29.08.08
*Bump*
Ku’ I høre lyden? Det var stikket, der faldt på gulvet, da jeg trak det ud…
Blogges senere, folkens!
28.08.08
Selvros
Well. Nu har slikmunden her så været uden søde sager af nogen som helst art i seksten dage: Ingen lade, ingen wienerbrød - ikke noget som helst. Som ellers totalt chocoholic synes jeg, det er på sin plads lige at klappe mig selv på skulderen og sige:
“Godt gået, Stilet!”
for det synes jeg sgu, det er. Og ja, jeg overholder også min aftale med mig selv om at dyrke motion minimum hver anden dag. Og om at huske at spise morgenmad. Og om ikke at spise junk og hvidt brød. Og om at ha’ det sjovt imens (det sidste er meget vigtigt!)
Det bedste er næsten, at jeg ikke aner, hvad jeg vejer (ejer heller ikke en vægt) - mit mål er jo i al sin enkelhed at kunne passe en bestemt tøjstørrelse igen OG at føle mig godt tilpas. Og jeg gider ikke at lade mig styre af et fucking tal! Men jeg kan mærke, at jeg kan blive ved sådan her længe. Jeg har en energi uden lige - arbejder i ét væk, har alligevel mange hyggelige aftaler. Når det praktiske.
Jeg ved ikke, om det “bare” skyldes, at jeg nu handler i overensstemmelse med det, jeg gerne vil på flere fronter og derfor generelt er gladere, om det er det, at jeg nu er mere inde i rutinerne på job, eller om trætheden i foråret og forsommeren simpelthen skyldtes alle de lortede kulhydrater, jeg gik og åd mig tyk i. Også lige meget. I feel good!
Nå, jeg skal ned og sjippe - nogen, der vil med?
P.s. I går tog jeg pludselig mig selv i hele tiden at gå og hive op i de bukser, der for kort tid siden strammede om vommen… Så i dag vil jeg sgu forkæle mig selv med et par glas vin, når Brormand kommer til middag! 
27.08.08
En hverdagsridder
Se, sådan skal en dag begynde:
Står og venter på bussen i det her øs-sjaske-regnvejr og er lidt morgenirriteret - har som sædvanlig lige nøjagtigt misset den forrige. Men pludselig holder en bil ind til siden. Tænker, at det nok er endnu en turist, der vil spørge mig om vej (sker tit i det område) og træder tøvende ud på cykelstien for at kunne høre, hvad føreren siger.
Det viser sig at være en meget venlig mand: “Hvor langt ska’ du? Vil du ha’ et lift? Det er da dødirriterende at stå dér og vente i regnen”. Jeg når lige at tænke, at hvis han er en gal kidnapper og kvindemorder, så dør jeg i hvert fald tørskoet og hopper ind. Selv om han egentlig ikke skal lige så langt som mig, så kører han mig skam lige til døren. “Og hvis du møder samme tid hver dag, så vil jeg med glæde gøre det igen en anden gang”.
Wow! En hverdagsridder! Troede kun, de fandtes i forsømte kvinders dagdrømme!? (Nu findes de så åbenbart også i forsømte kvinders virkelighed…)
Da jeg ankom (i gooood tid), var det til en lang hyggesnak med min yndlingschef, som lige er vendt tilbage fra forretningsrejse. Han var som altid superpositiv, engageret i hvordan jeg havde det, og hvad jeg render og laver for tiden, når jeg ikke lige arbejder for ham. Det gav da lige det gode humør endnu et par nøk op.
Holy banana, altså! Nogen oppe i Administrationen må ha’ evalueret og konkluderet, at de var liiige strenge nok ved mig i går… Og det er da også fint. Rigtig fint, endda! Men jeg siger jer: I går er ikke glemt. Nå!
26.08.08
Lortemærkelige dag
Hvis I kommer forbi én bebrillet kvinde, der sidder i et hjørne og ryster, så bare ignorér hende og lad hende komme til sig selv… Det er nok mig. Dagen i dag har foreløbigt budt på:
*Ét styk afsindigt skænderi med eks (det ka’ godt være, vi ikke ku’ finde ud af at være kærester - til gengæld ka’ vi i dén grad finde ud af at skændes. Eller noget…) Gik i spåner, da jeg indså, at årsagen til sammenstødet var mit manglende anlæg for smalltalk (bliver altid seriøst forvirret, når folk spørger til mit velbefindende på en måde, der signalerer, at jeg egentlig bare skal svare “det går fint, tak” og så i øvrigt føle mig omsorgsfuldt behandlet - hold dog din kæft, hvis du alligevel er ligeglad! - Var han så ikke, ligeglad, but you get the idea…).
*Ét styk comamorgen, fordi jeg sad og redigerede interview til kl. kvalme i går, hvorfor min krop tilsyneladende besluttede at eksperimentere med gennemførsel af REM-søvn, efter at jeg var stået ud af sengen. Behøver jeg nævne, at jeg desuden havde glemt at købe mælk efter at ha’ tilbragt en forlænget weekend andetsteds, samt at bussen aldrig kom?
*… og da jeg skulle med den anden bus på min morgenrute, ræsede den lige forbi mig, så jeg kunne få lov at gå. I støvregn. Enhver, der har briller ved, hvorfor dét sutter for vildt!
*Ét styk forespørgsel efter date (tror jeg i hvert fald nok, det er - og hjælp, dén slags kan jeg jo bare minus håndtere; kombinér evt. koncepterne ‘date’ og ’smalltalk’, og jeg er parat til gummicellen…) Bevares. Jeg vil gerne mødes, jo. Er pisse nysgerrig og alt det dér. Men er bare fucking nederen elendig til det dér shit (udtrykt på nudansk).
*Ét styk melding fra chef, så snart jeg endelig trådte ind ad døren: “Dét program, dét program, dét og dét og dét og dét… på din computer virker ikke, fordi de dér it-folk ikke blev færdige i sidste uge.” (Okay, de var lækre, dét var de, men altså de var også jyder. Hvad filen havde hun regnet med, hende bossinden?)
*Alt i alt har jeg rygende travlt, men kan ikke få ret meget fra hånden. Jeg er håbløst bagud på søvn, nervøs for at jeg får fucket det med ham den interessante op OG det er lykkedes mig at overbelaste mine lægmuskler så voldsomt under træning, at jeg nu er nødt til at holde pause nogen tid (var på smertestillende i weekenden).
