31.10.08
Den rigtige mig? - Noget om lag
“Det ene øjeblik står jeg og kigger mig i et helfigursspejl og tænker glad: “Wow, vildt - faktisk har jeg jo en pæn og velproportioneret figur og flotte kindben!” Det næste øjeblik ville jeg ønske, jeg slet ikke havde en krop, når Den gifte Kollega står og giver mig elevatorblikket…”.
“Jeg ved sgu ikke… Jeg har det egentlig ret godt for tiden. Jeg føler mig positiv og har en masse energi og sådan. Men jeg synes altså også, jeg er ret følsom. Der er bare ikke det samme filter som ellers. Det er, som om alt, hvad folk siger til mig for tiden, går rent ind. Jeg får vist lidt mere opmærksomhed, eller også tør jeg bare tro mere på, at den er dér, eller noget. Og alle har jo brug for opmærksomhed. Men jeg bliver bare alt, alt for opmærksom på, hvordan alting i den opmærksomhed skal opfattes. Og sådan burde det vel ikke være, hvis man har det godt, vel?”
Veninden så tænksomt på mig hen over bofællesskabets køkkenbord, mens jeg talte. Vi sad hjemme hos hende og kunne høre oktoberblæsten pibe om Østerbrokarréens hushjørner. Heldigvis var vi i sikkerhed lunt og trygt inden døre. Sikkerhed…
“Stilet, tror du ikke, den følsomhed ku’ ha’ noget med dit vægttab at gøre?”
Jeg sad vist nok og nikkede sigende. Havde jo selv tænkt det samme. De havde jo også alle sammen prøvet at forberede mig - de andre tøser i vennekredsen, der har været igennem vægttab og spiseforstyrrelser og hvadharvi. Forberede mig på den sårbarhed og forvirring, som de bedre end så mange andre vidste, at jeg ville komme til at kæmpe mig igennem før eller siden. Men som jeg ikke rigtigt havde troet, jeg ville løbe på… Godmorgen, min bare - hvad ved man om ting, man ikke selv har oplevet?
“På en eller anden måde er det bare enormt dobbelt for mig”, fortsatte jeg. “Det ene øjeblik står jeg og kigger mig i et helfigursspejl og tænker glad: “Wow, vildt - faktisk har jeg jo en pæn og velproportioneret figur og flotte kindben!” Det næste øjeblik ville jeg ønske, jeg slet ikke havde en krop, når Den gifte Kollega står og giver mig elevatorblikket…”.
Veninden sad og nikkede forstående: “Det er vist meget normalt. Det er jo lissom om der bliver skrællet nogle lag af dig, ikke?”
Og jo, det er nok det, der sker for tiden - mit beskyttelseslag skrælles af. Pludselig har jeg ikke mere nogen undskyldninger for ikke at nærme mig mænd - jeg er jo ikke længere “hende den tykke”, men tværtimod en kvinde, der rent faktisk i glimt føler, at også jeg har adgangskort til den arena, hvor spillet mellem de to køn finder sted. I korte øjeblikke begynder jeg at tro lidt på, at det ikke bare er urkomisk og upassende, hvis jeg flirter og dermed samtidig postulerer, at jeg tror på min egen tiltrækningskraft. Det er dejligt - og samtidig angstfremkaldende og uvant i en grad, som de seneste dage har fået mig til at stivne.
Ikke blot skal jeg forholde mig til min egen proces på indersiden af hovedet. Jeg bliver dagligt konfronteret med den via medmenneskers mere eller mindre direkte reaktioner på forandringen eller - i tilfælde hvor folk først møder mig nu og ikke har Den gamle Stilet at sammenligne med - bare på “den nye mig”, som jeg selvfølgelig slet ikke selv har vænnet mig til endnu. Så der går helt kuk i den, når jeg kommer til at tackle og reagere på mine medmenneskers signaler og udmeldinger, sådan som jeg plejede at gøre. For det, de siger, er tit anderledes end før. (Giver jeg mening? - Meget betegnende bliver jeg helt i tvivl…)
Det er da dejligt med anerkendelse og komplimenter - helt sikkert. Det varmer meget! Men de forårsager også en masse tanker og forvirring, som jeg slet ikke havde forestillet mig, jeg ville opleve. Vel fordi jeg er i en overgangsfase.
Jeg får fuldstændigt uanstændige mængder af opmærksomhed fra Den gifte Kollega (sagt uden overdrivelse) - ikke at jeg ikke fik det før min kostomlægning. Men fordi jeg selv tror på, jeg er blevet bare minimalt mere attraktiv, giver jeg ham vist mere næring til at fortsætte end tidligere… Jeg bliver også kigget efter på gaden - og ved slet ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv, når det sker. Hvorfor fanden sådanne positive reaktioner nu skal være så svære for mig at tackle, kan jeg sgu ikke helt få ind i min knold. Men det er de altså. Jeg kan næsten ikke engang skrive om det, altså - og hvornår har der nogensinde været ting, jeg, skribenten, ikke kunne skrive om?
- Godt være, jeg lige skal inden om de dér veninder igen - måske forstår jeg lidt mere nu og kan lytte lidt bedre…
bloggerella said,
oktober 31, 2008 at 12:56
Du giver rigtig meget mening.
“jeg er jo ikke længere “hende den tykke”, men tværtimod en kvinde, der rent faktisk i glimt føler, at også jeg har adgangskort til den arena, hvor spillet mellem de to køn finder sted”
Citat slut.
