykleriet lever i bedste velgående… 
For Blogland er da lige så dating-flirte-agtigt som alle andre fora, hvor der er både mænd og kvinder. Det er egentlig bare det, jeg synes, vi burde stå ved. At Blogland ikke er hævet spor over den slags. Hvor meget vi så end prøver at fake det. Og det er da fint nok.
Permalink
13.07.08
Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten
Når jeg har snakket med vennerne om ham eks’en, som måske ikke bare skal være en eks længere, siger de alle sammen, at det kunne være så romantisk. De siger også, at jeg skal passe på mig selv, og at jeg jo var meget ulykkelig til sidst i det forhold osv. MEN det ville ikke desto mindre være romantisk, mener de. Hvis han og jeg fandt sammen igen. Hvis det viste sig, at vi virkelig ikke kunne undvære hinanden. Hvis kærligheden overvandt alt, som det hedder.
Selv troede jeg, at jeg efter mit møde med ham sidste weekend ville være helt afklaret: Ska’ vi bare fortsætte som venner, eller skal vi noget mere? Men sandheden er, at jeg stadig ikke ved. Nogle ville nok hævde, at dét i sig selv rummer svaret… Lige nu har jeg bare ikke særligt travlt med at finde ud af, hvordan alting er og hænger sammen og skal forstås.
Vi ved begge to, at vi gerne vil ha’ modparten i vores liv på en eller anden måde. Den connection og instinktive forståelse, der er imellem os, er ganske enkelt for god til at smide væk. Er det ikke godt nok at vide dét? Når nu der er så meget andet, jeg gerne vil ha’ styr på, og som jeg må arbejde med…
Lige nu er det måske fint nok, at mit hjerte slår lidt hurtigere, når den mand, der flere gange ugentligt laver aftensmad til mig, smiler til mig og driller mig, selv om jeg genert forsøger at gemme mig bag min avis… (Og nej, det er ikke en pizzamand, der er tale om 
) At han fanger min veninde nede i byen og spørger efter, hvad jeg hedder, under påskud (?) af at hans kollega vist synes, jeg er lidt sød…
Lige nu er det bare rart, at en bekendt, jeg ikke har set længe, dukker op igen, fordi vi har en fælles veninde, og at han bliver hængende i vores selskab det meste af en nat og tydeligt udsender “hvor kan jeg godt lide dig og hvorfor var det egentlig, vi aldrig kom til at snakke mere sammen?”-signaler…
At ham motorcykel-cowboyen, som viste sig at være én af vores nye chefer på job, flirter med mig på den dér søde, uskyldige og bekræftende måde, som lige gør det den ekstra tand rarere at stå op om morgenen for at tage på arbejde…
Og at ham den høje, rødhårede, der hver morgen tager den samme bus
som jeg, altid smiler til mig, inden han på Nørreport bener af sted på sine lange stylter i modsat retning af mig…
Lige nu er det egentlig ret fint med flere mænd på én gang. Flere mænd som i ‘ingen mænd’.
Kender I det?
Permalink
11.07.08
Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten
Ved næsten ikke, hvad det værste er: At jeg tog mig selv i at sidde og læse Se & Hørs netudgave på job - eller at de bragte dette billede. Hvis ikke jeg havde hårdt brug for weekend før, så har jeg det i hvert fald nu…!
Go’ weekend (men ikke ét ord mere om alle de ferier, I sikkert alle sammen ska’ på! Vi er nogle, der endnu ikke har været på arbejdsmarkedet længe nok til at ha’ optjent feriedage… *grrr*)
Permalink
09.07.08
Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten
“Jeg stod med hovedet halvvejs inde i mit køleskab. Var ved at læsse varer af, men må da indrømme, at den ost dér pludselig blev meget mere interessant at kigge på, end den havde været nede i supermarkedet tyve minutter tidligere.”