Men okay, jeg er med, når det kommer til undskyldninger over for eks, jeg har lige fået frokost (har i dag holdt min plan om sund kost - og motion minimum hver anden dag - i fjorten dage), og jeg skal i svømmeren med veninden i aften. Så jeg prøver at være positiv.
Hm… Jeg drukner sikkert. (Ville passe fint til den her dag, hvis det blev i børnebassinet…)
25.08.08
Hej - jeg er Stiletten, og jeg kan slet ikke finde ud af at score
For nylig var jeg til en fest, hvor jeg til min gru kom til at sidde ved siden af en fyr, som både så dejlig ud, og som også viste sig at være ganske charmerende og selvkørende oven i kasketten. Da han begyndte at konversere mig, snørede min hals sig fuldstændigt sammen. Jeg duer ikke til konversation. Jeg panikker nærmest og har lyst at løbe væk.
Da jeg var atten, var det nemt nok, ja, ikke at score - men nemt nok at finde en undskyldning, som man så i bedste (værste!) teenagestil kunne gå og ynke over inderst inde. Når man ikke kunne finde ud af det dér med fyre, så var det altid, fordi man ikke var lækker og smuk nok, ikke var smart nok eller ikke var med i de rigtige kliker. Blahblahblah. I det mindste var man dermed fri for at gøre noget.
Nu er jeg tredive, har realitetssans nok til at vide, at jeg ikke er nogen Halle Berry, men synes på den anden side heller ikke længere, jeg ligner Tollundmanden. Dengang havde jeg lyst til at skrige, når jeg så mit eget spejlbillede. I dag kan jeg på en god dag (og dem er der heldigvis flest af) sagtens tænke, at “jeg er da et okay catch, og hold kæft hvor har jeg flotte øjne” eller hvad det nu er, som jeg finder pænt den dag. Så langt så godt.
Kort sagt er jeg for længst kommet over teenagetraumerne. Ydermere er jeg endda klar over, at jeg kan være, hvad der flere gange er blevet beskrevet som “voldsomt charmerende” og “meget underholdende”. Der er bare stadig noget, der ikke hænger sammen… Fucking æj! For jeg har jo ikke længere nogen undskyldning!
Når man er tredive (forhåbentlig længe før), véd man jo godt , at det ikke kun er udseendet, det kommer an på - så bare lad være med at kommentere, hvis du ikke kan finde på andet at sige til mig; du har ganske vist helt ret, jeg ved det bare godt i forvejen.
Hvad er det så med det dér udseende, som jeg kører sådan rundt i, at du by now burde ha’ fundet et andet indlæg at sidde og underholde dig med? Jow, jeg er altså pissemisundelig på jer, der er gudeskønne at se på på den dér måde, hvor alle lægger positivt mærke til jer i en forsamling. Hold kæft, hvor må det gøre mange ting nemmere, hvis I vil ha’ fat i én eller anden med henblik på lagengymnastik og redebyggeri! Han/hun spotter jer jo lige med det samme. Sådan er det ikke for os, der snarere er velsignet med charme end modelmål…
Sagt helt ligeud, så ved jeg godt selv, jeg virkelig kan sige noget sjovt og improvisere noget, der får folk til at ligge flade af grin, og dét kan jo også tiltrække opmærksomhed. Forskellen mellem den rent fysiske skønhed og så charme er, at jeg er nødt til at foretage mig noget, for at min “skønhed” dukker frem. Jeg må handle for at vise dette karaktertræk og “gøre mig til”. Jeg kan ikke bare sætte mig ovre i et hjørne, holde kæft og være røvlækker.
Nå, jamen så er det da bare ud og lufte vittighederne, Stilet, hvis du er så evigt morsom! Hvad fanden sidder du dér og hænger efter hjemme bag computeren? Skidecharmerende med sådan en gang ynk - Stiletten er nok blevet en slatten hjemmesko, hva’?
Sagen er, at så snart jeg er i nærheden af en mand, jeg finder tiltrækkende, så ska’ I se indesluttet, utilnærmelig kælling! Jeg bliver reserveret, svarer med sætninger, der lukker for videre samtale, flytter fokus fra tomandshånd til flermandsforum, undgår øjenkontakt, snakker om kedelige (upersonlige) emner og virker i det hele taget uengageret i samtalen. (Gid I ku’ være dér og se det ved selvsyn - jeg er ret sikker på, I ikke ville mene, jeg overdrev!)
For nylig var jeg til en fest, hvor jeg til min gru kom til at sidde ved siden af en fyr, som både så dejlig ud, og som også viste sig at være ganske charmerende og selvkørende oven i kasketten. Da han begyndte at konversere mig, snørede min hals sig fuldstændigt sammen. Jeg duer ikke til konversation. Jeg panikker nærmest og har lyst at løbe væk. En stemme inden i mig sidder og råber noget om, at “han da for helvede ikke behøver at sidde og lade, som om jeg er interessant!” Han kender mig ikke, og jeg véd da godt, jeg virker skide kedelig! “Forsvind nu bare - jeg ved ikke, hvem det er, vi sidder her og spiller komedie til ære for!”
Han var rigtig sød, ham gutten. Og underholdende. Og ville virkelig gerne snakke. Og lytte. Jeg ville ingenting. Eller mit hoved ville i hvert fald ingenting af det, der bare tilnærmelsesvis sorterer i den charmerende afdeling: Jeg vendte mig væk fra ham, inddrog andre i samtalen og overså ham. Jeg skiftede med vilje plads, så jeg kom til at sidde langt væk fra ham. For en sikkerheds skyld latterliggjorde jeg ham også lidt foran de andre gæster.
Men så indtraf miraklet heldigvis, og jeg kunne ånde lettet op: Fyren fik i en bisætning nævnt *tadaaaa* sin kæreste. Som ved et trylleslag var Stiletten igen sit go’e, gamle muntre jeg. Smilede, kiggede i øjne, drillede kærligt og havde det fantastisk. Jeg vidste selv, at nu var jeg nem at snakke med og nok sådan én af dem dér med “meget udstråling”.
For at sige det rent ud, var det pisse ærgerligt, at han var optaget - men hold da magle, hvor fik det mig til at slappe af!
Ved afskeden, hvor jeg neutralt (men dog smilende) konstaterede, at det havde været “hyggeligt” at møde ham, svarede han, at “han gerne ville ændre ordet ‘hyggeligt’ og sige, at det havde været sjovt, meget underholdende og lærerigt at møde mig”. Og så sådan en hånd, der holder fast lidt for længe, I ved… Jeg smilede bredt igen og så ham lige ind i øjnene uden problemer.
