31.10.08

Den rigtige mig? - Noget om lag

Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten

“Det ene øjeblik står jeg og kigger mig i et helfigursspejl og tænker glad: “Wow, vildt - faktisk har jeg jo en pæn og velproportioneret figur og flotte kindben!” Det næste øjeblik ville jeg ønske, jeg slet ikke havde en krop, når Den gifte Kollega står og giver mig elevatorblikket…”.

“Jeg ved sgu ikke… Jeg har det egentlig ret godt for tiden. Jeg føler mig positiv og har en masse energi og sådan. Men jeg synes altså også, jeg er ret følsom. Der er bare ikke det samme filter som ellers. Det er, som om alt, hvad folk siger til mig for tiden, går rent ind. Jeg får vist lidt mere opmærksomhed, eller også tør jeg bare tro mere på, at den er dér, eller noget. Og alle har jo brug for opmærksomhed. Men jeg bliver bare alt, alt for opmærksom på, hvordan alting i den opmærksomhed skal opfattes. Og sådan burde det vel ikke være, hvis man har det godt, vel?”

Veninden så tænksomt på mig hen over bofællesskabets køkkenbord, mens jeg talte. Vi sad hjemme hos hende og kunne høre oktoberblæsten pibe om Østerbrokarréens hushjørner. Heldigvis var vi i sikkerhed lunt og trygt inden døre. Sikkerhed…

“Stilet, tror du ikke, den følsomhed ku’ ha’ noget med dit vægttab at gøre?”
Jeg sad vist nok og nikkede sigende. Havde jo selv tænkt det samme. De havde jo også alle sammen prøvet at forberede mig - de andre tøser i vennekredsen, der har været igennem vægttab og spiseforstyrrelser og hvadharvi. Forberede mig på den sårbarhed og forvirring, som de bedre end så mange andre vidste, at jeg ville komme til at kæmpe mig igennem før eller siden. Men som jeg ikke rigtigt havde troet, jeg ville løbe på… Godmorgen, min bare - hvad ved man om ting, man ikke selv har oplevet?

“På en eller anden måde er det bare enormt dobbelt for mig”, fortsatte jeg. “Det ene øjeblik står jeg og kigger mig i et helfigursspejl og tænker glad: “Wow, vildt - faktisk har jeg jo en pæn og velproportioneret figur og flotte kindben!” Det næste øjeblik ville jeg ønske, jeg slet ikke havde en krop, når Den gifte Kollega står og giver mig elevatorblikket…”.

Veninden sad og nikkede forstående: “Det er vist meget normalt. Det er jo lissom om der bliver skrællet nogle lag af dig, ikke?”

Og jo, det er nok det, der sker for tiden - mit beskyttelseslag skrælles af. Pludselig har jeg ikke mere nogen undskyldninger for ikke at nærme mig mænd - jeg er jo ikke længere “hende den tykke”, men tværtimod en kvinde, der rent faktisk i glimt føler, at også jeg har adgangskort til den arena, hvor spillet mellem de to køn finder sted. I korte øjeblikke begynder jeg at tro lidt på, at det ikke bare er urkomisk og upassende, hvis jeg flirter og dermed samtidig postulerer, at jeg tror på min egen tiltrækningskraft. Det er dejligt - og samtidig angstfremkaldende og uvant i en grad, som de seneste dage har fået mig til at stivne.

Ikke blot skal jeg forholde mig til min egen proces på indersiden af hovedet. Jeg bliver dagligt konfronteret med den via medmenneskers mere eller mindre direkte reaktioner på forandringen eller - i tilfælde hvor folk først møder mig nu og ikke har Den gamle Stilet at sammenligne med - bare på “den nye mig”, som jeg selvfølgelig slet ikke selv har vænnet mig til endnu. Så der går helt kuk i den, når jeg kommer til at tackle og reagere på mine medmenneskers signaler og udmeldinger, sådan som jeg plejede at gøre. For det, de siger, er tit anderledes end før. (Giver jeg mening? - Meget betegnende bliver jeg helt i tvivl…)

Det er da dejligt med anerkendelse og komplimenter - helt sikkert. Det varmer meget! Men de forårsager også en masse tanker og forvirring, som jeg slet ikke havde forestillet mig, jeg ville opleve. Vel fordi jeg er i en overgangsfase.

Jeg får fuldstændigt uanstændige mængder af opmærksomhed fra Den gifte Kollega (sagt uden overdrivelse) - ikke at jeg ikke fik det før min kostomlægning. Men fordi jeg selv tror på, jeg er blevet bare minimalt mere attraktiv, giver jeg ham vist mere næring til at fortsætte end tidligere… Jeg bliver også kigget efter på gaden - og ved slet ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv, når det sker. Hvorfor fanden sådanne positive reaktioner nu skal være så svære for mig at tackle, kan jeg sgu ikke helt få ind i min knold. Men det er de altså. Jeg kan næsten ikke engang skrive om det, altså - og hvornår har der nogensinde været ting, jeg, skribenten, ikke kunne skrive om?

- Godt være, jeg lige skal inden om de dér veninder igen - måske forstår jeg lidt mere nu og kan lytte lidt bedre…

Permalink 7 kommentarer

28.10.08

Om ting man ikke vil vide - på den ubehagelige måde

Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten

Brevet var ikke skrevet under. Der var kun anført et hurtigt nedkradset mobilnummer…

Der var engang i sommer, hvor jeg nogle uger i træk kedede mig ret gudsjammerligt på job. Dagene lignede hinanden til forveksling, og jeg var på et vist tidspunkt nærmest grænsepsykotisk af understimulering. Men den tid synes pludselig som meget længe siden… Ikke to dage ligner hinanden nu, og skulle man alligevel falde hen og måske næsten slappe af (!), kan man være evigt forvisset om, at der snart dukker noget uforudset og ubehageligt/næsten uløseligt/spændende, men krævende/urkomisk op. Desuden har jeg mere end rigeligt at gøre med at forholde mig til ham her. Men lad nu ham ligge. Høhø. I dag er det ikke klichéernes kliché, firmaflirten, der fylder…

Ved siden af alt det bogholderiarbejde og diverse telefonopkald, jeg sidder med, så har jeg også nogle af alle de dér kontortjanser, som ingen gider, men som alle i et mindre firma er nødt til at snuppe deres del af, for at det hele kan køre rundt. Så mine morgener starter tit med en postrunde i huset. Det er såmænd en rigtig hyggelig anledning til at hilse alle medarbejdere godmorgen. Men på den dårlige side kommer jeg så også ind imellem til at vide ting, jeg ikke sku’ ha’ vidst. Eller som bare er lidt underlige at vide. Heldigvis som regel bare på den sjove “officielt ved jeg ingenting”-måde. Og mine kolleger kan sagtens regne med, jeg holder min kæft. Ikke så meget fordi jeg er et hæderligt menneske, men fordi det lissom er ret nemt at lokalisere, hvor den slags info kommer fra, hvis den løber videre…

Til morgen var det imidlertid ikke spor skægt at gå den postrunde. En kollega modtog et meget ubehageligt trusselsbrev. Det handlede om penge. Rigtig mange penge. En eller anden form for handel, der med garanti intet havde med vores firma at gøre. Tonen var temmeligt voldsom. Og det var tydeligt, at den eneste grund til, at det var sendt til bemeldte kollegas arbejdsadresse, var, at afsenderen ønskede, at andre skulle vide, at denne kollega tilsyneladende er havnet, hvor han ikke kan bunde… Brevet var ikke skrevet under. Der var kun anført et hurtigt nedkradset mobilnummer.

Jeg sad længe og stirrede på det, må jeg indrømme. Sku’ jeg bare gå op til kollegaen med det? Ignorere, at jeg vidste noget om hans private situation, som jeg i dén grad ikke har lyst at vide? At det var modtaget via firmaet? Min mavefornemmelse protesterede. Det virkede forkert at sidde det overhørig. Jeg gik til min chef - der om muligt blev mere chokeret end jeg. Hun tog en kopi af den håndskrevne hilsen med henblik på en eventuel politianmeldelse, og det var måske meget godt, for modtagerens umiddelbare reaktion var lidt senere bare at rive brevet i stykker og slå den hen som en dårlig spøg, da en anden medarbejder spurgte, hvad det var for et brev.

Og nu sidder jeg så her med en dårlig smag i munden. Officielt ved jeg ingenting. Men kollegaen véd i sagens natur, at jeg ved. Og han må også være klar over, at jeg nu ser ham i et andet lys og spekulerer lidt over, hvad filen han egentlig gemmer på inde under sit velplejede ydre. Og på om nogen ikke burde hjælpe ham.

Fuck mand! Godt, at det kun er Staten, jeg skylder penge i form af mega studiegæld…

Skal sjovt nok IKKE i Urban!