Forleden nat vågnede jeg med et sæt, skrækslagen. Havde haft mareridt. Så stadig i vågen tilstand for mig et billede af mig selv stående oppe på en bjergtinde. Den var høj og sylespids, og jeg balancerede som en linedanser på den, så smal var den. Og så høj, at den stak op igennem de tynde, tottede skyer, der drev forbi. Men det var ikke nær så idyllisk, som det lyder. Det var bidende koldt, og jeg var konstant ved at falde ned i afgrunden.
Min veninde gennem mange år stod på nabotinden og virkede på én gang meget langt væk og meget tæt på. På syret vis råbte og hviskede jeg på én gang. Noget om at hun aldrig havde plads til mig, rummede mig. Jeg følte mig altid i vejen. Følte, at jeg trængte mig på med mine sorger og problemer. Råbe-hviskede at jeg var skuffet og såret over det. Det eneste, jeg husker af hendes reaktion, er, at hun blev vred og voldsom - derovre på sin tinde.
- Og at jeg blev så arrig over at hun ikke forstod mig eller tog mig alvorligt, at jeg ikke længere kunne balancere på min tinde. Det var her, at jeg tumlede ned i afgrunden med et skrig, der gav genlyd i hele dette øde, stenede, trøstesløse landskab.
Så vågnede jeg. Fortumlet og med bankende hjerte.
Jeg ved godt, hvad den drøm betyder. Egentlig er den ret ligeud ad landevejen. Den handler bare slet ikke om min veninde. Men hun minder på visse punkter meget om ham måske-kærester-igen-eks’en, som igen minder om min Daddy. Og det er Daddy, der er problemet. Mit store, elskede problem.
Hvorfor var du altid så uopmærksom på mig, Daddy? Hvorfor var du så svær at nå ind til, få ros og kærlighed fra - få noget som helst fra? Og hvorfor skal jeg stadig være så vred på dig over det, at jeg ikke engang tør finde vreden frem, men bruger oceaner af kræfter på at holde den nede - og så alligevel konstant havner i problemer, fordi den kommer ud på andre måder og går ud over andre? Hvor længe skal jeg flygte fra den vrede med enorm smerte til følge? Hvor længe skal der gå, før jeg lærer at ha’ en mand helt tæt på? Før jeg forstår at ikke alle er lige så følelsesklodsede som du? Hvordan skal jeg finde modet til at konfrontere den vrede? Og hvad hvis jeg drukner i sorg, når jeg gør det? Og… Hvad hvis du så ikke vil vide af mig mere?
Det traf sig så besynderligt, at efter at emnet havde været oppe mere eller mindre spontant over for ultraforstående eks, som rummede mig så fint og beundringsværdigt og støttende…
… havde jeg en aftale med min far. Han havde fået nøglen til min lejlighed og gik deroppe og snedkererede, da jeg kom hjem. Og da fyldte følelsen bare så meget, at jeg tænkte, at det var nu eller aldrig. Jeg havde stadig ikke modet til at spørge. Men jeg havde behovet og viljen - og dét overvandt angsten:
“Far, hvis jeg går til en psykolog igen… Vil du så gå med et par gange? Der er nogle ting, jeg godt kunne bruge at snakke med dig om…”
Jeg stod med hovedet halvvejs inde i mit køleskab. Var ved at læsse varer af, men må da indrømme, at den ost dér pludselig blev meget mere interessant at kigge på, end den havde været nede i supermarkedet tyve minutter tidligere.
“Ja, det gør jeg gerne, Stilet. Ku’ jo også være, jeg kunne lære noget…”, lød det guddødeme på min fars karakteristiske rolige facon. Han virkede ikke engang overrasket.
Jeg blev så rørt og lettet, at jeg var lige ved at tude. Men nu er jeg jo ikke sådan én, der græder over ingenting. Jeg lærte nemlig for længe siden, at man kun må græde, når noget er meget vigtigt - ikke spilde Fars tid…
Permalink
07.07.08
Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten
Mon der ligger et højere budskab i, at netop som jeg har kundgjort, at nu vil jeg ned og hente noget guf af en art, åbner himlens sluser sig, og regnen står ned i spande, så intet fornuftigt menneske har lyst at bevæge sig udenfor?