Picture complete.
Uanset hvor meget jeg forsøger at smile og slappe af og kvinde mig op, så kan jeg altså godt mærke, at så snart jeg løber på en mand, jeg har lyst til at gøre indtryk på, så havner jeg i en dødsspiral af fiasko. Mit hoved er tomt. Hvis man i sådan et øjeblik fortalte mig en Finn Nørbygaard- joke, ville jeg sikkert begynde at skraldgrine, og hvis man gengav DF’s partiprogram, ville jeg sikkert melde mig ind på stedet…
Én ting er, at jeg ikke kan finde ud af at score - men hvis vi lige er lidt uartige et øjeblik og glemmer alt om ligestilling og moderne kønsroller, så burde jeg i det mindste kunne gå efter at lægge op til at blive scoret. Af fyren. Men dét gør jeg jo fandeme heller ikke, når jeg spiller rollen som hende den utilnærmelige. Så meget véd jeg da. Sagen er, at jeg ikke aner, hvad det er, jeg skal gøre!?!?
Pludselig går jeg i ét med tapetet og har mest bare lyst til at gemme mig. Nu er det jo imidlertid ikke særligt socialt accepteret at bene væk fra folk midt i en samtale - og da især ikke midt under en fest. Så jeg gemmer mig i stedet på den lidt mere indirekte måde: Jeg lukker mig inde i min afviseradfærd.
For når man ikke prøver, så gør det jo ikke noget, at der ikke sker en skid…
Well. Der er ting, der er blevet bedre. Fx er det lykkedes mig at lægge det meste af min sarkasme på hylden. Jeg er også blevet bedre til øjenkontakt. Meget. Men det kunne altså være rigtig rart at turde vise mig fra min tilnærmelige og til- og omgængelige side, for den er der altså.
Vi snakkes ved, når jeg runder fyrre… :-/
P.s. Undskyld gutter.
23.08.08
Klassisk dating-dilemma
Jeg har en rigtig god ven, som af uforklarlige og uforståelige årsager stadig er single. I ved, han minder lidt om mig selv: Han ser godt ud, har en god uddannelse og et vellønnet, interessant job. Og han fungerer egentlig også ganske udmærket socialt - læs: han ejer rent faktisk en anelse situationsfornemmelse og (senzatione!) humor oveni…
Okay, godt så. SÅ meget minder han og jeg måske heller ikke om hinanden, men lad nu dét ligge…
Sagen er, at nu har den her fyr ret jævnligt de sidste par år proklameret, at han savnede en kæreste. Men han er ikke den mest fremme i skoen, hvad angår pigerne. Han danser ganske vist som død og helvede til festerne (og han gør det godt!), men han får bare ikke taget den videre derfra. Og det irriterer ham ad Helvede til. Det er ganske vist blevet bedre, men stadig. Han ku’ nok godt bruge lidt hjælp. Det velkendte skub.
Så… Selvfølgelig var vi pludselig nogle proaktive kvinder, der syntes, at NU sku’ der skrides til handling på det stakkels myrs (aka min vens) vegne. Som usagt, så geskæftigt gjort! Men ak, vi kvinder må altså lære at koordinere…
Det er nemlig gået hverken værre eller bedre, end at min ven nu netop har været på ét styk super vellykket blind date med ét styk kvindfolk, som nogle veninder af familien havde sat op. Ét styk date varede i timesvis. Ét styk kvindfolk nævnte en “næste gang”, og alt lader i det hele til at være gået - uvirkeligt - godt.
Meeeen… Nu er der bare det, at min ellers så dateløse ven også har en date i morgen. Med en anden pige. Og nu er han ikke helt sikker på, hvad han bør gøre. Ja, jeg er ikke i tvivl. Heller ikke, selv om det er mig, der har formidlet kontakten…
Hvad mener I?
21.08.08
Når bloggere får én til at brøle af grin!
Dét er bare én af de ting, der er så fantastisk ved blogosfæren: Jeg sidder her og hygger mig med lidt bloglæsning rundt omkring - både hos dem, man “altid lige skal indenom” og hos dem, man aldrig har læst hos før. Og i dag har virkelig været én af de gode blogdage! Jeg har ikke mindre end skreget af grin over to meget underholdende indlæg. Også selv om det første af dem tydeligvis også rummer en vis alvor og tristesse og ikke udelukkende er spas og løjer…
Tak Blogland!
20.08.08
Hvor meget skal der til, før du bliver forarget?
Er det mig, der er frygteligt naiv og gammeldags, når jeg stort set hver dag kan harmes over noget, der står i avisen, eller er det bare mit koleriske gen, der slår igennem?
I dag bringer Nyhedsavisen en forsidehistorie om, at udviklingsminister Ulla Tørnæs i årevis har holdt skjult, at der er blevet svindlet big time med skattekroner i diverse u-landsprojekter. (Allerede ved synet af overskriften fik jeg kvalme af bare arrigskab).
Og i Urban kunne man i dag (eller var det i går?) læse, at hver tiende unge dansker har prøvet at sælge sin krop for penge, drinks eller penge. What?? Jeg var rystet!
Men burde min “uskyld” ikke for længst være røget? Jeg er tredive år, har læst og hørt min del af nyheder, og burde jo alt i alt vide, at mennesker langt fra altid er ufejlbarlige… Eller er det måske netop gode tegn, at man stadig kan fare mentalt op af stolen? Er det ikke lidt farligt, hvis vi ryger ind i det, jeg tænker på som “nyhedsdøsen”? Dét at der stort set ikke er nogen nyheder, der kan fange vores opmærksomhed - med mindre de da direkte påvirker vores egen lille dagligdags trummerum (eller er skrevet af os selv)…
P.s. Til gengæld kunne man i går i Urban også læse, at den erhvervsgruppe, som kvinder helst vil date, er journalister. Og det burde måske være faldet mig for brystet med alt, hvad jeg ved om dette folkefærd. På den anden side er der noget befriende klichéfyldt i, at kvinder bare vil spørges… spørges… spørges.
19.08.08
Det er nødt til at være sådan
Den her sang taler til noget i mig. Det gør den altså. Og jeg er ret sikker på, at det er, fordi jeg ligesom Duffy har noget i mit liv, jeg er nødt til at få afsluttet. Der var noget, jeg engang blev ved at håbe ville blive bedre. Noget, jeg så inderligt håbede, at jeg ville lykkes med. Og der var også én, der sagde til mig, at han elskede mig, og som vist nok ikke helt selv opdagede, da han holdt op med det…
Uanset hvad så skal han gi’ slip på mig nu, helt slip. Han skal holde op med at ville være venner. For jeg vil være fri. Fri til at holde op med at håbe på noget, som ikke skal ske. Igen. Nogensinde. Som aldrig bliver godt. For nogen af os.