Permalink 3 kommentarer

25.10.08

Og sådan er dét bare

Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten

Jeg kan ikke spille andre sange end de her i dag. Og så snakker vi ikke mere om det. For den slags taler man jo ikke om…

Permalink 4 kommentarer

23.10.08

Om skraldespande - endnu en leveregel

Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten

Dagens leveregel: Lad være med at rengøre skraldespand, når du har tømmermænd.

Ind imellem kan det jo være nødvendigt at fastlægge, præcis hvor mange tømmermænd man har på en skala fra Hans Engell til W.C. Fields. Eller… Ja, jeg fandt i hvert fald ud af, hvor slemt det stod til her lige før. Fik den vanvittige idé at rengøre genbrugsbeholderen (mindre skraldespand) - tømmermænd eller ej. Ergo smuttede jeg ud i badeværelset med kalorius, så den ku’ få en tiltrængt spuling. Der var bare liiiige noget, Stiletten ikke havde taget højde for…

Er I KLAR over, hvor dårligt sådan noget vand med halvrådne madrester i lugter??! Er I KLAR over, hvor klam en farve det har?? Og hvor meget lyden af det ned i wc-kummen lyder som… nåja… gæt selv. :-S Må hellere få tjekket brækrefleks ved næste lægetjek, for der må simpelthen være noget galt, siden jeg formåede at lade være med at kaste op og nøjedes med at frembringe nogle ucharmerende gylpelyde.

Til gengæld har jeg så endnu mere kvalme nu, end da jeg vågnede. Sidder og kæmper med “morgenmaden”… Og så var jeg ikke engang bimlefuld i går. *Suk*

Permalink 17 kommentarer

22.10.08

Nogen bud på en god forklaring?

Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten

Okay, jeg fik da sovet en smule i nat. Hænger faktisk tilnærmelsesvis sammen oven i hovedet i dag. Men det giver stadig ikke mening for mig, hvorfor ham den gifte kollega i går sneg sig tæt forbi mig på vej ud fra chefkontoret og sådan på i smug og diskret-måden stak sit visitkort i hånden på mig.

Jeg kender da godt hans navn, mail, titel og nummer til arbejdsmobilen. Jeg har tilmed også hans private (af ganske kedelige praktiske årsager). Så hvad ska’ jeg med det?

Og neeeej, der var ingen listige beskeder på bagsiden eller den slags… Så det her er altså lidt mærkeligt.

Permalink 28 kommentarer

21.10.08

Hvem melder sig til at gi’ Verden et lynkursus i timing??

Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten

Jeg vågnede aldrig i morges. Jeg greb bare ud efter vækkeuret, da det ringede. Konstaterede, at verden har den mest lousy form for humor, og at ham, der skriver søvnbon’er ud, åbenbart også er ramt af den globale finanskrise: Han havde i hvert fald kun bevilget mig nærige 2½ time (af den billige slags). Skrev til min chef, at jeg fleksede et par timer og blev dernæst belønnet med halvanden times mareridt og vågnede op badet i sved.

Min hjerne, der ellers er i fin form og træning, når det gælder at håndtere søvnunderskud, ville bare ikke. Og det er jo totalt omvendt på den ulogiske måde, når man tænker lidt over det, for Konen har lige haft fem fridage i rap - og sovet mindst ti timer i døgnet… Men der er bare så meget, der gungrer rundt i min knold for tiden, at der nok snart skal kigges på noget seriøs trafikregulering og hastighedsbegrænsning deroppe.

Der sker SÅ meget! En ven fik forleden et ildebefindende - dejsede pludselig om og brækkede tilmed et ribben. Anden gang inden for fire måneder. Og lægerne kan ikke finde nogen forklaring, selv om de har skannet ham i hoved og røv. En veninde, som ellers aldrig piver, ringede til mig grædende over sit nye job, hvor chefen er en hård negl - og hun var ellers lige flygtet fra et andet job, hvor chefen udviklede mere og mere psykopatiske træk over årene. Så dét her var det sidste, hun havde brug for… For at det ikke skal være løgn, er en anden veninde til min rædsel røget ind på Psykiatrisk med en psykose, og alle mine gamle minder står pludselig på nakken af hinanden for at få opmærksomhed - samtidig med at jeg selvfølgelig gør, hvad jeg kan for at støtte hende.

Og så er der jo stadig det her og det her og det her, der også skvulper rundt oppe i knolden og gør mig forvirret og træt og ukoncentreret om alt det dér, jeg burde koncentrere mig om for at være et ansvarligt og pålideligt menneske. Der er også masser af gode og spændende og fantastiske erkendelser, som gør mig enormt glad, men alligevel…

Så forestil jer, hvilket overskud, jeg ikke havde, da jeg ankom til min arbejdsplads op ad formiddagen kun for at finde ud af, hvorfor jeg aldrig fik noget svar fra chefen på min sms: Hun sad i møde med vores udenlandske partner, og kontoret havde været ved at brænde sammen, fordi telefonerne med vanlig sans for timing havde ringet og ringet, og vi var underbemandede (bl.a. fordi jeg jo havde ligget derhjemme og haft mareridt). Alt i alt ikke den bedste morgen, min hjerne havde valgt at stå af på.

Nu har jeg en meget forstående chef, og der var ingen sure miner. Men for Helvede, jeg hader verdens timing nu og da! Jeg er stadig træt helt ind i marven. Alt kører rundt inden i knolden. Telefonerne er blevet ved at kime. Gæster fra alle mulige steder bliver ved med at dumpe ind og spørge om alt muligt (vi taler kontoret, der somme tider er helt stille flere dage i træk!)

Nu har jeg så lige fået at vide, at jeg “formodentlig” bliver indkaldt til orienteringsmøde vedr. den stilling, som firmaet har planer om at oprette til mig. For når nu vores britiske chef er her, vil han da “gerne lige snakke med mig og høre om mine forventninger.”

Tak for ingen forberedelsestid, siger jeg bare! Håber, at überbossen ikke har tid før i morgen - må tilstå, at jeg nok ikke rigtig synes, at i dag er dagen, hvor jeg kan komme med et rigtig godt bud på, hvor meget i lønningsposen jeg er værd… :-S

Permalink 12 kommentarer

20.10.08

Blogland som spejlsal

Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten

I kender det godt, ikke? Man genkender SÅ tit sig selv, når man læser andres blogs. Og sammenligner sig. Og føler sig mindre end. Og større end. Og sjovere end. Og kedeligere end. Og man bliver ved at læse de blogs, man ikke kan lide… Chancen for at lære noget om sig selv er alt for fristende.

Når vi møder andre mennesker, så ser vi enten vores egne værste sider eller mangler eller komplekser i dem (vi projicerer - overfører - vores frygt og komplekser på andre). Eller også får vi øje på det, vi allerbedst kan lide ved os selv - altså ovre i en anden person: Vi “spejler” os - og genkender og forelsker (!) os måske ligefrem. Narcissus kan GODT gå hjem og lægge sig!

Det er helt vildt, som jeg ind imellem kan ta’ mig selv i det dér - og måske forekommer det mig især i Blogland ekstra voldsomt (og lidt absurd), fordi jeg ikke har mødt de mennesker, jeg stort set dagligt kommunikerer med om mange personlige og følelsesmæssige emner!

Somme tider forsvinder udsynet fuldstændigt, og jeg har det, som om jeg går rundt i Spejlsalen i Tivoli, når jeg surfer igennem listen af yndlingsblogs og ikke mindst yndlingshadeblogs**:

Faktisk er det ikke helt til at sige, om det, jeg forholder mig til, når jeg kommenterer hos andre bloggere, er mystiske spejlinger af mig selv - eller egentlig er dem, menneskene bag. Det fantastiske er, at det måske i forhold til parternes udbytte af kommunikationen også er helt ligegyldigt, når det kommer til stykket…

Så når Ace driller mig med, at jeg kommenterer over det hele… begynder det straks at syde i overførselsbeholderen: “Stilet, du er for opmærksomhedskrævende! Lad nu de voksne snakke, ikke?”, sukker en gammel stemme, som engang var min trætte fars, men som nu administreres af mit selvværd. Og så bliver jeg pissefornærmet. Og da det er nemmere at være fornærmet på andre end sig selv, går det ud over Ace - måske skriver jeg det ikke direkte (man har vel sin stolthed ), men jeg sidder og mugger. Der er bare liiige det, at… Ace drillede jo bare venskabeligt og aner intet om min far-stemme…

Når Jomme på karakteristisk stille og rolig, smilende facon fortæller mig, at jeg bare skal slappe helt af og ikke spilde tiden på at hidse mig op over småting. Når han måske endda begynder at ævle løs om egne erfaringer… så dukker min indre Jante og trodsige 5-årige i skøn forening op: En gammel følelse af aldrig at være blevet taget alvorligt råber og skriger pludselig.  Op dukker ekkoer af forældre, der altid havde voksne erfaringer (og problemer!) til op over begge ører og ikke syntes, at Stilettens børneudgaver af vanskeligheder og sorger var særligt vigtige, og som hellere ville høre på sig selv: “Nu drejer det sig om mig, mig, mig!” insisterer min indre overførselsstemme, der sagtens kan lade sig harme af det faktum alene, at Jomme er sytten år ældre end jeg.