Stiletten - rund om maven og med sommerregn på samvittigheden…
Permalink
Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten
“Jeg spurgte, hvad jeg kunne hjælpe med, men før han nåede at svare, dukkede min kvindelige chef op, og de to hilste hjerteligt på hinanden. Fik dog lige et stort smørret grin over skulderen og et drengerøvet blåt glimt fra et par øjne, der helt tydeligt var vant til at kigge efter feminine detaljer i landskabet…”
Så sad jeg dér forleden på min pind og havde svært ved at holde koncentrationen, fordi jeg følte mig (ekstraordinært)… hm… seksuelt frustreret. Havde lige haft lidt af en prøvelse med en kunde i røret. My God, det kan være svært at koncentrere sig om leverancer og fakturaer, når man har svedige mandekroppe og dejlige mandehænder kørende på den indre biografskærm…
Fordi situationen var lidt ynkelig og også så typisk, kunne jeg ikke lade være med at fnise skolepiget ned i min kaffekop, da cirka ti år ældre mandsperson, umiddelbart efter at jeg havde lagt røret, trådte ind ad døren i firmaet. Han var iført motorcykeltøj og ditto hjelm, som han i en rutineret bevægelse hev af hovedet. Og som for at fuldende billedet af moderne ridder blottedes en skarp kæbe med “daggamle skægstubbe”, som det vist hedder.
Jeg kunne ikke andet end klukke (nu bare indvendigt) over klichéen. Desperat kvinde fantaserer, og ind ad døren træder rå gut. Hilste på ham nede fra min plads og overvejede lidt febrilsk, om der mon var en besked fra en kollega, jeg havde glemt: Hvem var Motorcykel-cowboyen? En kunde? Næppe. En forretningsforbindelse? Sandsynligvis ikke. Men hvad så?
Jeg spurgte, hvad jeg kunne hjælpe med, men før han nåede at svare, dukkede min kvindelige chef op, og de to hilste hjerteligt på hinanden. Fik dog lige et stort smørret grin over skulderen og et drengerøvet blåt glimt fra et par øjne, der helt tydeligt var vant til at kigge efter feminine detaljer i landskabet…
Da jeg en halv times tid senere besluttede at betegne min arbejdsdag som slut, stak jeg som sædvanlig hovedet ind til min chef, der ellers for én gangs skyld havde lukket døren til sit kontor. At dømme efter både Chefens og Cowboyens smil, var jeg dumpet ind lige midt i en meget behagelig og afslappet stemning. Jeg slyngede en fredagsfrisk kommentar ud og fik øjeblikkelig respons. Chefen begyndte at grine, og Cowboyen byggede videre på min replik. Men så kom Chefen pludselig i tanke om noget, hev en mere alvorlig mine på og introducerede Cowboyen og mig for hinanden:
“Stilet, det her er [Cowboyens navn] - vores nye chef i [underafdelings navn]“. Håndtryk og et par blå glimt mere.
Pludselig faldt brikkerne på plads: Motorcykelcowboyen var den mand, som jeg tidligere på ugen havde fået at vide, at jeg kommer til at tilbringe en god del af juli måned i meget nært selskab med, fordi de fleste andre i firmaet holder ferie.
Et par dage senere var han dér så igen, selv om han holder ferie for tiden - for at modtage diverse praktiske instruktioner fra min chef. Jeg fik et håndtryk, der varede lidt for længe, og jeg konstaterede smilende, at det vist var en feriehånd den dér: Den var fuld af malerstænk. Gæt selv hvad et kæmpe smil og svaret: “Den er nu god til mange forskellige ting” gjorde ved mig…
Kære Gud! Lad sidste halvdel af juli blive kølig, så han ikke går i stramme t-shirts, og så min libido er til at tøjle……. Jeg lover at lade være med at bande resten af året sommeren til gengæld.