Det her har ligget i mit hoved som en følelse uden ord i lang tid. Men jeg har ikke magtet at skrive om det. Da jeg hørte den her sang, forstod jeg pludselig, at han og jeg havde haft vores Warwick Avenue, vores sidste afsked, da vi for to måneder siden endnu en gang skiltes på Hovedbanegården efter et par døgn sammen, og han tog hjem til sin hverdag i det dér Langtlangtvæk, og jeg blev herovre i min. Det er nødt til at være sådan.
Tårerne, der er på vej, er kun lægende…
Om at få mere at vide end man har lyst til
Må indrømme, at jeg stod dér ved stoppestedet og seriøst overvejede at introducere overbo-mosteren til udtrykket ‘information on a need to know basis’… Kedeligt? Måske. Men jeg skal altså trods alt kunne se resten af familien i øjnene, når jeg løber på den. Og det gør jeg jo konstant! Det ku’ være, jeg sku’ gi’ dem en samlet lektion, så jeg ikke risikerer lige straks at kende alt til deres seksuelle præferencer, indbyrdes stridigheder og andet familiært “guf”…
Jeg burde ha’ vidst det: Nogen må ha’ spottet min energi i går og tænkt: “Hah! Nu ska’ hun få udfordring…!” Og dét fik jeg så.
Til trods for træning med veninden var jeg slet ikke træt nok til at falde i søvn i går aftes. Eller jo, jeg var træt, men ku’ jeg sove? Niks! Som i overhovedet slet ikke! Kl. 6.35 i morges sendte jeg en sms til min chef:
“Har ligget søvnløs hele natten. Forsøger at få bare et par timer nu. Vi ses kl. 11″. Godt, man har en flink chef, der uden videre accepterede - og heldigt, at der ikke var nogen møder til formiddag.
Hvad skete der så selvfølgelig? Godt gættet: Konen sov da over sig! :-S Og de par timer jeg sov, drømte jeg naturligvis, at… *tadaaa* Jeg sov over mig.
Da jeg endelig kom op og havde alt for travlt, opdagede jeg, at min krop mente, det var den tid på måneden (selv om kalenderen siger noget andet) OG at jeg ingen bind havde!! Man føler sig bare så ovenpå, når man fræser rundt i hytten med blodet silende ned ad bundgarnspælene, ikke sandt?!
Nå, flikkede en lynhurtig madpakke sammen og lavede tricket med kold mælk i den SOOORTE kaffe - så den ku’ drikkes straks. Til gengæld smager den jo sådan cirka af selvdød hest på den måde, men hvad gør man ikke for lidt wannabe vågenhed? Dog har jeg ikke evnen til som en af mine b-menneske-bekendte at spise morgenmad/drikke kaffe i badet (!) Men damn, jeg ku’ godt ha’ brugt det i dag!
Landede forbløffende nok nede ved busstoppestedet i ordentlig tid og lignede tilmed et menneske (om end et lidt forvirret ét af slagsen). Rendte så på min evigt sladrende overbo (typisk at løbe på ævlehoveder, når man har travlt!)
I de vel cirka fem minutter, der gik, inden min bus kom, nåede denne ellers nydelige ældre dame både at få formidlet sit slægtskabsforhold til husets kok (hun er hans moster - er alle mennesker i det hus bare i familie med den mand?!), at fortælle mig, at det er hende, der hver morgen går og gør køkkenet rent (hvilket betyder, at hun kan se, hvornår jeg står op, og at jeg altid pisker rundt om morgenen) samt at sige, at kokkens far “godt kan lide unge piger som dig, Stilet, men det er lidt synd, at han kun kan TALE om det - ja, han kan jo ingenting mere…” Hendes “nudge-nudge know what I mean”-mine var ikke til at tage fejl af. Jowjow, jeg forstod godt, hvad det især var, ham kokkens far ikke længere kan…
Hvis ikke jeg havde været så gudsjammerligt træt, var jeg begyndt at skraldgrine af befippelse over, hvad man helt uden at gøre nogen indsats for det får at vide af og om beboerne i det (gale-)hus! (Så sent som i lørdags løb jeg på kokkens mor, der var skide feststiv og temmeligt underholdende på den ufrivillige måde over for mig og veninden, mens vi sad og spiste i hendes søns restaurant).
Well. Må indrømme, at jeg stod dér ved stoppestedet og seriøst overvejede at introducere overbo-mosteren til udtrykket ‘information on a need to know basis‘… Kedeligt? Måske. Men jeg skal altså trods alt kunne se resten af familien i øjnene, når jeg løber på den. Og det gør jeg jo konstant! Det ku’ være, jeg sku’ gi’ dem en samlet lektion, så jeg ikke risikerer lige straks at kende alt til deres seksuelle præferencer, indbyrdes stridigheder og andet familiært “guf”…
18.08.08
Frimandag er go’ mandag!
Så er det sidste feriedag, og selv om jeg altså kun har været væk fra jobbet i fem dage (inkl. weekenden, for jeg betaler jo stadig selv mine fridage…), så har det bare været skønno, max lex - og hva’ det nu hed alt sammen, dengang jeg var så ung, som jeg føler mig lige nu, og det ikke virkede kikset, når jeg brugte den slags udtryk.
Jeg har lige været på posthuset og hente en bog, der var kommet til mig. Jep, haha - mit første bogkøb på nettet ever (dét er da næsten lige så sindssygt, som at mine forældre aldrig har prøvet at surfe på nettet!)
Anyway, der er en første gang for alting. Jeg har allerede kastet mig over den, bogen, og jeg er ellevild! Den er nemlig fyldt med anvisninger i og gode råd om, hvad man gør, når man er sådan én, som mig, der gerne vil noget ganske bestemt med det dér skriveri…
Kort sagt kan jeg mærke en masse begejstring og drive og - igen - den dér livsglæde. Så jeg nyder lyden af regnen uden for de åbne altandøre og vil skynde mig at udnytte foretagsomheden til at gi’ det nypudsede køkkenbord olie endnu en gang, før jeg glad og fro kan gå ned i vores restaurant og nyde, at andre har lavet mad til mig.
