10.10.08

Mig og min kvindelighed: En meget lang bekendelse

Kategoriseret under Ikke kategoriseret af stiletten

Selv om jeg fik mere og mere styr på tøj og hår og makeup og sko og alt det dér wanna be kvindelighedshejs, så virkede det bare stadig ikke for mig. Jeg skrev stadig indlæg om ikke at kunne score og forføre. Jeg skrev stadig indlæg, der handlede om min paniske angst for at smile til en fremmed på gaden og om den store smerte, jeg følte, ved aldrig at være blevet forført eller blot spurgt efter mit telefonnummer.

Det er nu ikke, fordi ordet har figureret så ofte på mine blogs, men det ville alligevel være den mest dækkende tag, man kunne sætte på de dér blogposter. Jeg har angrebet den fra forskellige vinkler, skrevet om forskellige aspekter af den, gjort det for sjov og for alvor. Den har fyldt så enormt meget. Fordi jeg aldrig har forstået den. Eller fordi jeg ikke forligede mig med den. Fordi jeg ikke kunne få hold på, hvad det egentlig var. Hvad der forventedes af mig. Hvad jeg selv ønskede mig af den. Om jeg bandede den et langt stykke - eller i virkeligheden længtes efter den.Det er min KVINDELIGHED, jeg taler om.

Sandheden er vist, at jeg gjorde begge dele - bandede og længtes. Jeg erindrer stunder, hvor jeg kunne ha’ splittet hele min bolig ad i lutter frustration over ikke at magte den dér forpulede, forsuttede kvindelighed. Ikke at føle mig tilpas med den. Og andre stunder hvor jeg har set en virkelig selvsikker, hvilende i sig selv kvinde - ikke pige, kvinde! - på gaden og misundeligt tænkt: “Hvem der bare…”

Venner, kærester og familie har kigget målløse på mig, når jeg forsøgte at forklare:
“Stilet, du er da så feminin som noget - dine runde kurver, din følsomhed og nærtagenhed, din stolthed… Jowjow, du er da enormt meget kvinde! Gå ud og flirt og fest og dans og knep!”

Nå, okay. Så dét var altså kvindelighed. Fint, jamen så var vel dén sag i orden. Men mine blogposter blev stedse mere frustrerede…

Selv om jeg fik mere og mere styr på tøj og hår og makeup og sko og alt det dér wanna be kvindelighedshejs, så virkede det bare stadig ikke for mig. Jeg skrev stadig indlæg om ikke at kunne score og forføre. Jeg skrev stadig indlæg, der handlede om min paniske angst for at smile til en fremmed på gaden og den store smerte, jeg følte, ved aldrig at være blevet forført eller blot spurgt efter mit telefonnummer.

Vennerne erklærede på skift i de velmenende snakke, de tog med mig om emnet, at jeg altså måtte lade være med at lukke sådan ned. Der var helt sikkert masser af fyre, der fandt mig både sød og sjov og rigtig interessant. Jeg sku’ bare lade være med at være så utilnærmelig. Det var vist bl.a. noget med at smalltalke. Ja, og så sku’ jeg bare være mig selv, så sku’ det hele nok gå.

Jo tak! Jeg anede bare ikke, hvordan man slappede af og “var sig selv” i dén situation - var ellers blevet rigtig god til det i så mange andre sammenhænge. Men jeg sad altså heller ikke just og følte mig supersej, morgenfrisk og momsregistreret til mundtlig eksamen, vel? Hvad fanden forventede de?? Det var jo sådan, jeg så på det at tørne sammen med en eller anden mandlig charmetrold: Som en eksamen, jeg ikke havde læst op til.

Så jeg spekulerede stadig mere over, hvad det mon var, der var galt med mig, siden jeg altså ikke kunne det dér. Det blev ikke til scoringer. Det blev ikke til flirt. Det blev til tant og fjas og laven sjov med alle de mænd, jeg ikke var det fjerneste interesseret i. Ikke sex eller kysseri - bare pjat. Og så gad jeg selvfølgelig på et tidspunkt ikke mere. Løb jeg på en tiltrækkende mand, frøs jeg til is, så med dem blev det da slet ikke til noget.