Disclaimer: Før I nu undrer jer: Nej, jeg keder mig ikke på mit job. Er faktisk blevet ret glad for det. Og ja. Jeg véd det godt: Det her er totalt plat, banalt, klichéfyldt og dét, der er værre. Men hvad kan man gøre?
Permalink
06.07.08
Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten
“Fortiden blev ved at følge efter mig. Som lyden af din egen puls i ørerne, mens du løber: Jo mere du forsøger at undslippe den ved at løbe hurtigere, jo mere nærværende bliver den.”
For 3/4 år siden gik jeg fra den kæreste, jeg nogensinde har elsket mest - følt den største samhørighed med. Jeg var træt, jeg var nedslidt, jeg var tom og brugt efter måneders skænderier og kampe, der mest af alt føltes som én lang misforståelse mellem to mennesker, der ikke kan se hinanden for bare røgslør og edderkoppespind af ord. Ingen af os forstod, hvorfor vi ikke ku’ få det til at virke. Måske troede vi, at kærlighed var nok?
Lige så samhørige og lyse og sjove vi kunne være sammen - lige så langt nede i et hul af fejlfortolkninger strandede vi oftere og oftere. Skåret helt ind til benet var problemet manglende tillid til hinanden pga manglende tiltro til os selv og vores eget værd. Indså jeg bagefter. Men den slags er jo ikke noget, man udbedrer over night. Jeg følte stor lettelse ved at sige stop - vælge den “lette vej”, som ikke er spor nem, når det kommer til stykket. Jeg vidste, jeg gjorde det rigtige. Jeg kunne ikke mere.
Hvad jeg ikke havde regnet med var, at tanken om den her mand ville blive ved med at spøge - alle vanskelighederne til trods. Særligt efter at specialet i vinter endelig var ude af verden, og jeg igen var blevet mig selv, dukkede minderne op. Og ikke mindst spørgsmålene: Hvordan mon han havde det? Hvad mon han lavede nu? Hvem mon han snakkede med? Aaaaalt det dér.
Jeg søgte ikke svar på noget af det. Hvor meget jeg end kan overveje den slags efter et brud, så er det et typisk træk hos mig, at jeg ikke opsøger sådanne svar. Hellere lykkelig uvidenhed end dybt sårende vished - det at vide uden at være blevet informeret kan gøre så frygteligt ondt…
Først når jeg véd, jeg er definitivt ovre en eks-kæreste, kan jeg google ham for sjov og den slags. Glæde mig over hans succes eller hans nye kost, som har pænere hår end jeg. Eller bare finde hans valg morsomt, pudsigt eller uforståeligt, men acceptabelt. Indtil da vil jeg intet vide.
Der plejer at gå år på den måde. Og pludselig en dag googler man ham så. Fordi man keder sig i en frokostpause. Når man er sikker på, det egentlig vil være ligegyldigt, hvad man finder. De oplysninger, man måtte opstøve, er glemt umiddelbart efter… Jeg plejer ikke at svælge i fortiden. Så meget desto mere uvante var tankerne om eks’en for mig.
Well. Jeg så andre fyre. Forelskede mig sågar. Alligevel blev fortiden ved at følge efter mig. Som lyden af din egen puls i ørerne, mens du løber: Jo mere du forsøger at undslippe den ved at løbe hurtigere, jo mere nærværende bliver den.
Det første stykke tid verfede jeg blot det indre billede af eks’en væk, når det dukkede op på nethinden. Men lidt efter lidt blev tankeglimtene længere. Lange nok til at min indre stemme følte sig nødsaget til at kommentere dem: “Det er ren nostalgi! Du er bare lidt sentimental i dag. Kan du virkelig ikke huske, hvordan det var med jer to, Stilet?” Men noget i mig ville tilsyneladende helst mindes det gode.