Hov! Fik jeg nævnt, at veninden og jeg har endnu en sjippedate senere? Ja, jeg véd det - jeg er bare lidt for kæk at høre på…
Og nu - lidt musik til arbejdet!
17.08.08
Når man bliver nødt til at indrømme, at man føler sig såret
Jeg kan ikke påstå, jeg bryder mig om den situation, jeg står i. Den “nemme” løsning ville være bare at fortrænge følelsen i maven. At lade som ingenting. Men jeg ved jo godt, det ikke holder en meter: Hvis jeg ikke tager den følelse alvorligt og får markeret over for ham, der er gået over min grænse med sine ord, så tager jeg ikke mig selv alvorligt. Jeg er nødt til at stand up for myself (hvad er det gode danske udtryk for det?) og sige direkte til ham, at jeg ikke gider høre på flere af hans irriterende “kvikke” bemærkninger.
Men jeg hader (hader, hader, hader!) bare at skulle sige til de her evigt vittige, pingpongende mennesker, at jeg er ramt af nogle af deres smarte bemærkninger, som de jo bare fyrer af for sjov og ikke tænker over minuttet efter. At de har irriteret mig, provokeret mig, gjort mig vred og ked af det. Såret mig og gjort mig usikker.
Jeg afskyr fornemmelsen af, at de vil stå og kigge på mig og tænke: “Fuck, hvor er hun nærtagende! Hende må vi hellere lade være med at sige noget som helst til en anden gang, for hun kan åbenbart blæse hvad som helst op.” Jeg véd, at jeg ikke er en sart mimose. Og jeg kan ikke ha’, hvis jeg bliver stemplet som én - eller bare har udsigt til det.
Det går galt, hver gang jeg løber ind i meget sarkastiske mennesker, der står og stikker til mig uden at fortrække en mine. Når der ikke er noget smil eller glimt i øjet, når det kærlige forsvinder, så bliver jeg bare bittelille og grå indvendig. Jeg kan selv være voldsomt sarkastisk og ironisk, men nogle oplevelser for et par år siden gjorde, at jeg indså værdien af smilet og af i det hele taget at turde vise sig selv, som man er, over for folk i stedet for at gemme sig bag den sikre pingponger-facade. Man går ganske enkelt glip af for meget med sådan en facade på… Så der blev skåret lidt ned på de hårde bemærkninger dengang. Og jeg fik det helt klart meget bedre af det. Tror jeg ærligt talt også, de mennesker, jeg omgikkedes i hverdagen, gjorde…
I dag er jeg faktisk sindssygt dårlig til at kapere det, når jeg bliver i tvivl om det kærlige i folks tone (dengang fik de da bare en lige verbal højre). Eller måske er det noget med, at jeg nu bare giver mig selv LOV til at mærke det, når jeg bliver såret og derfor heller ikke længere har lyst til selv at gå så hårdt til folk…
16.08.08
Om en kok, der har slået sig selv hjem
I husker måske noget om, at jeg har gået og kigget langt efter husets kok… Det gør jeg så ikke mere!
I går mens jeg gik og nød endnu en feriedag og ryddede op og gjorde alt det dér praktiske, som man pludselig har mere overskud til, når man ikke skal på job, gik det op for mig, at jeg ville være hjemme i tidsrummet 18-20 hver dag de kommende dage. Så jeg tjekkede menuoversigten og kunne minsandten se, at min kostomlægning ikke ville blive banket i smadder, hvis jeg bestilte aftensmad fra vores restaurant de kommende dage.
Så… Mig ned i receptionen for at bestille aftensmad til og med tirsdag…
Receptionisten kiggede på mig med milde øjne:
“Stilet, jeg kan desværre kun skrive dig på til på tirsdag…”
Mig (som for en stund havde glemt husets spilleregler): “Æhm… Nå, hvorfor det?”
Receptionisten: “Det er jo fredag i dag, så mad skal bestilles inden kl. 12″.
Mig (indvendigt): “¤%}&!!!” … og udvendigt: “Ja, det er da rigtigt for pokker! Nå, jamen, så må du jo bare skrive mig på til på tirsdag. Så ka’ jeg lære det.”
Receptionisten: “Ved du hva’? [Kokkens navn] er altså stadig derude [i køkkenet]. Der burde ikke være noget problem i, du lige går ud og spørger, om ikke du kan komme med på weekendlisten alligevel…”.
Jeg takkede for det søde tip og gik så med bankende hjerte (yes, I admit!) ud i køkkenet. Banede mig først vej gennem opvaskersektionen, hvor en knægt, der ikke kan ha’ været mere end sytten stod, og knoklede for at kunne betale de kommende weekenders gymnasiebranderter. Han viste mig ud i køkkenet.
Og dér stod jeg så foran ét stk tydeligvis svedig, tydeligvis irritabel og bestemt ikke særligt charmerende kok. Jeg fremførte mit ærinde (vist nok smilende og kæk), og hans kvindelige kollega tog lige så smilende imod mig.
Hans reaktion var derimod:
“Det var dog utroligt!” (sagt med en særdeles træt mine og uden antydning af smil).
Inde i kontoret, hvor hans kvindelige kollega uden problemer skrev mig på bestillingslisterne, ku’ jeg ikke lade være med syrligt at bemærke:
“Det var dog en elskværdig chef, du har”.
Svaret lød: “Han skal bare brokke sig, altså…”
Og det var bare lidt for tydeligt, at den slags “brokkeri” havde hun oplevet en del gange fra den herres side…
Well. Kald mig bare nærtagende. Sig endelig at jeg blæser tingene op eller dømmer for hårdt. Men er der noget, jeg ikke kan ha’, så er det folk, der siger ja til ting på den dér måde, hvor de lige først skal brokke sig. Havde han så bare slet og ret fortalt mig, at det ikke kunne lade sig gøre at bestille efter tidsfristen, så havde det været helt fint, fuldstændigt fair. Jeg kender jo reglerne - eller: Burde i hvert fald kende dem. 
Men det her… Minder mig om at ville låne en hund af nogen, som åbenbart finder en særlig fornøjelse i ganske vist at låne én pengene, men som samtidig lige for en ordens skyld får én til at føle sig bittelille og fuld af skamfølelse: “Her er 200. Men lad det nu ikke ske for ofte, vel?”
De penge har man jo bare ikke lyst at ta’ imod, vel?
Jeg må nok sige, jeg hermed er effektivt kureret for min “kokinitis”.
15.08.08
Jeg elsker Janteloven!