Men Jomme ville jo bare vise deltagelse og forståelse. Bidrage med noget, han håber, jeg kan bruge…

Når Fab har en dårlig dag og ikke overkommer noget som helst og skriver  - beundringsværdigt åbent - om det, så er spejlingen der endnu en gang. Den lille Stilet, som ikke følte, der var plads til at være ked af det og slatten og i underskud, bliver harm og sukker: “Nu må du sgu ta’ dig sammen, Fab! Hvor svært kan det være??” Oversat: “Når jeg ikke må være pivet, hvorfor skal du så ha’ lov??” Men læg mærke til, at på andre dage ser jeg Fabs underskudsindlæg helt anderledes - som tegn på en sund og stærk evne til at mærke efter og sige fra…

Når ham her på sin blog er smart i låget og pisseflabet på den barnlige måde, så finder jeg det charmerende. I virkeligheden handler dét igen ikke om en kæft andet end ham dér Narcissus. Jeg genkender min egen flabethed på veloplagte dage og fornøjes (man er vel en lille charmerende lækkerbid, ikke…? )

Ikke særligt fair er jeg flere gange i min tid som blogger gået i brækkrampe over de her Kloge Åge’er til kvindelige bloggere, som kan reflektere og vende og dreje prismet, så nye nuancer af sollyset skinner igennem det på helt fantastiske måder. Min indre overførsel skriger af sine sølle lungers fulde kraft: “Ja, men hvad nytter det alt sammen? Du er så pisseklog, at du kan undvære hovedet - men kvinde!? Kan du være dét? Har du overhovedet et underliv?? Nå, hva’?! Så hold dog din akademiske kæft!”

Engang var det min mor, hvis vrangforestillinger råbte sådan ad mig. Nu er det en unavngiven stemme inden i mig. Den dér, som indtil for nylig ikke troede, hun havde adgangskort til kvindeligheden, og som stadig karter rundt i den, totalt Bambi på isen. Som følte sig så bittelille og hurtigt kom til at tro på, at evnen til at reflektere var modsætningen til at kunne være sexet og forførende.

Heldigvis har jeg snakket med flere af de her bloggere, Kloge Åge’erne - og hold kæft, hvor er der mange dejlige (og superfeminine!) kvinder derude (ingen nævnt, ingen glemt ).

Interessant nok er kvindeligheden så andre steder så meget fremme i skoen, at det helt tager pusten fra både mig og overførselskassen. Meget irriterende er der ikke engang noget der tyder på, at sexbomben bag bloggen er ubegavet oven i æsken. Og som direkte konsekvens deraf sejler mindreværdet ned ad hjernevæggene her… Ene og alene pga hendes beskrivelser af handlinger, jeg selv ville ønske, at jeg (turde tro på), jeg kunne udføre. Og fordi de er skrevet af en person, jeg tilsyneladende ville synes om.

Hvad fanden er dét for noget rod? Kan man nu ikke engang få lov at vende sit mindreværd udad som vrede og frustreret antipati?! Pis oss’…

Når nogle få bloggere hænger meget ud sammen, tydeligvis ses irl og altid kommenterer hos hinanden på chat-lange-tråde-med-smalltalk-måden, sååååå er psyken dér igen: Kliker - at være udenfor - mobning - de kan ikke lide mig. Skolegården. Femte klasse. Jeg er kikset. Jeg kan rammes. Hænges ud. Grines ad. Bag min ryg.

Jeg holder mig væk. Lurer lidt på sidelinjen. Forsøger at overse deres aliasser, hvor de måtte dukke op. Men pludselig er der alligevel et indlæg, som er for fedt til, at jeg kan lade være med at kommentere. Og der bliver taget godt imod. Whatthefuck!? Jeg vågner af mit eget blog-spejlingsmareridt - og opdager, at jeg har haft ondt i maven over et fatamorgana…

Og så har jeg ikke engang nævnt de blogs, jeg ikke bryder mig om. I virkeligheden ville antipatierne måske fordampe op i den blå luft, hvis man begyndte at undersøge spejlinger og andet skidt i forhold til disse? Well. Der er maaaange flere eksempler, hvis det sku’ være. Men jeg tror, jeg holder her. Jeg kan næsten allerede mærke, hvordan I sidder og læser det her indlæg, laver himmelvendte øjne og udbryder: “Hende Stiletten er fandeme skæv oven i kysen!”… Men måske det bare er mit mindreværd, der står og råber - igen.

Hvis ikke man kan lide at høre sandheden om sig selv - fra sig selv. Så skal man lade være med at blogge…

**) For en ordens skyld skal siges, at jeg stort set ikke kommenterer sidstnævnte gruppe.

Permalink 25 kommentarer

19.10.08

Hvad nu hvis jeg var en kvinde, man godt gad kneppe?

Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten

Hvis det havde været en veninde, der var kommet til mig og havde sagt, at…

… gift kollega var blevet hængende i firmaet flere gange til langt over hans fyraften bare for at hyggesludre og grine med hende
… selvsamme kollega, som veninden egentlig efterhånden var blevet en slags fortrolig med, for nylig havde sendt hende en sød mail, indeholdende en lille generel opfordring til at bryde regler, kysse langsomt og elske rigtigt
… gift kollega igen og igen havde understreget, at han altså gerne ville køre hende hjem, og at det jo var “lige på vejen, så hun sku’ bare sige til”…
… kollegaen altid var på hendes side i interne faglige diskussioner i afdelingen og gerne bakkede hende hundrede procent op også i tilfælde, hvor han risikerede at blive upopulær blandt andre kolleger pga det
… hun på det sidste flere gange havde taget bemeldte kollega i at stå og betragte hende på “klæde af med øjnene”-måden (selv om han forsøgte at skjule det)
… kollega tit og ofte komplimenterede hende for hendes skarpe hjerne…

Ja. Hvis en veninde havde sagt de her ting til mig, ved jeg jo godt, hvordan jeg ville ha’ svaret. Jeg ville ha’ advaret hende. Måske er han ude på noget. Hold lidt igen. Lad være med at skide i egen rede, du ved. Og jeg ville ha’ spurgt, hvordan hun selv havde det med situationen. Med ham. Sidst men ikke mindst ville jeg i dén grad håbe, at hun ikke var tiltrukket af ham.

Men… Nu er det jo rent faktisk mig selv, der står i situationen. Så er det pludselig ikke så enkelt.

Lige først må jeg tilstå, at jeg tænkte Den gamle Stilet-tanker. Fra før det her. Jeg tænkte (i et meget kort glimt, for alt det her behøvede jeg jo ikke beskæftige mig med…), at jeg slet ikke burde bekymre mig - netop fordi jeg jo var mig.

Jeg kan godt være sjov og humoristisk. Endda en lillebitte smule charmerende, hvis jeg virkelig tager mig sammen. Men sexet? Niks slikke slut prut, du! Dét er den kvindelige chefs bord. Venindernes bord. Alle andre kvinders bord. Ergo ville det være naturstridigt, hvis gift kollega havde set mig som muligt sexobjekt.

Men lige så stille sivede det ind - Den nye Stilet greb fat i kraven på Den Gamle og gav den et par på lampen: Måske er det rent faktisk ved at blive sådan en liiiille smule farligt med den kollega, Stilet? For hvad nu hvis du rent faktisk er sådan én, som nogle mænd godt kunne tænke sig at kneppe? Hvad hvis de ser dig som både tiltrækkende og sexet? Sku’ du måske hellere sige nej til det lift? Var det bare en sindssygt dårlig idé, da du forleden med masser af spillende øjenkontakt fortalte ham, hvor sødt det var med den mail, og hvor glad du var blevet? Han smilede jo også fra øre til øre, da han fik den melding…

Eddermugme ikke nemt, det dér, hvis jeg lige pludselig skal til at ta’ med i mine beregninger, at nogle mænd ligefrem ku’ komme til at begære mig!?

Må vist ha’ snakket med hende dér veninden, jeg render rundt med indeni…

Permalink 32 kommentarer

16.10.08

For cool til sig selv?

Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten

Af SÅ mange grunde skal den her på bloggen, inden jeg nu kryber ind i alkoven. Vi kan jo sige, at det bare er for at ønske godnat - evt. god weekend, selv om vi nok blogges igen i morgen.