Den, som undergår en forvandling, er ironisk nok oftest den sidste til at bemærke det
Kh Blogarella
- der siger: Sug komplimenterne i dig, din sexede sko
ace63 said,
oktober 31, 2008 at 13:04
Ja bloggerella har jo ret
men måske er det også på tide du slapper lidt af inde i dit hoved omkring hvordan dine omgivelser reagerer og begynder at finde dig selv igen i alt det her. Det er jo nok ikke den samme selv du finder, men det er jo også ligemeget 
Med tid kommer råd 
Kan jo allerede læse ud fra det du skriver at du HAR udviklet dig… tilykke med det 
jomme said,
oktober 31, 2008 at 13:35
Det giver i den grad mening i mit univers også. Har oplevet det fænomen adskillige gange, hvor mine omgivelser begynder at reagere anderledes end de plejer, og imod min umiddelbare forventning. Men altid til det bedre.
Og som Ace skriver, så tager det lidt tid at blive fortrolig med, og et godt sted at opbygge denne fortrolighed - med sig selv altså - er i trygge rammer. Blandt veninderne, som du selv er inde på. Ikke kun for at forstå og finde flere skatte i det indre skatkammer, men i høj grad også for at teste og afprøve alt det nuvundne.
Og så tænker jeg lige at hende den gamle Stilet er der jo stadig et sted, og hun skal vedblive at ha’ en plads, tror jeg. Betragt det lidt som at ha’ fået en farve mere på paletten at blande med. Flere nuancer, flere muligheder, bredere udsyn.
Stiletten said,
oktober 31, 2008 at 14:27
@Blogarella:
“Den, som undergår en forvandling, er ironisk nok oftest den sidste til at bemærke det”
Ja måske. Jeg kan nu godt selv mærke “forvandlingen”. Men det er mere det her med at indse (og kunne FØLE) præcist hvad den indebærer, som er svært…
Hvad angår at suge komplimenter til mig: Jeg prøver skam.
@Ace:
Det er netop det, jeg forsøger lige nu - at slappe mere af. Måske også derfor, jeg “stivnede”. Gad bare ikke rigtig tænke så meget over det. Prøver virkelig bare at VÆRE i det. Nyde de positive ting, der sker - og at lade være med at gå helt ned over én eller anden, der fx ubetænksomt konstaterer, at jeg måske sku’ overlade min portion aftensmad til den radmagre veninde… Men nu hvor jeg selv ved, at jeg gør noget ved det, påvirker den slags mig ekstra. Det må jeg indrømme.
@Jomme:
Den gamle Stilet bliver skam ved med at være dér. Det er jo det, der er det komplicerede i enhver menneskelig forandringsproces - den er dynamisk. Ikke sådan *knips* - og så er man pludselig en helt anden. Og det hverken håber eller forventer jeg naturligvis. Havde bare ikke lige forestillet mig, at overgangsfasen skulle blive netop sådan her…
shemale said,
oktober 31, 2008 at 19:04
Tror ikke på at du nogensinde har været “hende den tykke” i andres øjne. Du har garanteret været “hende den rapkæftede”, “hende den selvstændige”, “hende den kloge” og mange andre ting - men “hende den tykke” har du nok mest været i dine egne øjne.
Det er jo sådan, at man er sin egen værste kritiker.
Mon du i virkeligheden ville ønske, at du ikke havde en krop, når den gifte gi’r dig elevatorblikket? Er det ikke LIDT rart også - selvom det er skræmmende?
Stiletten said,
november 1, 2008 at 12:14
@Shemale:
Måske har du ret. Det pudsige er, at jeg faktisk aldrig tidligere har anskuet mig selv som “hende den tykke”. Underligt nok er dét først dukket op for nylig sammen med en ny kropsbevidsthed- og glæde samt ønsket om at tabe mig og i det hele taget gøre det, som er bedst (sundest/rarest) for mig. (I øvrigt føler jeg mig så heldigvis også som “hende den sjove”, “hende den rapkæftede” osv., osv.)
Og jo, selvfølgelig er det OGSÅ rart med et elevatorblik.
Men jeg er simpelthen SÅ ringe til at tackle positive signaler, der er mig så uvante! 
Det er sket RIGTIG mange gange i mit liv, at når jeg burde ha’ reageret med glæde og varme - smil og taknemmelighed - over noget, så er jeg i stedet flegnet helt ud. Blevet gal eller været enormt sarkastisk eller sådan. Fordi jeg simpelthen bliver så usikker, når jeg mærker en vildt positiv reaktion indeni over et eller andet, der kommer fra en kant, jeg slet ikke havde ventet det.
Jeg har normalt en voldsom kontrol over, hvor meget jeg viser mine følelser over for folk, jeg ikke kender (bedre kendt som Panseret (TM) ). Når jeg så engang imellem helt uventet føler, at jeg ikke kan skjule, hvor berørt jeg bliver, ka’ jeg nemt reagere utroligt uhensigtsmæssigt… “Hvorfor sku’ jeg også skjule positive reaktioner?” kan man spørge. Jeg gør det vel, fordi jeg føler mig alt for sårbar, når jeg ikke selv kan styre, hvor meget folk skal se af mit inderste. I de situationer ligger den umodne, dumme reaktion desværre lige for.
Jeg har så i det mindste lært mig selv at opsøge folk bagefter og sige: “Hold kæft, hvor jeg reagerede dumt dér - jeg blev bare så glad, at jeg slet ikke vidste, hvor jeg sku’ gøre af mig selv. Det er typisk mig.” Lissom da jeg umiddelbart mest var sarkastisk over bemeldte kollegas søde mail. Dén reaktion fik han også lige en forklaring på senere, for jeg var altså ikke særligt sød eller taknemmelig…
ace63 said,
november 4, 2008 at 0:25
Hvor fanden er du henne Stilet