Under de ensomme, natlige tudeture, der også dukkede op hen ad vejen, messede stemmen bare: “Slaaap nu af, Stilet - græd lidt, min pige. Det vil gøre dig godt og få dig til at falde ned. Det er nok bare pms eller lidt for meget alkohol på byturen her til aften. I morgen ser alt lysere ud. Du romantiserer lidt over savnet nu. Men der var jo gode grunde til, at du gik dengang.”
For et par måneder siden dukkede han så pludselig op igen. Han opsøgte mig. Prøvende. Usikkert. Umiskendeligt kærligt. I min indbakke. Vi sludrede venskabeligt over mailen. Jeg var glad for hans initiativ. Havde selv overvejet, men var nået frem til, at jeg måtte stå ved min beslutning.
Chat kom til. Sms. Vi begyndte at ringe sammen. Samtalerne blev hurtigt lange. Og det hele var der endnu og stod, som det plejede. Som møbler i et elsket hus, man engang var nødt til at forlade i hast for ikke selv at omkomme under en nært forestående naturkatastrofe. Alt det jublende morsomme. Al den øjeblikkelige gensidige forståelse. Al omsorgen. Alt det fælles og inspirerende. Men intet andet end venskab var på tale.
For at sige det kort, så havde vi savnet hinanden som ind i Helvede, fandt vi ud af hen ad vejen. Tit haft lyst at ringe til modparten, når alt var noget lort, og verden lå på siden og ømmede sig efter en særligt ond tackling. Eller når der var sket noget helt fantastisk. Eller bare når noget var utroligt hverdagsagtigt morsomt, og man ikke kunne komme i tanke om andre, der ville kunne se lige nøjagtigt det samme sjove aspekt.
Men min indre stemme holdt stædigt fast: “Stilet, det er hørt før, at eks’er beholder venskabet, fordi de har så god en forståelse med hinanden. Det er da bare dét, du har gang i - I er fantastiske som venner. Hold da fast i det og så nichts weiter!”
Og jeg lyttede til stemmen. Meget. For det dér med at fortryde valg, er mildest talt ikke min branche. Jeg vælger til og fra og ser mig ikke tilbage - i forhold til fyre og i forhold til alt andet. Vælger jeg forkert, ja, så er jeg mester i at lære at leve med mine beslutninger og få det bedste ud af dem alligevel. Jeg er mageligt anlagt og orker ikke at bruge tid og energi på at ærgre mig - fortryde. (Eller også er jeg bare en vatpik, der ikke tør gennemleve følelsen af fortrydelse).
Men altså, hånden på hjertet: Hvor stor er garantien for, at et valg på længere sigt bliver bedre af, at du tænker over beslutningen i syv helaftensfilm og en overenskomstforhandling? Nej, vel? Velgennemtænkte fejlvalg er set både to og tre milliarder gange i verdenshistorien!
Men så var det, at noget for nylig ramte hovedet på et eller andet søm:
Var på date. Sad over for den her i øvrigt utroligt lækre fyr, mens tanken pludselig bimlede løs som en anden alt for stor kirkeklokke oppe i mit meget lille hoved: Det gav et infernalsk ekko derinde - pludselig blev der bare tomt og intet andet hørtes end denne rungende, uafvendelige lyd: “Hvis du havde siddet hér med eks’en og ikke en eller anden fremmed fyr lige nu, Stilet, så havde den her aften været meget, meget mere interessant og sjov og hyggelig… og sexet”. Resten af aftenen var jeg halvvejs nervøs for, at ham daten havde kunnet høre mine tanker.
De seneste par uger har jeg været meget forvirret og ret svingende i humør - ikke udadtil og voldsomt, men stille og roligt for mig selv. Privat. Oppe i øverste departement. Og der har eddermame været knald på sekretærtasterne i forkontoret deroppe… Har sgu ikke kunnet finde ud af, hvad der egentlig foregik indeni mig. Hvis nogen havde spurgt, hvordan jeg havde det, ville jeg ikke ha’ anet, hvad jeg skulle svare. Men jeg slap med skrækken - folk omkring mig har haft for travlt og været for ophængte, og dem, der alligevel har spurgt lidt, har jeg haft held til at undvige. Jeg, der ellers altid kan sætte ord på. Ord, ord, ord.