Permalink 24 kommentarer

Revet ost - en leveregel

Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten

Når du nu absolut skal være så emsig med at bruge alle madvarer helt op og ikke smide noget ud, Stilet, så er det selvfølgelig en fin idé at ville bruge det sidste af en pose revet ost på knækbrød her til morgen…

Men det er fileme da for dumt at forsøge at spise det hen over din bærbare!! 

/Stiletten - i dag travlt beskæftiget med at fiske halvt smeltede ostetrevler ud af tastatur…

Permalink 12 kommentarer

15.10.08

Kvinder tænker bare ikke lige så meget på sex som mænd

Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten

I ved godt - vi har vel alle vore favoritmodeller - ikke? Dem, som det bare gør os SÅ lykkelige at “pakke ud”, og som i drømmene selvfølgelig sidder på lige præcis ham, som vi også joker og pingponger godt med - ham, som laver den bedste béarnaise.

Det starter kl. lidt i syv hver morgen (undtagen når jeg har fri, så er det lidt i ti…) Efter vækkeurets ubarmhjertige bimlen ligger jeg og sunder mig i minimum fem - maks tyve minutter. Mærker langsomt bevidstheden indfinde sig - og jo, den er god nok: Kroppen er der endnu. Jeg kan mærke og føle en hel masse dér under den varme dyne. Selv om jeg altså knap nok er vågen, er der som oftest nogle billeder af en ganske bestemt karakter på min indre biograf… Måske er det drømmerester, som jeg endnu ikke har rystet helt af mit søvndrukne jeg? Måske er det bare instinktet, der vågner sammen med resten af kadaveret. WhatdoIknow?

I hvert fald ser jeg fx for mig et særligt godt glimt, jeg forleden fik af den mandlige chefs røv (nuuuij, han var lækker i netop de bukser!). Eller Kokkens overarme i den t-shirt, han havde på, sidst jeg så ham nede i køkkenet. En hurtig rusker ind over sengegærdet (hvis man altså havde sådan ét) ville da være svært stimulerende med ham! Jeg synker hen i billeder…

Så får jeg pludselig travlt. Kommer i tanke om tiden. Farer op og ud af alkoven, får smidt den rituelle kaffe over og går i gang med at flikke madpakke sammen. De næste tre kvarter farer jeg rundt (upåagtet at jeg næsten ikke har noget plads at fare på). Men allerede ved makeuppen går det galt igen. Det er, som om de langsommelige bevægelser lægger op til, at man tænker flydende, drømmende tanker imens - også selv om man strengt taget slet ikke har tid til langsommelighed, når man står kun iført undertøj og halvfugtig hud et kvarter i gåtid.

Ham den flotte fra ejendommen har eddermame nogle sexede øjne. Da han stoppede mig i går i Parterret (det hedder en del af vores hus) for at sludre med mig og spørge om noget praktisk, var det fandeme da svært at koncentrere sig. Sikke et smil! Hvordan ser de øjne mon ud, lige inden han… I ved nok…? - Og så skidt med, at han vist nok er femogfyrre og delefar til to. Han er pisselækker, og jeg tænder for vildt på de dér intense øjne med de flotte vifter af smilerynker og så hans briller. Uhm… Kloge mænd. Tog mig sammen og lod være med at kigge ned, mens han stod der og snakkede og smilede over hele 2550-øren. Er der noget værre end at blive taget i at lure pik? Nej, vel - en og anden kvinde derude må i dén grad vide, hvad jeg taler om!

På det her tidspunkt er jeg færdig med at lægge makeup - hvis vi er heldige, og drømmerierne altså ikke har fået mig til at lægge mascaraen cirka omme i øret, mens øjenskyggen er havnet i mundvigen. Og jeg buldrer fortravlet ned ad trapperne med min taske i favnen og mp3-eren syngende i ørerne.

Nu dukker næste udfordring op: Bussen og toget. Der er tit lækre mænd med. Eller måske bare nogle stykker, der “har liiidt af et eller andet over sig”. På den måde kan så sammensættes en voldsomt forførende fantasimand af den dér enormt sanselige mund, man så hos ham den mørkhårede med krøllerne. Også hans flotte kæbe, tak - ja, og så den dér bagdel, som sad på ham, jeg kunne se gennem glasruden ude i s-togets mellemgang. Han har garanteret også en dejlig pik - den helt rigtige slags. I ved godt - vi har vel alle vore favoritmodeller - ikke? Dem, som det bare gør os SÅ lykkelige at “pakke ud”, og som i drømmene selvfølgelig sidder på lige præcis ham, som vi også joker og pingponger godt med - ham, som laver den bedste béarnaise.

Foruden de allerede nævnte mænd vil jeg så selvfølgelig også ha’… Og… og… og…

Sådan fortsætter det dagen igennem. Chefer, andre mandlige kolleger, tilfældige forbipasserende, naboer, ekspedienter, mænd med lækre telefonstemmer, venners venner (okay, så - OGSÅ venner! )…

Ind imellem alt det andet jeg tænker på, så tænker jeg på sex. Kortere eller længere glimt. Mere eller mindre intenst. Men jeg gør det. Hver dag. Normalt ikke på en frustreret, ulykkelig måde - når det dértil, må man jo finde på noget. Men jeg tænker på det. Det ER der. Jeg styrer det ikke selv. Det dukker bare op - er der måske i virkeligheden lidt hele tiden. Konkrete billeder af mænd, jeg omgiver mig med i virkeligheden. Oppe i mit hoved indgår de i seksuelle situationer, selv om de måske står foran mig og snakker om lønadministration, ombytning af mobiltelefoner eller madbestilling hjemme i huset. Somme tider bliver det ikke til decideret sex deroppe i nødden på mig. Så er de bare nøgne mænd, der gladeligt står og viser sig frem for mig, efter at jeg har klædt dem af uden at spørge først.

Så… Jeg siger ikke, at tesen i overskriften er forkert. Jeg siger bare, at hvis den passer - så har jeg sgu næsten ondt af jer, gutter! For hold kæft, hvor må det være svært at koncentrere sig om noget som helst, hvis I tænker mere på den slags end os! Og så siger jeg nok også lidt, at det undrer mig, at den dér myte har overlevet så længe…

P.s. Og inden I nu kommer for godt i gang: Nej, ovenstående er ikke først dukket op, efter at jeg for et års tid siden blev single. Sådan her har det altid været. Også når jeg har været i forhold.

Permalink 41 kommentarer

13.10.08

Ikke blot er han gift…

Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten

Samtale med veninde, der kom til middag her til aften. Vi diskuterede, hvordan filen man egentlig som kvinde bør reagere, når man tager en mand i at tjekke én lidt ud. (Ja, jeg var jo nødt til at ha’ nogle tips, for fa’en - har jo aldrig taget kørekort til det lort!)

Der gik ikke længe, før vi nåede frem til, at det kom meget an på, om han var en helt fremmed, én, man kendte, én, man på en eller anden måde var afhængig af osv - og så begyndte vi at kategorisere og erfaringsudveksle, som kvinder nu gør. (Pssst, gutter - det er dét, der somme tider tager meget lang tid på dametoilettet nede i biffen…)

Hvad vi nåede frem til i øvrigt er selvfølgelig at regne som forretningshemmeligheder - og væggene har jo ører herinde, så…

Anyway: Da vi så kommer ind på navngiven kollega, som jeg på det sidste pludselig har taget i at tjekke mig ud nogle gange, og som jeg efterhånden nok må erkende, ser ud til at ha’ et lidt mere end kollegialt godt øje til mig, bliver veninden med ét overraskende moralsk:

“Altså Stilet - han er GIFT. Ja, og så har han OGSÅ en kone…!”

Ro på, søde veninde. Jeg er ikke ude i noget snavs, men kors hvor var det en dejlig fortalelse, den dér! 

Noget helt andet er så, at jeg må samle mod, hele mit lager af nosser (yessir!) og mandshjerte til i morgen at fortælle selvsamme kollega, at jeg altså faktisk blev rigtig glad for den vildt søde mail, han sendte mig i eftermiddags…

UPDATE:
Det var faktisk først efter Aces kommentarer i tråden her, at jeg pludselig blev meget lettet over al den humor, der også var i kollegaens mail OG at følgende besked var fortrykt - ellers ku’ jeg måske godt være gået lidt i coma…:

“Dagens besked er:
Livet er kort, bryd nogle regler, tilgiv hurtigt, kys langsomt, elsk rigtigt, grin ukontrollabelt og fortryd aldrig noget der fik dig til at grine…..”