Hver gang jeg mødte en mand, der potentielt ville kunne prikke til min kvindelighed, skyndte jeg mig at lukke af. Jeg panikkede og afviste så eftertrykkeligt - sørgede for at være så utiltrækkende - at selv de mest vedholdende på et tidspunkt droppede projektet.

Tit sad jeg og græd indvendigt, mens jeg så den samme lortede forestilling udspille sig igen og igen og igen lige for øjnene af mig og med mig selv som lamslået aktør. Græd over ikke bare at kunne række hånden ud, fælde et par modige tårer og endelig tilstå min længsel. Efter at være MIG.

Men hver gang hændte det samme: Det var, som om noget katastrofalt og skæbnesvangert ville ske - måske ville Jorden gå under? - hvis jeg viste en mand, at jeg var interesseret. Hvis jeg lod nogen prikke til min kvindelighed, som jeg altså havde en vag idé om, at jeg rummede, men som jeg på den anden side ikke anede, hvad bestod af.

I løbet af det sidste halve års tid er der imidlertid dukket nogle tankeglimt op i mit hoved, som jeg ikke bare har kunnet puffe væk igen… På den anden side har jeg heller ikke kunnet gennemskue, HVORFOR de poppede op. De har i dén grad undret mig.

Glimt ét. Engang jeg var helt sindssyg af forelskelse og havde været det i næsten et halvt år. Der var allehånde forviklinger mellem mig og fyren. Så turde den ene ikke tilstå, og så turde den anden ikke, og så trak man sine erklæringer tilbage, og I kender møllen… Men pludselig en dag lå der - efter at vi havde været helt adskilt et par måneder - en sms fra ham med den største kærlighedserklæring, man kan tænke sig - og mange fulgte siden, og vi blev kærester osv. Men lige dér. Det øjeblik - dén glødende besked…

Jeg husker det knivskarpt. Jeg blev så lykkelig, at jeg blev ulykkelig. No more, no less. Jeg kan huske, at jeg udskød at svare - kunne ikke rumme det. Gik mig en tur midt om natten med tårerne silende ned ad kinderne og kunne slet, slet, slet ikke være nogen steder. Det var forfærdeligt. Jeg havde det frygteligt!

Et andet glimt. En fyr til en fest her i sommer. Han var så sød og betænksom, og der var tydeligvis en masse kemi fra begges side. Jeg var ved at nedsmelte. Ikke på nogen “og zå zagde vi ozz’ “-Nynnemåde. Nænæ. Jeg fik skam helt autentisk koldsved. Blev tør i munden og havde lyst til at bene ud på toilettet og kaste op - forsvinde op i den blå luft. Min redning blev, at han nævnte sin kæreste. Jeg var igen på sikker grund, om end stærkt forkommen.

Glimt nummer tre og fire og fem: Mig iført nederdel helt frivilligt, mig, der lader mit hår vokse og nu nærmest har en halvlang frisure, mig hvis svaj i hoften er blevet tydeligere, når jeg går.

Glimt nummer seks. Da jeg var barn og teenager. Min mor havde vrangforestillinger. Var psykisk syg. Den ene dag var jeg hendes ét og alt - den næste en “ondskabsfuld møgtøs” (sådan kaldte hun mig somme tider), der prøvede at tage al min fars opmærksomhed og i øvrigt løj og spillede min mor og far ud imod hinanden (sandheden var, at det var min mor, der gjorde sidstnævnte).

Jeg blev hånet for alt, hvad man kan håne et barn for: Jeg var kikset, “forlæst” (nørdet), jeg var ufeminin og grov, og jeg forstod mig ikke på det med tøj og udseende. Jeg blev grinet og peget fingre ad. Af min egen mor. Blev jeg vred, fik jeg besked på at holde op med at “skabe mig”. Min mor, derimod, hun kendte nok de tricks, der skulle til for at få mænds opmærksomhed, bedyrede hun ofte, og kom med lange, malende historier om, hvem der nu havde smilet og blinket til hende.

Jeg var et barn og forstod selvfølgelig ingenting. Til trods for min mors selvpåståede kompetencer i forhold til mænd var det tydeligt, at hun tit følte sig udenfor i forhold til den forståelse, som min far og jeg havde… Så meget desto mere blev jeg så fortsat hængt ud. Og sådan kørte møllen så op igennem mine teenageår, hvor jeg til min rædsel begyndte at forstå, hvad det var, min syge mor havde gang i. Da jeg flyttede hjemmefra, var jeg skrupforvirret på et højere eksistentielt plan: Jeg anede ikke, hvem jeg var, eller hvad jeg kunne. Men at det stod skidt til med mig, min personlighed og kunnen helt generelt, herskede der ingen tvivl om. I mit hoved.

