28.10.08
Om ting man ikke vil vide - på den ubehagelige måde
Brevet var ikke skrevet under. Der var kun anført et hurtigt nedkradset mobilnummer…
Der var engang i sommer, hvor jeg nogle uger i træk kedede mig ret gudsjammerligt på job. Dagene lignede hinanden til forveksling, og jeg var på et vist tidspunkt nærmest grænsepsykotisk af understimulering. Men den tid synes pludselig som meget længe siden… Ikke to dage ligner hinanden nu, og skulle man alligevel falde hen og måske næsten slappe af (!), kan man være evigt forvisset om, at der snart dukker noget uforudset og ubehageligt/næsten uløseligt/spændende, men krævende/urkomisk op. Desuden har jeg mere end rigeligt at gøre med at forholde mig til ham her. Men lad nu ham ligge. Høhø. I dag er det ikke klichéernes kliché, firmaflirten, der fylder…
Ved siden af alt det bogholderiarbejde og diverse telefonopkald, jeg sidder med, så har jeg også nogle af alle de dér kontortjanser, som ingen gider, men som alle i et mindre firma er nødt til at snuppe deres del af, for at det hele kan køre rundt. Så mine morgener starter tit med en postrunde i huset. Det er såmænd en rigtig hyggelig anledning til at hilse alle medarbejdere godmorgen. Men på den dårlige side kommer jeg så også ind imellem til at vide ting, jeg ikke sku’ ha’ vidst. Eller som bare er lidt underlige at vide. Heldigvis som regel bare på den sjove “officielt ved jeg ingenting”-måde. Og mine kolleger kan sagtens regne med, jeg holder min kæft. Ikke så meget fordi jeg er et hæderligt menneske, men fordi det lissom er ret nemt at lokalisere, hvor den slags info kommer fra, hvis den løber videre… 
Til morgen var det imidlertid ikke spor skægt at gå den postrunde. En kollega modtog et meget ubehageligt trusselsbrev. Det handlede om penge. Rigtig mange penge. En eller anden form for handel, der med garanti intet havde med vores firma at gøre. Tonen var temmeligt voldsom. Og det var tydeligt, at den eneste grund til, at det var sendt til bemeldte kollegas arbejdsadresse, var, at afsenderen ønskede, at andre skulle vide, at denne kollega tilsyneladende er havnet, hvor han ikke kan bunde… Brevet var ikke skrevet under. Der var kun anført et hurtigt nedkradset mobilnummer.
Jeg sad længe og stirrede på det, må jeg indrømme. Sku’ jeg bare gå op til kollegaen med det? Ignorere, at jeg vidste noget om hans private situation, som jeg i dén grad ikke har lyst at vide? At det var modtaget via firmaet? Min mavefornemmelse protesterede. Det virkede forkert at sidde det overhørig. Jeg gik til min chef - der om muligt blev mere chokeret end jeg. Hun tog en kopi af den håndskrevne hilsen med henblik på en eventuel politianmeldelse, og det var måske meget godt, for modtagerens umiddelbare reaktion var lidt senere bare at rive brevet i stykker og slå den hen som en dårlig spøg, da en anden medarbejder spurgte, hvad det var for et brev.
Og nu sidder jeg så her med en dårlig smag i munden. Officielt ved jeg ingenting. Men kollegaen véd i sagens natur, at jeg ved. Og han må også være klar over, at jeg nu ser ham i et andet lys og spekulerer lidt over, hvad filen han egentlig gemmer på inde under sit velplejede ydre. Og på om nogen ikke burde hjælpe ham.
Fuck mand! Godt, at det kun er Staten, jeg skylder penge i form af mega studiegæld…
Skal sjovt nok IKKE i Urban!
shemale said,
oktober 28, 2008 at 11:50
Det er rigtig mærkeligt at vide sådan noget om en kollega - især når det ikke er hans valg, at du ved det.
Godt for ham at du ikke er en sladdertaske.
Girl next door said,
oktober 28, 2008 at 22:56
Tjo. måske burde nogen hjælpe ham. Men når nu han ved, at du ved det, så må han jo selv bede om din hjælp, hvis han vil have den!
Og indtil da, bør han prise sig noget så lykkelig for at du ikke sladrer til andre end chefen (som jeg mener har ret til at vide den slags ting).
Men åh hvor jeg føler med dig, det er ikke altid at man har lyst til at vide så meget om sine kollegaer.
ace63 said,
oktober 28, 2008 at 23:35
Tja Stiletten… det var da en ubehagelig situation at komme i
. Men et sådan brev kan havde tusinde årsager som du ikke har en chance for at gennemskue, de kan være alvorlige og de kan være rimeligt harmløse. Modtog selv for flere år siden mails og breve der mindede lidt om dette fra min eks kone. Hun mente åbenbart at hun havde ret til at skrive løgne åbent og anonymt til alt og alle, af den simple grund at hun var bitter, Behandlede dem på samme måde som din kollega og politi anmeldte hende da jeg havde fået nok. Så stoppede den sag. Og hvem ved - måske er det bare en dårlig spøg (selvom jeg tvivler) … så du skal bare tage en dyb indånding og slappe af med det. Hvis han ved at du ved det, så skal han nok åbne op hvis det er nødvendigt. 