Permalink 16 kommentarer

Vi kvinder hører jo altid, hvad der IKKE bliver sagt

Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten

Talte i weekenden med eks’en, som jeg ikke troede, at jeg kunne snakke med mere, når nu vi var blevet helt afklarede med, at vi aldrig sku’ forsøge os som kærester igen. Men det er faktisk rigtig hyggeligt og meget afslappet, når vi sludrer sådan cirka hver fjortende dag. Nå, men så var det at den her ordveksling dukkede op under vores samtale i lørdags. Det var egentlig først bagefter, jeg fattede, hvad der var blevet sagt - eller måske snarere ikke sagt…

Han havde lige fortalt mig, at han nu rent faktisk er blevet tilbudt et fedt job i København - og at han har meldt ud til arbejdsgiver, at han godt kunnne være interesseret. Jeg blev meget, meget glad på hans vegne. Det har aldrig været meningen, at han skulle strande tilbage i sin barndoms provinsby.

Jeg: “Fedt! Aj, hvor er det godt for dig - så må vi klart mødes og drikke kaffe en dag, hvis du virkelig kommer til at bo herovre!”
Han (i lidt forsigtigt tonefald, men også med smil i stemmen): “Ja, hvis ikke det er for underligt…”
Jeg (tænkte): “Aj, come on - vi kan snakke læææænge i telefon cirka hver fjortende dag. Hvorfor sku’ vi ikke ku’ mødes over en kaffe??”
Jeg (sagde): “Det tror jeg altså ikke. Jeg tror, det ku’ være hyggeligt!”
Han (mumlende): “Hm. Men hvad så hvis du kommer dér og er totalt slank og lækker og med langt hår og så… Jeg får svært ved at…”
Jeg: “Hvad?”
Han: “Ikke noget…”.

Hm. For én gangs skyld er Nynnes yndlingsudtryk meget, meget passende: Og så så man lige mig. For så så man nemlig lige præcis mig sidde og spekulere over, om jeg eventuelt er begyndt at “høre-hallucinere”. Og når vi nu i dén grad ved, at vi ikke fungerer sammen som par - hvad filen sku’ det så betyde, at jeg måske er tyve kilo lettere og måske har ti centimeter længere hår til den tid?

Permalink 13 kommentarer

12.10.08

Hvor jeg bare ikke gider at være ugidelig!

Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten

Måske har der bare været overload efter dette? For mange tanker og helt nye følelser igennem maskineriet på lidt for kort tid? Måske skal jeg bare sunde mig?

Efter et par døgn totalt i skyerne humør- og energimæssigt er jeg i hvert fald i dag så flad som nogen - også selv om jeg denne weekend har sovet helt abnormt meget.

Var ellers glad (om end stadig træt) da jeg vågnede. Men i løbet af dagen er jeg blevet mere og mere rastløs, irritabel, uoplagt, og jeg orker bare ikke tanken om de næste tre dage på arbejde, hvor jeg véd, at jeg får drønhamrende travlt (derefter har jeg heldigvis lidt ferie)…

… tre dage hvor jeg samtidig har været så usmart (læs: optimistisk) at lægge en aftale hver aften.

Det kan selvfølgelig også være, uoplagtheden skyldes, at jeg ikke har trænet i dag. Ja, eller at jeg slet ikke har været ude i det flotte efterårsvejr, men bare hængt inden døre iført nattøj. Eller måske har jeg bare drukket for lidt kaffe. Mulighederne er mange.

Uanset hvad. I dag gider jeg bare ikke. Og netop dét gider jeg slet ikke. Men hvor meget jeg end hader det: Butikken er lukket. Kom igen i morgen.

Permalink 8 kommentarer

10.10.08

Mig og min kvindelighed: En meget lang bekendelse

Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten

Selv om jeg fik mere og mere styr på tøj og hår og makeup og sko og alt det dér wanna be kvindelighedshejs, så virkede det bare stadig ikke for mig. Jeg skrev stadig indlæg om ikke at kunne score og forføre. Jeg skrev stadig indlæg, der handlede om min paniske angst for at smile til en fremmed på gaden og om den store smerte, jeg følte, ved aldrig at være blevet forført eller blot spurgt efter mit telefonnummer.

Det er nu ikke, fordi ordet har figureret så ofte på mine blogs, men det ville alligevel være den mest dækkende tag, man kunne sætte på de dér blogposter. Jeg har angrebet den fra forskellige vinkler, skrevet om forskellige aspekter af den, gjort det for sjov og for alvor. Den har fyldt så enormt meget. Fordi jeg aldrig har forstået den. Eller fordi jeg ikke forligede mig med den. Fordi jeg ikke kunne få hold på, hvad det egentlig var. Hvad der forventedes af mig. Hvad jeg selv ønskede mig af den. Om jeg bandede den et langt stykke - eller i virkeligheden længtes efter den.Det er min KVINDELIGHED, jeg taler om.

Sandheden er vist, at jeg gjorde begge dele - bandede og længtes. Jeg erindrer stunder, hvor jeg kunne ha’ splittet hele min bolig ad i lutter frustration over ikke at magte den dér forpulede, forsuttede kvindelighed. Ikke at føle mig tilpas med den. Og andre stunder hvor jeg har set en virkelig selvsikker, hvilende i sig selv kvinde - ikke pige, kvinde! - på gaden og misundeligt tænkt: “Hvem der bare…”

Venner, kærester og familie har kigget målløse på mig, når jeg forsøgte at forklare:
“Stilet, du er da så feminin som noget - dine runde kurver, din følsomhed og nærtagenhed, din stolthed… Jowjow, du er da enormt meget kvinde! Gå ud og flirt og fest og dans og knep!”

Nå, okay. Så dét var altså kvindelighed. Fint, jamen så var vel dén sag i orden. Men mine blogposter blev stedse mere frustrerede…

Selv om jeg fik mere og mere styr på tøj og hår og makeup og sko og alt det dér wanna be kvindelighedshejs, så virkede det bare stadig ikke for mig. Jeg skrev stadig indlæg om ikke at kunne score og forføre. Jeg skrev stadig indlæg, der handlede om min paniske angst for at smile til en fremmed på gaden og den store smerte, jeg følte, ved aldrig at være blevet forført eller blot spurgt efter mit telefonnummer.

Vennerne erklærede på skift i de velmenende snakke, de tog med mig om emnet, at jeg altså måtte lade være med at lukke sådan ned. Der var helt sikkert masser af fyre, der fandt mig både sød og sjov og rigtig interessant. Jeg sku’ bare lade være med at være så utilnærmelig. Det var vist bl.a. noget med at smalltalke. Ja, og så sku’ jeg bare være mig selv, så sku’ det hele nok gå.

Jo tak! Jeg anede bare ikke, hvordan man slappede af og “var sig selv” i dén situation - var ellers blevet rigtig god til det i så mange andre sammenhænge. Men jeg sad altså heller ikke just og følte mig supersej, morgenfrisk og momsregistreret til mundtlig eksamen, vel? Hvad fanden forventede de?? Det var jo sådan, jeg så på det at tørne sammen med en eller anden mandlig charmetrold: Som en eksamen, jeg ikke havde læst op til.

Så jeg spekulerede stadig mere over, hvad det mon var, der var galt med mig, siden jeg altså ikke kunne det dér. Det blev ikke til scoringer. Det blev ikke til flirt. Det blev til tant og fjas og laven sjov med alle de mænd, jeg ikke var det fjerneste interesseret i. Ikke sex eller kysseri - bare pjat. Og så gad jeg selvfølgelig på et tidspunkt ikke mere. Løb jeg på en tiltrækkende mand, frøs jeg til is, så med dem blev det da slet ikke til noget.

Hver gang jeg mødte en mand, der potentielt ville kunne prikke til min kvindelighed, skyndte jeg mig at lukke af. Jeg panikkede og afviste så eftertrykkeligt - sørgede for at være så utiltrækkende - at selv de mest vedholdende på et tidspunkt droppede projektet.

Tit sad jeg og græd indvendigt, mens jeg så den samme lortede forestilling udspille sig igen og igen og igen lige for øjnene af mig og med mig selv som lamslået aktør. Græd over ikke bare at kunne række hånden ud, fælde et par modige tårer og endelig tilstå min længsel. Efter at være MIG.

Men hver gang hændte det samme: Det var, som om noget katastrofalt og skæbnesvangert ville ske - måske ville Jorden gå under? - hvis jeg viste en mand, at jeg var interesseret. Hvis jeg lod nogen prikke til min kvindelighed, som jeg altså havde en vag idé om, at jeg rummede, men som jeg på den anden side ikke anede, hvad bestod af.

I løbet af det sidste halve års tid er der imidlertid dukket nogle tankeglimt op i mit hoved, som jeg ikke bare har kunnet puffe væk igen… På den anden side har jeg heller ikke kunnet gennemskue, HVORFOR de poppede op. De har i dén grad undret mig.