Men pludselig gik det op for mig: Jeg er nødt til at se mig tilbage. Jeg er nødt til at finde ud af, om det valg, jeg traf, skal gøres om. Nødt til at finde ud af, om dette er venskab eller noget mere. Om det skal ha’ et forsøg mere.
Og nu skal jeg snart se ham igen, ham eks’en. For første gang i næsten et år. Og jeg er ved at dø over det. Fordi det vidner om, at det dér dømmekraft er noget usikkert noget og at det, der synes helt rigtigt på ét tidspunkt, kan være ganske forkert på et andet. Og fordi det ikke kun er mig, der træffer den her beslutning - om måske at prøve igen. Og fordi jeg ikke længere kan lyve for mig selv om, at jeg blev ved med at savne og tænke på ham og han på mig. I månedsvis. Og lige så meget fordi jeg ikke længere prøver at lyve om det…
Men mest af alt fordi… jeg er et menneske, for helvede! Hvad nu hvis det hele er et fata morgana? Eller… Hvad nu hvis det hele eksisterer? Var det så bare et mareridt, da jeg troede, at jeg ikke længere kunne holde det ud?
Update: Dette indlæg er skrevet for et stykke tid siden. Og jeg har i mellemtiden set eks’en (turde sgu ikke offentliggøre dette inden af frygt for at jinxe det hele; på den anden side er der bare følelser, man har lyst at skrive ned og ud, mens man er i dem…)
Permalink
Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten
Hvor er det typisk Verden, altså! Netop som jeg har allerflest forvirrede tanker kværnende rundt i hovedet… Netop som de trænger allermest til at blive lukket ud over for en god ven eller veninde for at jeg kan få bare lidt ro oven i knolden…
… må jeg indse, at det ikke bare var mit headset, der sku’ udskiftes. Mikrofonen i selve maskinen er simpelthen røget. Så det nye headset gavner ikke en prutskid. Ergo: Ingen gratis Skype-samtaler til mig. *Bander stygt*
Permalink
03.07.08
Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten
Sms fra kollega her til aften:
“Hej Stilet. Jeg kommer ikke til morgenmad i morgen. Fik fjernet [visdoms]tanden i dag og er blevet syet med 12 sting :-S”
Og se, så er det jo, jeg tænker: “Godt nok har han og jeg været på rigtig god og hyggesludrende fod på det sidste, og godt nok har jeg fulgt den frygtindgydende udvikling i forløbet omkring hans visdomstand nært den sidste uges tid, meeeeen ligefrem at sende en sms. Er det nu ikke i overkanten?”
… Indtil det går op for mig, hvad mit missing link er: Jeg har fuldstændigt glemt, at det er min tur til at gi’ morgenmad til hele afdelingen i morgen! Af sti af sted, så var der én, der lige akkurat nåede i supermarkedet her til aften og i en vis fart fik handlet juice og ost og alt-det-andet-man-helst-skal-overgå-kollegerne-i-indkøb-af, men som ville ruinere én at købe hos bageren.
Og sådan kan den enes visdomstands-mareridt blive den andens redning. Det dér planlægning og hukommelse må jeg altså prøve engang…
Permalink
01.07.08
Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten
Jeg var faktisk holdt op med at tro på, de nogensinde ville komme igen, de nætter her. Hvor man et pænt stykke efter midnat stiger ud af sengen igen for mættet og afslappet at stille en anden sult med en hurtig omgang af den gode pasta, der smager himmelsk uden nogen særlig indsats. Og så et stort dekadent glas rødvin til. De dér nætter, hvor madlavning ikke tager sig sindssygt ud, tidspunktet til trods, men bare passer til den stille lykke, man føler. En lillebitte eufori.
Hvor skønt at blive - nåja - taget på sengen af tilværelsen og så oven i købet at kunne sove lidt længe i morgen.
Permalink