Jeg elsker Janteloven og de gennemført tåbelige postulater om, at man ikke skal tro, man er noget - og opsummeret: At man fandengalemig bare skal ta’ at snige sig langs væggene og ikke skille sig ud eller udmærke sig, for SÅ bliver man udelukket af fællesskabet.
Inspireret af blandt andre Miss Blæs er jeg blevet mindet om, at man ind imellem må slippe angsten for at jinxe. Somme tider skal man sgu ta’ sig selv i at udbryde ting som: “Hold kæft, hvor går det godt!” eller “nuuuij, det er en pissegod dag i dag!” (eller i det mindste i at tænke det). Det går ikke, hvis man skammer sig eller bliver nervøs, hver gang man føler sig den mindste smule lykkelig. Vi må holde op med i bedste (værste!) protestantiske stil at regne med, at nu bliver man straffet og kommer aldrig i Himlen: Uhauha, “nogen” vil sikkert høre éns overmod og herefter lade ulykkerne regne ned over én…
Sådan kan jeg ellers også godt selv ha’ det: Lige meget hvor ikke-troende jeg anser mig selv for at være, så sidder den dér basale protestantiske tankegang sgu i min rygmarv som en anden broklidelse. Jeg sidder ofte og overvejer de dér feel good-indlæg meget længe. Tænk hvis nu uheldet var ude…!
Men i dag vil jeg altså. I går var på alle måder en sindssygt vellykket dag, og livsglæden bobler videre denne fredag. Blandt andet fordi…
… jeg snakkede længe med Susanne-veninden i telefonen i går. Og jeg fik fortalt hende om alle de mindreværdstanker, jeg har haft i forhold til hende de sidste par måneder. Hun lyttede og var nærmest ved at falde ned af stolen, tror jeg: Hun kunne slet ikke genkende sig selv i det billede, jeg opstillede af en pissesej og gennemført succesfuld og smuk kvinde - der altså var hende!
Så talte vi - betegnende nok - en hel del om alt det i hendes liv, som hun bestemt ikke mener er særligt vellykket eller succesrigt. Hun havde brug for at læsse af. Og pludselig blev hun igen “bare” til Veninden. Hende, jeg kender og holder af, i stedet for en figur skabt i mit mindreværds billede. Og dét ville også være sket, om hun så kun havde haft succeshistorier at fortælle… For jeg vil ikke tillade, at min egen angst for ikke at slå til på den måde kommer imellem os en anden gang. Den skal ikke spærre mit udsyn!
Nu kan jeg igen se hende som den, hun er - og mig som mig, ikke mindst. “Det var flot, at du kunne fortælle mig det her”, sagde hun til sidst. Jeg blev helt forfjamsket. Flot? Det her er da noget af det hidtil værste, jeg har præsteret i mine misforståelser af verden. Men dejligt, hun tog det sådan. Meget!
Jeg fik også fortalt hende, hvordan jeg har fået vendt mindreværdsfølelsen til noget positivt: At jeg har besluttet at gøre noget i stedet for at gå og være indebrændt over, at jeg var blevet vomset at se på efter specialeskrivningen i vinter. Og at jeg er i gang med det dér andet job-noget, som lover rigtig spændende.
“Stilet, hvis det er ti kilo, det drejer sig om, så husker du lige, at det er altså en begrænset tidshorisont, vi så taler om, ikke? Det kan du sagtens tabe!” Hvad angik jobplanerne lød kommentaren: “Hvorfor sku’ du ikke kunne dét?”
Og det er jo dét, vi kan - vi to! Vi kan støtte hinanden og være fandenivoldske på hinandens vegne. Vi kan sørge for at minde den anden om, hvordan hun i virkeligheden ser ud. Når hun ikke beskues igennem sine egne mindreværdskomplekser og gamle traumer.
Og nu er vi fremme ved, hvorfor jeg elsker Janteloven og de gennemført tåbelige postulater om, at man ikke skal tro, man er noget - og opsummeret: At man fandengalemig bare skal ta’ at snige sig langs væggene og ikke skille sig ud eller udmærke sig, for SÅ bliver man udelukket af fællesskabet…
Den dér tossede gamle lov, som jo ikke er en lov, Aksel Sandemose opfandt. Han var bare den første, der satte ord på den adfærd, han så i et lillebitte samfund på øen Mors i Limfjorden, men som eksisterer overalt. De regler, som gruppen spærrede sig selv inde i, uden nogensinde at tale om det…
Jeg elsker den, fordi jeg bliver så sindssygt provokeret af den, og det tvinger mig til at handle!! Jeg bliver pikkearrig over, at langt de fleste af vores forældre opdrager os med den. Selv om de roser os, får vi også at vide, at det “ikke må stige os til hovedet”, at “træerne ikke vokser ind i Himlen”, og at nu skal vi passe på ikke at blive skuffede (!?).
Nærmest uden at tænke over det er det den livsfilosofi, som folk giver videre til deres unger. Havde venindens og mine egne forældre ikke gjort det, så havde både hun og jeg da kunnet vurdere os selv og vore evner med mere realistiske og mildere øjne.
Jeg er ikke ude i, at man skal anlægge en selvhævdende og egoistisk attitude. Slet ikke. Men det må sgu da være muligt at rose sig selv og anerkende sine talenter, evner og personlige succes, uden at det straks skal tolkes sådan at “nå, hun tror nok, hun er bedre end alle os andre, så hun er en trussel. Nu skal hun kanøfles på plads!”
Jeg kan lide at rose mig selv - og jeg kan lide at rose andre. Kors i røven, jeg elsker den latterlige jantelov for at give mig sådan et drive! Her kommer jeg - positiv og livsglad! Hah!
14.08.08
Om nervekrig mod en wienerbasse og generel livsglæde
Man kommer altså ud for noget, når man sådan prøver at hive sig selv ud af døsen og rent faktisk begynder at tænke over, hvorfor man gør, som man gør i dagligdagen, og om man måske sku’ gøre noget andet…
Som da jeg forleden udkæmpede en psykologisk nervekrig mod en wienerbasse ude på job. Kollegaen kom hen og bød og mente da bestemt at “jeg sku’ ta’ dén i midten, for der var mest creme i”. Af ren vane snuppede jeg bare én af dem, sagde tak og lagde den på mit bord.
Lige i det øjeblik huskede jeg så The Plan (TM). Og selv om bassen virkelig gjorde alt, hvad den kunne, så bed jeg ikke på. “Schluuump” sagde det (sådan cirka), da den lidt senere havnede i skraldespanden. (Vi manglede bare, at jeg havde stået og symbolsk børstet hænderne af efter dette slag, der sandelig nok fik historiens vingesus til at blæse lidt vildere).