Glimt ét. Engang jeg var helt sindssyg af forelskelse og havde været det i næsten et halvt år. Der var allehånde forviklinger mellem mig og fyren. Så turde den ene ikke tilstå, og så turde den anden ikke, og så trak man sine erklæringer tilbage, og I kender møllen… Men pludselig en dag lå der - efter at vi havde været helt adskilt et par måneder - en sms fra ham med den største kærlighedserklæring, man kan tænke sig - og mange fulgte siden, og vi blev kærester osv. Men lige dér. Det øjeblik - dén glødende besked…

Jeg husker det knivskarpt. Jeg blev så lykkelig, at jeg blev ulykkelig. No more, no less. Jeg kan huske, at jeg udskød at svare - kunne ikke rumme det. Gik mig en tur midt om natten med tårerne silende ned ad kinderne og kunne slet, slet, slet ikke være nogen steder. Det var forfærdeligt. Jeg havde det frygteligt!

Et andet glimt. En fyr til en fest her i sommer. Han var så sød og betænksom, og der var tydeligvis en masse kemi fra begges side. Jeg var ved at nedsmelte. Ikke på nogen “og zå zagde vi ozz’ “-Nynnemåde. Nænæ. Jeg fik skam helt autentisk koldsved. Blev tør i munden og havde lyst til at bene ud på toilettet og kaste op - forsvinde op i den blå luft. Min redning blev, at han nævnte sin kæreste. Jeg var igen på sikker grund, om end stærkt forkommen.

Glimt nummer tre og fire og fem: Mig iført nederdel helt frivilligt, mig, der lader mit hår vokse og nu nærmest har en halvlang frisure, mig hvis svaj i hoften er blevet tydeligere, når jeg går.

Glimt nummer seks. Da jeg var barn og teenager. Min mor havde vrangforestillinger. Var psykisk syg. Den ene dag var jeg hendes ét og alt - den næste en “ondskabsfuld møgtøs” (sådan kaldte hun mig somme tider), der prøvede at tage al min fars opmærksomhed og i øvrigt løj og spillede min mor og far ud imod hinanden (sandheden var, at det var min mor, der gjorde sidstnævnte).

Jeg blev hånet for alt, hvad man kan håne et barn for: Jeg var kikset, “forlæst” (nørdet), jeg var ufeminin og grov, og jeg forstod mig ikke på det med tøj og udseende. Jeg blev grinet og peget fingre ad. Af min egen mor. Blev jeg vred, fik jeg besked på at holde op med at “skabe mig”. Min mor, derimod, hun kendte nok de tricks, der skulle til for at få mænds opmærksomhed, bedyrede hun ofte, og kom med lange, malende historier om, hvem der nu havde smilet og blinket til hende.

Jeg var et barn og forstod selvfølgelig ingenting. Til trods for min mors selvpåståede kompetencer i forhold til mænd var det tydeligt, at hun tit følte sig udenfor i forhold til den forståelse, som min far og jeg havde… Så meget desto mere blev jeg så fortsat hængt ud. Og sådan kørte møllen så op igennem mine teenageår, hvor jeg til min rædsel begyndte at forstå, hvad det var, min syge mor havde gang i. Da jeg flyttede hjemmefra, var jeg skrupforvirret på et højere eksistentielt plan: Jeg anede ikke, hvem jeg var, eller hvad jeg kunne. Men at det stod skidt til med mig, min personlighed og kunnen helt generelt, herskede der ingen tvivl om. I mit hoved.

I dag er min mor rask og har glimrende greb om virkeligheden. Hun er en dejlig mor. Mange af de ovennævnte ting kan hun slet ikke huske. Jeg har tilgivet hende. Men visse af arrene og konsekvenserne sidder stadig i mig.

Jeg har dog heldigvis lært at se mig selv meget mere realistisk med de talenter og fejl og mangler, styrker og svagheder, jeg nu har. Hvorfor i alverden så disse glimt af en grim fortid? Hvorfor blev hendes ord om alt, der vedrørte min kvindelighed ved og ved at dukke op netop nu - flere år efter, at jeg afsluttede et særdeles effektivt terapiforløb? Og hvad lavede det glimt dér blandt de andre tankeglimt med dejlige mænd i?

Glimt nummer syv. Forleden.  Jeg ved det jo godt… Ham Kokken og jeg har en slags “mellemværende”.

Efter den dér stribe af sms’er, vi udvekslede for et par uger siden. Og som jeg startede. Det ligger i hans baghoved - det må det gøre: Hvad fanden var det, hun ville den dag, hende Stiletten? Ville hun virkelig bare fortælle mig, at hun synes, jeg er en høj og flot mand? Hvor kom ideen til de sms’er pludselig fra? Han spurgte mig faktisk eksplicit i den sms-tråd: “Sig mig, flirter du med mig - eller sidder du og [venindens navn] og får jer en griner?”

Jeg, der fik svaret ham, at hvis jeg flirtede, kunne han vel bare ta’ det som en kompliment? Og jowjow, dét gjorde han bestemt, svarede han. En stor kompliment! Og så trak jeg mig, gjorde jeg. Da blev det for farligt. Jeg skrev at, jeg nok skulle “opføre mig ordenligt fremover” - altså lade være med at gøre tilnærmelser. Gav som undskyldning al den megen sladder her i Huset, hvor hele hans familie jo hører til - jeg stak halen mellem benene; afviste for en sikkerheds skyld det hele, før han nåede at gøre det - KujonStiletten!

Men forleden. Første gang vi sås efter de sms’er, som en del af mig nu bander langt væk. Forleden så han mig lige ind i øjnene og holdt mit blik fast meget længe. Og jeg tror ikke, han er en skid interesseret. Men jeg ved, at han sms’ede løs med mig i næsten tre timer. Og jeg tror måske alligevel. Men jeg ved jo godt, at når jeg ikke hørte noget fra ham siden, så skal man ikke stikke sig selv blår i øjnene… Jeg ærgrer mig nu alligevel over, at jeg trak mig (hvorfor fanden gjorde jeg det? Det er det sædvanlige med dig, Stilet!) Og hvorfor kaldte jeg ham en trussetyv (dét er sgu da fornærmende, altså!), og hvorfor fandt han det i øvrigt nødvendigt at fortælle mig, at dét var han altså ikke mere…?

Jow. Jeg har gået og tænkt meget over de sms’er, har jeg - på om jeg har dummet mig gevaldigt. Risikeret mig selv alt for meget. Eller risikeret mig selv alt for lidt. Jeg har været nødt til at indrømme over for mig selv, at jeg er forelsket. I en mand, som veninderne siger har en rigtig flot krop, nogle vildt dejlige øjne og en lækker stemme. Jeg får galopperende kvalme (bare han ikke var så pæn på den helt rigtige måde, for det dér med smukke mennesker skræmmer mig ad Helvede til!). Og jeg overvejer, om man kan tage en pille imod ikke-eksistens. For dét er, hvad jeg lider af, så snart der er dejlige, smukke mænd i nærheden.

Og så var det, at brikkerne med ét faldt på plads sådan en ikke spor tilfældig, smuk oktoberdag som i går… Pludselig gav alle de dér tankeglimt mening. Pludselig ved jeg, hvorfor jeg hellere vil vente med en hel masse ting (som fx at charmere Kokken), indtil jeg har tabt mig - selv om jeg samtidig går og tænker, at det måske bare er en dårlig undskyldning. Pludselig ved jeg vist godt, hvad det er, der er så skrækindjagende ved den dér kvindelighed, og hvad det er, der er ved at ske, nu hvor kiloerne rasler af mig…

Som barn havde jeg en særdeles klemt position i min familie: Jeg måtte ikke give min far bekymringer og besværligheder ved at få min mor til at hidse sig op. Min mor var jo syg og skulle skånes (hvilket groft sagt betød, at vi børn skulle finde os i alt, hvad hun kunne finde på at sige og gøre). Hendes fuldstændigt uforudsigelige humør var vores andres ansvar og hovedpine.

Spillereglerne over for min mor var, at jeg ikke måtte overstråle hende. Jeg måtte ikke være klogere, mere veltalen, mere talentfuld - og frem for alt måtte jeg ikke være smukkere og da slet ikke mere kvindelig, eftersom dét jo netop var hendes “spidskompetence”.

Alt i alt var der ikke megen plads til at være mig. Som voksen fik jeg heldigvis aflært en masse af alle de her uheldige og destruktive mønstre: Jeg kan godt sætte grænser nu. Jeg tager kun ansvar for mig selv. Jeg udfolder mine talenter, kan rose mig selv - også når jeg er hos mine forældre. Osv.

Men én ting gør jeg ikke: Jeg viser ikke min kvindelighed. Min tro på, at jeg kan være sexet - hvis jeg overhovedet har den. Jeg gør det bare ikke. Jeg sender ikke ham Kokken de frækkeste øjne, jeg kan finde frem, og jeg går ikke nedringet i byen. Jeg kiggede ikke igen, da fyrene kiggede (anerkendende?) på mig til den seneste fest.