I dag er min mor rask og har glimrende greb om virkeligheden. Hun er en dejlig mor. Mange af de ovennævnte ting kan hun slet ikke huske. Jeg har tilgivet hende. Men visse af arrene og konsekvenserne sidder stadig i mig.

Jeg har dog heldigvis lært at se mig selv meget mere realistisk med de talenter og fejl og mangler, styrker og svagheder, jeg nu har. Hvorfor i alverden så disse glimt af en grim fortid? Hvorfor blev hendes ord om alt, der vedrørte min kvindelighed ved og ved at dukke op netop nu - flere år efter, at jeg afsluttede et særdeles effektivt terapiforløb? Og hvad lavede det glimt dér blandt de andre tankeglimt med dejlige mænd i?

Glimt nummer syv. Forleden.  Jeg ved det jo godt… Ham Kokken og jeg har en slags “mellemværende”.

Efter den dér stribe af sms’er, vi udvekslede for et par uger siden. Og som jeg startede. Det ligger i hans baghoved - det må det gøre: Hvad fanden var det, hun ville den dag, hende Stiletten? Ville hun virkelig bare fortælle mig, at hun synes, jeg er en høj og flot mand? Hvor kom ideen til de sms’er pludselig fra? Han spurgte mig faktisk eksplicit i den sms-tråd: “Sig mig, flirter du med mig - eller sidder du og [venindens navn] og får jer en griner?”

Jeg, der fik svaret ham, at hvis jeg flirtede, kunne han vel bare ta’ det som en kompliment? Og jowjow, dét gjorde han bestemt, svarede han. En stor kompliment! Og så trak jeg mig, gjorde jeg. Da blev det for farligt. Jeg skrev at, jeg nok skulle “opføre mig ordenligt fremover” - altså lade være med at gøre tilnærmelser. Gav som undskyldning al den megen sladder her i Huset, hvor hele hans familie jo hører til - jeg stak halen mellem benene; afviste for en sikkerheds skyld det hele, før han nåede at gøre det - KujonStiletten!

Men forleden. Første gang vi sås efter de sms’er, som en del af mig nu bander langt væk. Forleden så han mig lige ind i øjnene og holdt mit blik fast meget længe. Og jeg tror ikke, han er en skid interesseret. Men jeg ved, at han sms’ede løs med mig i næsten tre timer. Og jeg tror måske alligevel. Men jeg ved jo godt, at når jeg ikke hørte noget fra ham siden, så skal man ikke stikke sig selv blår i øjnene… Jeg ærgrer mig nu alligevel over, at jeg trak mig (hvorfor fanden gjorde jeg det? Det er det sædvanlige med dig, Stilet!) Og hvorfor kaldte jeg ham en trussetyv (dét er sgu da fornærmende, altså!), og hvorfor fandt han det i øvrigt nødvendigt at fortælle mig, at dét var han altså ikke mere…?

Jow. Jeg har gået og tænkt meget over de sms’er, har jeg - på om jeg har dummet mig gevaldigt. Risikeret mig selv alt for meget. Eller risikeret mig selv alt for lidt. Jeg har været nødt til at indrømme over for mig selv, at jeg er forelsket. I en mand, som veninderne siger har en rigtig flot krop, nogle vildt dejlige øjne og en lækker stemme. Jeg får galopperende kvalme (bare han ikke var så pæn på den helt rigtige måde, for det dér med smukke mennesker skræmmer mig ad Helvede til!). Og jeg overvejer, om man kan tage en pille imod ikke-eksistens. For dét er, hvad jeg lider af, så snart der er dejlige, smukke mænd i nærheden.