Jeg sad og grinede indvendigt bagefter: Tænk at man kan tænke så meget over en fucking basse!?
Til morgen lød sms’erne med veninden, som jeg trænede med i forgårs, så sådan her:
Hun: ” [...] Jeg har som du også mega ondt i mine ben. Glæder mig, du skal løbe i dag, for jeg skal bokse! Vi bliver så ynkelige i morgen! Haha - men det er jo en fed fornemmelse!”
Jeg: “Haha - ja, kan skam godt huske, du skal bokse i aften. Nej, hvor jeg godter mig! Gnæk! Jeg skal så ha’ min bror til middag i morgen. Og jeg har en fornemmelse af, at jeg kommer til at SLÆBE mig rundt som en såret køter… Har fandengalemig ondt overalt i kadaveret i dag og skal også inden om [anden venindes navn] senere. Vi er virkelig en ynk, du og jeg - men jeg skraldgriner af det. Gør så ret ondt i mavemusklerne at le. *Doh* Go’ fornøjelse i aften…”
Og til syvende og sidst er det vel dét, det handler om - at være glad imens. I stedet for konstant at føle, man lider afsavn. Nå, det var den løbetur, jeg kom fra.
Tak for alt, vi havde sammen - eller…
13.08.08
Om at stinke af pis: Når den kollektive trafik bliver lidt for kollektiv…
Hermed et par opfordringer til alle, der benytter sig af den offentlige transport:
* Hvis du ikke har været i bad inden for de sidste fireogtyve timer, så gå dog hjem og stil dig under bruseren! - Og ja, ‘gå’ er ment meget bogstaveligt - du må fa’me trave på dine flade (p.t. ildelugtende!) konvolutter, hvis fireogtyvetimers-grænsen er overskredet! For du ska’ sgu ikke sidde i min bus og stinke så vildt af pis, at jeg får hovedpine! (Rent faktisk sket to gange inden for de sidste fjorten dage…)
* Hvis jeg kommer og sætter mig ved siden af dig i bussen, så lad dog for helvede være med at sidde og sprede ben, så du fylder halvandet sæde! Jeg ved godt, jeg har mere end et par kilo for meget på side(!)benene. Men jeg fylder altså stadig kun ét sæde, og selv om jeg lægger kostlinjen om for tiden, så stræber jeg ikke efter på et tidspunkt at kunne sidde på et halvt bussæde. Slet ikke for ego-tingester som dig, dit fedtøre…!
* Så er der alle jer, som jeg mistænker for i mange år at ha’ været bilister. De, der kører bil - især mænd - har nemlig tilsyneladende en tendens til at tro, at de bliver usynlige for alle omkring sig, når først de entrer automobilet!? Således kan man i den københavnske trafik hver dag betragte et anseligt antal mænd, som bag rattet på deres biler piller grundigt næse (OG spiser fangsten…), piller øre og barberer sig (hvorfor mon der ikke er et appendix i loven om brug af mobiltelefoner i biler: “Endvidere er barbering under kørsel strengt forbudt”?)
Jeg er overbevist om, at det er de selvsamme typer, der i bussen om morgenen gladeligt:
- Lægger makeup (pudderet støver altid ud over den stakkels nabo-passagér)
- Børster hår (og fælder ud over deres medpassagerer)
- Synger/nynner med på musikken fra mp3′eren
- Taler højt i mobilen om deres underlivsundersøgelse eller andre intime emner (hun havde svamp, hende den sidste, jeg overhørte)
Jeg er ellers temmeligt kollektivt anlagt:
Jeg bor meget kollektivt og gør de fleste større ting i tilværelsen sammen med andre. Og jeg drømmer såmænd heller ikke om egen bil. (Regeringen kunne dog nok godt lige ta’ og lette rumpetten og se at bevilge den kollektive trafik en saltvandsindsprøjtning, før priserne bliver så tårnhøje og servicen så dårlig, at ingen gider benytte busser og tog, og de lige så godt ka’ lukke lortet - men dét er en helt anden snak). Kort sagt: Jeg kan godt lide at køre med tog og bus.
MEN: Noget, som ingen andre end vi - brugerne selv - kan gøre noget ved, er vores egen adfærd i det offentlige rum. At noget er kollektivt betyder både, at der skal være plads til alle inkl. diverse mærkværdigheder - men saftsuseme også, at man tager hensyn til hinanden.
Og det er lidt, som om vi har glemt, hvad hensyn er. Fx er ‘hov’ vist nok blevet erstatningen for ordet ‘undskyld’, når folk vader hinanden over fødderne i myldretiden… Kom nu ind i kampen, folkens! Dét kan vi godt gøre bedre!
11.08.08
Ka’ I huske Susanne?
Jeg skammer mig faktisk. Jeg skammer mig så meget, at jeg slet ikke kan overskue at forklare hende det. Så - tadaaa! - nu kører det i ring, og jeg får SLET ikke ringet…
For ikke så længe siden tilbragte jeg en dejlig aften med en veninde. På café-snakke-opdatere-måden. Som flere gange i løbet af den seneste tid, var der gået temmeligt længe, siden vi havde set hinanden sidst - hvilket vi i øvrigt begge højlydt beklagede.
Både før vores møde den aften og også sidenhen har jeg overvejet, hvorfor filen der går så lang tid imellem, at jeg ser netop denne veninde. Ganske vist har jeg helt reelt haft ret travlt den sidste tid. Men jeg har nu alligevel taget et par snakke med min mave om det, for jeg kan godt mærke, at travlhed ikke er hele grunden. Det gør ondt i den, maven, når jeg begynder at tænke over det her.
Og dét undrer mig virkelig, for jeg holder utroligt meget af hende veninden. Det gør da ikke ondt i maven, når man tænker på folk, man holder af, vel? Med mindre, altså, at man har mistet dem eller er uvenner med dem. Og jeg kan rigtig godt lide hendes selskab. Tænker tit på hende. Ikke desto mindre: Da jeg forleden kunne se i min mobiltelefon, at hun havde ringet, mens jeg var optaget af noget andet, ringede jeg ikke tilbage til hende.