I alle de år har jeg i stedet gjort, hvad jeg kunne for at overleve i en familiesituation, der for længst er ophørt med at eksistere - gjort hvad jeg kunne for at holde mig inden for de rammer, min dengang syge mor havde udstukket for mig. Så jeg har holdt mig tyk og rund og uattraktiv - pakket min kvindelighed og min seksualitet så langt væk, at jeg knap nok selv var sikker på, at den eksisterede. Og da min raske mor i starten af mine 20′ere forsigtigt spurgte, om ikke jeg måske skulle overveje at tabe mig lidt, nedkaldte hun en vrede over sig, som var ved at blæse vores relation ad Hækkenfeldt til.

Jeg forstod dengang ikke selv, hvorfor jeg blev så gal. I dag ser jeg det derimod tydeligt: Her havde jeg slidt og slæbt og holdt mig selv nede på alle mulige måder for at passe ind (jeg var tyk og ikke så smuk og sexet som min mor; jeg kendte min plads), og nu var dét fileme OGSÅ forkert…

Her er jeg så. Knap ti år senere. Nu med meget mere synlige kindben, en talje, der bliver smallere og smallere og et smil, der bliver bredere og bredere. Men jeg er også rystende bange. For lige om lidt har jeg ikke mere fedtet at gemme mig bag. Lige om lidt skal jeg gøre det, jeg ikke kunne få lov og plads til i alle de år. Jeg har nu friheden til at gøre det, jeg aldrig tidligere har gjort, og som jeg derfor ikke har en kæft begreb om: Friheden til at vise mig selv, nøjagtigt som jeg er. Uden overflødigt fedt. Uden undskyldninger for hvorfor jeg ikke kan begæres af mænd. Til at være mig uden skjold. Det hele er frygteligt uvant!

Det var dét, der skete med de tankeglimt dér: Min kvindelighed bankede på i forsommeren. Den nægtede at lade sig holde nede mere. Den krævede simpelthen, at jeg ændrede livsstil, at jeg tabte mig, at jeg kom til at stråle. At jeg begyndte at danse. At jeg genoptager min sang, som jeg droppede for mange år siden. At jeg bliver lige nøjagtig så dejlig og så kvindelig, som jeg har potentiale til at være. Om nogle måneder vejer min krop det, den skal.

Alligevel er jeg sindssygt bange for at blive vejet og fundet for let. Af mænd eller af den forældede udgave af min Mor, som desværre stadig har plads i mit hoved. Det skal nok blive spændende…

Permalink 23 kommentarer

09.10.08

SÅ kører vi: Alt det gamle lort op til overfladen!

Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten

Og jeg, der troede, at vægttab handlede om mindre fedt, færre kulhydrater, mange flere grøntsager og en hel masse motion.

Det er som om at i takt med at kiloerne rasler af mig, så skrælles lagene ind til sjælen og alle følelserne også af.

Ja, følelserne. Måske handler det også en smule om kærlighed. Om erindring. Om fortid. Om sorg. Om selvværd. Om barndom. Om seksualitet. Om mænd. Om fremtid. Om mod. Om erkendelse. Om angst.

En meget stor smule, faktisk...

Permalink 10 kommentarer

08.10.08

Mit liv i et galehus

Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten

Det er min formodning, at jeg 1) snart bliver standsmæssigt voldtaget i cykelkælderen samt 2) inviteret meget lidt standsmæssigt til singleparty i den nærliggende større provinsby, hvor det er rygtedes, han er set op til flere gange. *Gyyys*

Nå, for lige at opsamle på de seneste døgns ikke-begivenheder i det galehus af et Villa Villekulla, jeg er bosat i:

Vores kok mener, at Mosefundet er “sindssyg” (yessir, det erklærede den ellers så vennesæle, servicemindede mand sgu til mig med straight face - med Mosefund siddende få meter bag os i hans restaurant…).

Mosefundet havde så i øvrigt meget beklageligt ret: Reglen om, hvor i huset spisning må finde sted, eksisterer (!). Der er bare ikke længere nogen, der håndhæver den. Den eneste, der kunne huske den, udover Mosefundet selv, var således bestyrelsesformanden. Denne kom tilfældigt forbi, da jeg stod og småsludrede med receptionisten om optrinnet forleden, og dermed blev det lille mysterium opklaret.

Ellers er jeg meget ufrivilligt blevet informeret om, at kokkens fætter (som også er kok og også tit arbejder hos os) har ligget i med den lokale operasanger (harh! Ta’ dén - I har måske et lokalt pizzeria. Men vi - VI - har en lokal o-pe-raaaaaa-sanger). Mon han fik hende til at synge? *Tøhø*

Hvorfor jeg så i øvrigt sku’ ha’ den information, netop som jeg har lavet halv aftale med selvsamme operasanger om at drikke vi-yngre-kvinder-i-det-her-hus-må-holde-sammen-kaffe er mig en gåde! Én ting er, at det vel er de færreste, der ønsker at kende noget til, hvordan sexlivet arter sig for folk i deres opgang (og da især folk de lærer at kende). Noget andet er, at jeg eddersaftbrølemig ikke har lyst til at vide, hvilken fisse bacillerne nede i vores køkken helt præcist stammer fra…

Af andre uinteressantheder kan nævnes, at jeg har fået stukket bemærkningen “ja, man kan godt se, du har tabt dig - men du må godt tabe dig noget mere” i næsen af min stedse elskværdige og på alle måder helt utrolige overbo. Hun tilgives dog i denne omgang, men kun fordi hun tippede mig til at være femogtyve…

Det viser sig derudover, at bebyggelsens cykelsmed vist har fået et såkaldt godt øje til mig, hvorfor det er min formodning, at jeg 1) snart bliver standsmæssigt voldtaget i cykelkælderen samt 2) inviteret meget lidt standsmæssigt til singleparty i den nærliggende større provinsby, hvor det er rygtedes, han er set op til flere gange. *Gyyys*

Og apropos kældre er jeg skam allerede rutineret - nåja, altså ikke på dén måde, vel? Tsk! Men jeg har i hvert fald helt egenhændigt skulder-imod-dør “sprængt” (!) mig ud af toiletrum i kælderen: Fik da nok bare lige en anelse panik-klaus, da jeg her den anden lørdag sku’ på toilettet, mens jeg trænede i kælderen, og skydelåsen dér pludselig satte sig fast!? Så straks for mig hvordan de sørgelige jordiske rester af mig ville blive fundet på toilettet mandag morgen…

Skrev bagefter ét stk brødebetynget brev til vores krammende vicevært om, at låsen på wc’et i kælderen nok liiiige skulle skrues fast igen og måske endda smøres. “Med venlig hilsen Hende den voldelige i opgang XX”…

Ka’ det komme bag på nogen, at han lynhurtigt konstaterede, at det kostede et “bamsekram”, da han rendte ind i mig et par dage senere? Manden havde så lige været ude og løbe og kampsvedte…

Det var vist det hele. Og så siger de, at finanskrisen er vigtig!

Prøv end ikke at overveje at sætte dette i Urban!

Permalink 9 kommentarer

06.10.08

Hvordan holder de det ud? Om at være gammel og mavesur

Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten

Meget vranten, meget tudsegammel dame til veninde og mig, da vi sad og spiste i læsestue/gennemgang forleden:

Gammel dame (herefter: Dronning Elizabeth): “Sidder I altid og spiser her?”
Veninde og jeg (undrende): “Øh… nej?”
Dronning Elizabeth (meget mopset): “I ved godt, man ikke må spise her, ikke?”
Jeg: “Nej. Vi har faktisk fået at vide af kokken, at det må vi gerne. Jeg spurgte ham direkte.”
Dronning Elizabeth (svagt hovedrystende): “Kokken? Dét ved han ikke noget som helst om. I må kun spise her, hvis der er fuldt optaget i restauranten. Hvor længe har I boet her? I er lige flyttet ind, ikke?”
Veninden og jeg (mere og mere irriterede over kællingens nedladende tone): “Nej, det kan man ikke sige.” [Veninden har boet i Huset et par år. Jeg selv i et halvt års tid]
Herefter fulgte lang palaver fra Mosefund/Dronning Elizabeths side om, at hun  jo havde boet dér i tredive år, så hun kendte jo nok reglerne. Og vi kunne bare spørge “ejendomsfunktionæren” (det er vist nok sådan, man kalder en vicevært, når man skal vise andre, man er frygteligt fin på den).
Jeg konstaterede her lakonisk, at selvsamme vicevært faktisk plejede at gå smilende forbi os og ønske os ‘velbekomme’, når han så, at vi sad og spiste dér, hvor vi altså åbenbart efter hendes mening ikke måtte sidde og spise - noget med et gulvtæppe, der kunne blive svinet til.