Og så var det, at brikkerne med ét faldt på plads sådan en ikke spor tilfældig, smuk oktoberdag som i går… Pludselig gav alle de dér tankeglimt mening. Pludselig ved jeg, hvorfor jeg hellere vil vente med en hel masse ting (som fx at charmere Kokken), indtil jeg har tabt mig - selv om jeg samtidig går og tænker, at det måske bare er en dårlig undskyldning. Pludselig ved jeg vist godt, hvad det er, der er så skrækindjagende ved den dér kvindelighed, og hvad det er, der er ved at ske, nu hvor kiloerne rasler af mig…

Som barn havde jeg en særdeles klemt position i min familie: Jeg måtte ikke give min far bekymringer og besværligheder ved at få min mor til at hidse sig op. Min mor var jo syg og skulle skånes (hvilket groft sagt betød, at vi børn skulle finde os i alt, hvad hun kunne finde på at sige og gøre). Hendes fuldstændigt uforudsigelige humør var vores andres ansvar og hovedpine.

Spillereglerne over for min mor var, at jeg ikke måtte overstråle hende. Jeg måtte ikke være klogere, mere veltalen, mere talentfuld - og frem for alt måtte jeg ikke være smukkere og da slet ikke mere kvindelig, eftersom dét jo netop var hendes “spidskompetence”.

Alt i alt var der ikke megen plads til at være mig. Som voksen fik jeg heldigvis aflært en masse af alle de her uheldige og destruktive mønstre: Jeg kan godt sætte grænser nu. Jeg tager kun ansvar for mig selv. Jeg udfolder mine talenter, kan rose mig selv - også når jeg er hos mine forældre. Osv.

Men én ting gør jeg ikke: Jeg viser ikke min kvindelighed. Min tro på, at jeg kan være sexet - hvis jeg overhovedet har den. Jeg gør det bare ikke. Jeg sender ikke ham Kokken de frækkeste øjne, jeg kan finde frem, og jeg går ikke nedringet i byen. Jeg kiggede ikke igen, da fyrene kiggede (anerkendende?) på mig til den seneste fest.

I alle de år har jeg i stedet gjort, hvad jeg kunne for at overleve i en familiesituation, der for længst er ophørt med at eksistere - gjort hvad jeg kunne for at holde mig inden for de rammer, min dengang syge mor havde udstukket for mig. Så jeg har holdt mig tyk og rund og uattraktiv - pakket min kvindelighed og min seksualitet så langt væk, at jeg knap nok selv var sikker på, at den eksisterede. Og da min raske mor i starten af mine 20′ere forsigtigt spurgte, om ikke jeg måske skulle overveje at tabe mig lidt, nedkaldte hun en vrede over sig, som var ved at blæse vores relation ad Hækkenfeldt til.

Jeg forstod dengang ikke selv, hvorfor jeg blev så gal. I dag ser jeg det derimod tydeligt: Her havde jeg slidt og slæbt og holdt mig selv nede på alle mulige måder for at passe ind (jeg var tyk og ikke så smuk og sexet som min mor; jeg kendte min plads), og nu var dét fileme OGSÅ forkert…

Her er jeg så. Knap ti år senere. Nu med meget mere synlige kindben, en talje, der bliver smallere og smallere og et smil, der bliver bredere og bredere. Men jeg er også rystende bange. For lige om lidt har jeg ikke mere fedtet at gemme mig bag. Lige om lidt skal jeg gøre det, jeg ikke kunne få lov og plads til i alle de år. Jeg har nu friheden til at gøre det, jeg aldrig tidligere har gjort, og som jeg derfor ikke har en kæft begreb om: Friheden til at vise mig selv, nøjagtigt som jeg er. Uden overflødigt fedt. Uden undskyldninger for hvorfor jeg ikke kan begæres af mænd. Til at være mig uden skjold. Det hele er frygteligt uvant!

Det var dét, der skete med de tankeglimt dér: Min kvindelighed bankede på i forsommeren. Den nægtede at lade sig holde nede mere. Den krævede simpelthen, at jeg ændrede livsstil, at jeg tabte mig, at jeg kom til at stråle. At jeg begyndte at danse. At jeg genoptager min sang, som jeg droppede for mange år siden. At jeg bliver lige nøjagtig så dejlig og så kvindelig, som jeg har potentiale til at være. Om nogle måneder vejer min krop det, den skal.

Alligevel er jeg sindssygt bange for at blive vejet og fundet for let. Af mænd eller af den forældede udgave af min Mor, som desværre stadig har plads i mit hoved. Det skal nok blive spændende…

Permalink