Nu har jeg fundet ud af, hvad der er galt - og jeg er gal på mig selv. Jeg skammer mig faktisk. Jeg skammer mig så meget, at jeg slet ikke kan overskue at forklare hende det. Så - tadaaa! - nu kører det i ring, og jeg får slet ikke ringet:
Det, der er sket, er, at hun oppe i mit hoved er blevet en Susanne. Ja, en Susanne. I ved, sådan én, som Souvenirs sang om for nogle år siden. Hende, som man hader, fordi hun lykkes og er perfekt på alle fronter. Eller rettere: Hende, som man tror, at man hader lidt, selv om det i virkeligheden er sig selv, man er utilfreds med. Fordi det er nemmere at leve med at hade en anden end sig selv. Det er ikke så nemt at lukke sig selv ude af sin egen tilværelse…
Jeg hader ikke min veninde. Selvfølgelig ikke. Men mens hun er smuk og velklædt og meget tynd, har fundet det fede job, som er lige hende, og som giver den gode startløn, bor i den perfekte lejlighed i den rigtige del af København og for nogle måneder siden fik en kæreste, som hun bare svinger med, så sidder jeg fast.
Som en lille tumling, bliver jeg ved med at fedte rundt. Med for få penge til at købe noget ordentligt tøj, 8-10 kilo for meget på mavsen og en lejet bolig, der er rar, men som ikke er, hvad man kan betegne som en holdbar løsning i det lange løb. Og så har jeg heller ingen kæreste. Og hver gang jeg er sammen med hende “Susanne”, så bliver jeg sådan lidt mut. Også selv om jeg er glad for at se hende. Meget glad, endda. Og så skammer jeg mig bare sådan! For hold kæft, hvor har hun haft det svært på flere fronter i de sidste år. Og nu er hun endelig glad over det meste i sit liv, og så står jeg bare og har ondt i maven.
Hvad fanden er det for noget, altså?! Ville jeg blive gladere af, hvis vi begge var kede af det og ikke syntes, vi havde opnået det, vi ville?? Hvorfor er det ikke bare oplivende for mig at se, at det KAN lade sig gøre for én, der på de fleste - hvis ikke alle - områder har samme udgangspunkt som jeg?
Det SKAL det altså være, oplivende! Jeg må se at få ringet til hende - og fortælle hende, at jeg er et fjols. Men et fjols, der beundrer hende. Rigtig meget. Og så må jeg i øvrigt holde fast i, at jeg faktisk i løbet af den sidste måneds tid har fået tænkt over, hvad det er, der skal laves om i mit eget liv. Og at jeg er i gang. Rom er ikke nødvendigvis færdigbygget inden for det næste halve år, meeeen…
10.08.08
Jeg er hermed ikke længere bange for at dø
“Blah!”, indvender du måske ved synet af overskriften, “hvad sku’ nu være miraklet i dét? Jeg er sgu da heller ikke bange for sådan en smule død! Det er vel bare som at ligge og sove, og det gør vi jo i forvejen hele tiden pga alle de genudsendelser, som er det eneste, DR har råd til at sende. End ikke Birthe Rønn Hornbech siger jo længere noget, der kan holde nogens hjertemuskel pumpende. Dødt, mand! Fucking dødt!“.
Men hvis vi nu alligevel leger, at man i et svagt øjeblik rent faktisk synes, det spiller en rolle, hvorvidt man stadig trækker vejret og har en bevidsthed at opleve noget igennem, så er her et lidt formildende syn på dét at stille træskoene…
Oppe i Himlen venter nemlig SVARET, Jungs! Og ja, jeg ved godt, at lige præcis dén del af idéen har været lanceret et par gange før. Men det svar, jeg her taler om, er et andet og mere meningsfuldt end nogensinde før - hvis I spørger mig:
Vi kan nemlig møde ham her, når vi er døde!
Og dermed kan vi få at vide, hvad djävlan der skulle være sket med hans hovedperson Mikael “Kalle” Blomkvist og ikke mindst dennes dybt fascinerende”makker-figur” Lisbeth Salander.*) Ja, hvad der skulle være sket. Hvis altså hr. Larsson havde nået at skrive de resterende planlagte syv (SYV!) romaner i serien.
Stiletten
- som altså ikke kan lade være med RIGTIG MEGET at tro på et liv efter døden, sådan at jeg kan få arrangeret en kop kaffe eller tre med Larsson himself. For de bøger er da godt nok noget af det mest vanedannende og skingrende fantastiske fiktion, jeg længe har været ude for…!
*) Har heldigvis stadig bind 3 tilbage, så jeg ved faktisk ikke, om Salander stadig lever efter bind 2, der sluttede midt i alting, men sssssch…
09.08.08
Jeg SAGDE jo, jeg tackler det dér flirt dårligt!
Ja, han smilede endnu mere til mig i går på “du ved godt, jeg bare driller”-måden. Fordi han var en flab.
Ja, han blev hængende og stod og smilede til mig, selv om det var en anden, der havde tjansen med at øse mad op.
Ja, jeg ku’ være gået på væskeform og dryppet ned ad stolen af bare flovhed, da hans far - som også bor i ejendommen - faldt i snak med min far, og sidstnævnte selvfølgelig forsøgte at bilde ham ind, at jeg var hans (min Daddys) elskerinde. (Bare så fucking funny, Far! :-S )
Ja, jeg overvejede, om jeg havde fået en hjerneblødning, da jeg gengav det over for Kokken selv, da han senere kom ind og ville høre, om vi var tilfredse med maden.
Ja, jeg er lidt bekymret over, hvordan det virkede på mig, da han skævt smilende konstaterede, at det dér med elskere og elskerinder ku’ han ikke kommentere på, for det vidste han ikke noget om. Det brugte han ikke.
Og ja, næste gang Kokken er flabet, har jeg lovet mig selv bede ham skrubbe ud i sit køkken, så han kan stå dér og være høj og flot… (Komplimenter i en fjendtlig tone er så afgjort mit speciale!)
Og ja, hvis han igen kommenterer, at jeg nasser på husets aviser, så siger jeg sgu bare, at: “Ja, og du står bare dér og er to meter høj. TAL om fråds!”
Og neeeej, jeg gør ikke noget ved det - hvis han vil mig noget, ved han lissom, hvor jeg bor. Ing? Nå!
Hilsen Stiletten, 11 år - nu med tre (!) bumser i fjæset. Hvad sker der lige for dét??! Kan man godt blive idømt en genudsendelse af sine teenageår? *Nervøst ansigtsudtryk*
« Previous entries Project-Id-Version: WordPress 2.7 da_DK.ISO8859-1
Report-Msgid-Bugs-To:
POT-Creation-Date: 2009-02-09 18:56+0100
PO-Revision-Date:
Last-Translator: Søren Andersen