Så trumfede damen dog:
“Ja, jeg har aldrig set andre end jer spise her”.
Min tålmodighed var opbrugt: “Jamen, det er da bare, fordi du først lige har taget dine briller på!”
Dén lukkede åbenbart for yderligere irettesættelse, eftersom damen rent faktisk netop havde iført sig sit skarpeste par lærerinde-læsebriller. Min veninde var ved at sprutte over af lige dele arrigskab og latter. Jeg selv var vist mest bare lidt målløs.

Det sjove er jo, at hvis konen bare venligt havde sagt til os, at “piger, strengt taget må I faktisk ikke spise her”, så havde vi rejst os og sat os ind i restauranten eller op i én af vores lejligheder. Nu, derimod, overvejer veninden at slæbe en éngangsgrill med ned i bemeldte rum næste gang…

Well. Jeg har altid undret mig voldsomt over de her meget mavesure mennesker. Én ting er at de kan forpeste luften for os andre. Men noget andet er: Hvordan holder de sig selv ud år efter år? Denne kvinde er dog nok alligevel den hidtil mest mavesure person, jeg har mødt. Jeg har aldrig hørt så meget som ét positivt ord komme ud ad hendes mund (jeg overdriver ikke!).

I restauranten brokker hun sig så højlydt over maden, at venindens mor for et par måneder siden gik over til hende efter måltidet og spurgte, hvorfor hun i det hele taget spiste dér, når hun nu afskyede maden så voldsomt? Og så ville venindens mor i øvrigt lige minde om, at de faktisk var mange, der nød maden rigtig meget, og som ikke ville ha’ ødelagt denne glæde ved at skulle høre på sådan et brokkehoved…

I bemeldte avisrum sidder hun meget ofte med sin mand om aftenen, og begge kommenterer ALT, hvad de læser, med negative kommentarer: “Har du set, nu skriver de om det FaceBook igen. Luk dog det lort, så er der ikke så mange problemer!” og “Nå, nu har de igen problemer med de dér indvandrerbander! Ja, jeg ku’ da godt ha’ fortalt dem, at der ikke bliver andet end brok med det!” “Prøv at se hende her - hvor er hun dog kommet til at se gammel og grim ud…” osv, osv. i én uendelighed.

Så… Næste gang jeg løber på hende, og hun brokker sig (for dét gør hun!), så får hun følgende replik:
“Hør her - i det halve år jeg har boet her, har jeg aldrig hørt andet end brok og negative kommentarer komme ud ad din mund. Hvis bare jeg én gang hører dig sige noget positivt og rart og pænt, så vil jeg måske overveje at lytte til dine henstillinger. Indtil da kan jeg altså ikke rigtig ta’ dig seriøst. Ska’ vi sige det? Godt så!”

Og jeg mener det sgu!

Skal niks slikke slut prut i Urban!

Permalink 31 kommentarer

Er det fedt eller bare akavet, når mænd tjekker én ud?

Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten

Det er overvældende, når nogen af samme køn bemærker det. Jeg ved ikke helt, om jeg er parat til, at også mænd observerer det. Lige nu er jeg vist lidt usikker og rundtosset. Men jeg tænker, at jeg bare skal ha’ lidt tid. Så skal jeg nok begynde at smile tilbage til dem i stedet for bare at tro, at de nok kigger på og smiler til hende ved siden af eller bag ved mig. Eller at jeg har en plet på tøjet/et stykke toiletpapir flagrende under skoen, siden de får øje på mig…

Der var også en helt anden følelse, der fyldte meget til festen forleden - jow, det var faktisk en god aften, og nej, jeg var slet ikke i så alvorligt humør, som det måske kom til at lyde i sidste indlæg.

Det var følelsen af for første gang i meget lang tid selv at synes, at jeg så godt ud. Det gik op for mig, at jeg følte mig godt tilpas rent fysisk i en festsammenhæng. Nej, mere end dét, vel egentlig. Jeg følte mig… huh?… sexet. *Sidder lidt forskrækket og smager på ordet* Dét er en meget fremmed følelse for mig!

Jeg har i mange år kæmpet en brav kamp for at komme til at kunne lide mit eget udseende. Nogle gamle traumer havde gjort det mere end besværligt. Jeg har derfor været meget glad over de sidste 3-5 år at kunne erfare, at jeg vist nærmest var nået i mål på den front. Men der er alligevel et stykke fra at synes, at man ser okay ud og så til at føle sig sexet - ikke?

Kunne så til festen i lørdags mærke, der blev kigget lidt ekstra fra gutternes side - og jeg blev overvældet. Ikke bare over deres blikke. Men over at kunne tro en lillebitte smule på, at det måske var, fordi jeg kunne være værd at ha’ en seksuel tanke om. Bare i glimt. Det går den rigtige vej…

Sendte en kærlig tanke til hende her: Pludselig huskede jeg en blogsnak, vi havde på et tidspunkt, om det dér med, at slankekure og kostomlægninger sgu ikke kun handler om at blive tyndere udenpå. Måske er det næsten en større udfordring også at blive slank oppe mellem ørerne (ja, altså ikke at få mindre hjerne ), men selv at fatte, at man har ændret udseende og dermed at turde tro på det, når man oplever, at der måske pludselig er lidt mere positiv opmærksomhed på patter-balde-lår-hende-ku’-jeg-godt-tænke-mig-at-kneppe fronten…

To veninder kommenterede i lørdags uafhængigt af hinanden, hvor meget jeg strålede, og at man i dén grad kan se, at jeg taber mig for tiden. Dermed satte de ord på det, som jeg ellers bare troede var noget, jeg gik og bildte mig ind.  Det betød SÅ meget!

Det er overvældende, når nogen af samme køn bemærker det. Jeg ved ikke helt, om jeg er parat til, at også mænd lægger mærke til det. Lige nu er jeg vist lidt usikker og rundtosset. Men jeg tænker, at jeg bare skal ha’ lidt tid. Så skal jeg nok begynde at smile tilbage til dem i stedet for bare at tro, at de nok kigger på og smiler til hende ved siden af eller bag ved mig. Eller at jeg har en plet på tøjet/et stykke toiletpapir flagrende under skoen, siden de får øje på mig…

Permalink 18 kommentarer

05.10.08

Om at blive som sine forældre

Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten

“Mon de er lykkelige? Mon de virkelig i deres inderste tænker, at “Eureka! This is it! This is my favourite chosen life!”, eller tænker de mon bare, at de havnede her, og nu kan de lige så godt få det bedste ud af det?”

Et par glimt fra fest, jeg var til i går:

Han, der lige er blevet far for et par måneder siden, og som - punket for en anekdote om den lille - svarede: “Der er ikke så meget at sige - hun skal bare ha’ noget mad engang imellem”.
Der var også ham, der nu var parat til at fejre sit nye (dog ikke samtale-)køkken.
Og så var der et par stykker, der sad og udvekslede erfaringer om det rare i at ha’ fået rengøringskone.

Jeg opdagede på et tidspunkt, at jeg sad og overvejede, hvordan i alverden vi nogensinde havde kunnet tro, at vi ville komme til at leve anderledes end vores forældre - at vi ville blive generationen af store fornyere. Pludselig ligner vi alle sammen temmelig meget den ældre generation, som vi for ti år siden skreg og råbte ad i bare afmagt over synet af deres i vores unge øjne så meningsløse liv.  Nu sidder vi selv (lige straks) maks i saksen: O, du ordinære, sikre, trygge middelklasseliv! Det er jo, som hende her skrev! :-S

For ganske vist bor jeg selv ret “alternativt” i forhold til, hvad mine forældre nogensinde har gjort og omgiver mig her med en temmelig stor gruppe af kunstmalere, skribenter, skulptører, blomsterbindere, danselærere, tegnere og andre kreative, hvis tilværelser ikke altid er berammet så snorlige som mange andres. Ganske vist sidder jeg tit på vej til arbejde om morgenen, betragter mine medpassagerer og tænker: “Mon de er lykkelige? Mon de virkelig i deres inderste tænker, at “Eureka! This is it! This is my favourite chosen life!” eller tænker de mon bare, at de havnede her, og nu kan de lige så godt få det bedste ud af det?”

Ganske vist føler jeg gang på gang en trang til at sabotere det, hvis mit liv bliver alt for velordnet - mine instinkter siger mig, jeg ellers vil kvæles. Ganske vist får jeg indtil flere kreative ideer hver dag - og sørger for at leve under betingelser, hvor jeg kan komme til at realisere en hel del af dem. Sammen med andre. Ganske vist ligger min fars oprørstrang imod alt for snævre rammer mig dybt i blodet (faktisk så meget, at det jævnligt er et problem og gør min tilværelse unødigt besværlig…).

Men jeg står jo alligevel op og går på arbejde hver morgen, og jeg vil også gerne ha’ mand og børn (dog ikke noget parcelhus, tak!) Gad vide hvorfor det så løber mig så koldt ned ad ryggen, når nu vennerne omkring mig bare gør nøjagtigt det samme?

Permalink 10 kommentarer