05.11.08
Fucking lorte-panser sælges
Hahaha - det er simpelthen til at dø af grin over (hvis altså éns form for humor ikke er alt for almindelig…):
Jeg opdagede i går, at det ikke bare er på bloggen, jeg har været stille de sidste dage. Vennerne pipper pludselig: “Er du okay?”-budskaber op via diverse kommunikationskanaler. Og Gift Kollega, der vist ellers er gået i “jeg er den ældste (og optagede) af os, så jeg må vist hellere forsøge at skrue ned for flirten, før nogen bliver sårede, og/eller før andre begynder at snakke”-mode og har distanceret sig en smule… Ja, han stod pludselig nede ved mit skrivebord ude på job og kiggede lidt genert på mig: “Jeg synes, du er så stille, Stilet…?”
Jep, you got it, Makker Mæskemund! Lavede lynopslag (nej, ikke nedslag…) i min “Mænd taler med kvinder”-parlør og fandt oversættelsen: “Hvordan har du det? Jeg er lidt bekymret for dig, men vil ikke gå for tæt på, hvis det ikke rager mig, og desuden skal jeg jo også liiiige holde lidt igen med det dér nærhed, så du ikke får forkerte ideer.”
Ro på, passér gaden. Jeg véd godt, du er gift. Og godt nok er du lækker. Men du er også min kollega. Han fik en smøre om et gigantisk søvnunderskud. Sagde, jeg vist bare sad i min egen verden. Hans svar kom i en kombi-pakke med et lidt for ømt blik: “Så skal jeg nok lade være med at hive dig tilbage til virkeligheden.” Måske var det synet af det blik, der fik mig til med det samme at trække panseret op under hagen igen?
Og nej, selvfølgelig er det ikke hverken omsorgen eller bekymringen, jeg finder grinagtig! Læs videre. Det kommer om lidt…
Reelt har årsagen til min mere indadvendte adfærd nok mest været, at jeg slet ikke har kunnet få hoved eller hale i, hvad der var galt, men bare kunne mærke en gammelkendt følelse af, at jeg har mest lyst til at holde min kæft, fordi jeg ikke kan tage mig selv seriøst: Hvem fanden er jeg at komme med gode råd og vurderinger af noget som helst i andres liv, når jeg ikke kan hitte hoved eller hale i min egen tilværelse?? Så hører man en - slankere - loppe gø, altså! Men den er stadig en loppe…
Nu er jeg dog klar over, hvad kernen er: Jeg er så træt af at være spærret inde i mit panser! Min særlige overflade, som jeg engang for længe siden udviklede for at kunne færdes i verden uden at gå i stykker. Nu forhindrer det selvsamme skjold mig i at møde verden og verden i at nå mig, når jeg har brug for at blive rakt ud efter. Jeg kan ikke slippe af med det. Jeg vil gerne, men tør ikke. Aner heller ikke mine levende råd: Hvad skal der konkret til? Nogen, der har en brugsanvisning - hvor slukker man for det her crap?
Og det er så dét, man godt kunne komme til at grine galgenhumoristisk over: For hvad gjorde jeg, da panseret for alvor begyndte at snære? Da jeg opdagede, at jeg næsten ikke kan få vejret inde bag det, og at jeg er selvforskyldt ensom som ind i Helvede? Jeg blev indadvendt. *Tadaaa* Jeg lod panseret styre. Igen. Trak det helt op til næsen som en anden sovepose. Håbede måske at falde i en tung, problemløs søvn.
I stedet for at sige: “Hej, jeg er Stiletten, og jeg aner ikke mine levende råd”, tænkte jeg som altid, at jeg ville vente med at stemple ind i Verden, indtil jeg havde løst ting. Selv. Fuck mand, der var jeg sgu lige ved at ta’ røven på mig selv… Hvor sløv ved havelågen har man lov at være? For at slippe fri må jeg lade det falde i stedet for kun at føle mig beretigget og kompetent til at deltage i Verden, når jeg “ved hvordan”. Men hvor-fucking-dan giver man slip??
P.s. Gift Kollega er så gået i totalt “jeg sviner dig konstant, for jeg SKAL ha’ din opmærksomhed, men jeg må jo også hellere sørge for at understrege, at jeg i HVERT fald ikke er tiltrukket af dig”. Okay, du. Hvis det er dét show, du er ved at ta’ kørekort til, så tror jeg sgu, du består køreprøven… Men hvis det er okay med dig, så er jeg stadig stor tilhænger af en bilerne ud ad byen-politik…
Belle Blues said,
november 5, 2008 at 11:31
Hmm, mange - svære - spørgsmål. Kender godt det med facader og lag - og jeg har ikke engang styr på mine egne. Men tror ikke alt panser er dårligt. Meget af det, er der jo af en grund og tjener et formål. En måde at beskytte sig selv på, og hvis man lader det falde, skal noget andet vel overtage den funktion? Nogle gange er der selvfølgeligt fejlfunktioner eller panser, der bare ikke længere er nødvendigt.. Men jo mere, man er bevidst om det, jo mere justerer det vel sig selv? Første skridt på vejen er måske bevidstheden - erkendelsen.
Nå, det blev lidt rodet. Beklager.
stiletten said,
november 5, 2008 at 11:36
Belle B:
Alle kender det nok. Og du har ret: Der er jo også fordele ved at kunne ta’ den mentale beskyttelsesdragt på nu og da. Men jeg har bare indset, at der er nogle helt bestemte ting, som mit panser forhindrer mig i at kunne gøre. Og som jeg længes efter nu. Jeg ville gerne i højere grad kunne slå det til og fra…
ace63 said,
november 5, 2008 at 11:44
Heyy …. velkommen tilbage
Ser da ud til at du allerede er ved at få styr på et par ting her
Den lystne kollega har du endeligt taget en slags stilling til - ud til højre med ham 
Du er nok bare lidt træt af dig selv. Man kan sgu tænke og skrive så meget om sig selv, at man bliver helt rundtosset og det hænger en ud af halsen.
Så fint med et lille pusterum for at få batterierne ladet op
Man behøver jo ikke have en mening om alting - altid
jomme said,
november 5, 2008 at 11:55
Øj, øj Velkommen tilbage til blogland.
Panseret, hvad hulen er det det beskytter imod, monstro. Det var nok værd at undersøge. For bagved ligger der sikkert et uopfyldt behov, kunne man fristes til at antage. Et behov som er ret bassalt og vigtigt. Men hvordan hulan kommer man ind bagved og mærker dette? Først og femmest er det vigtigt ikke at flygte væk, at pakke panseret ned og gemme det, men tvært imod, at tage det på og undersøge hvad det består af, og hvor det trykker. Lade den kvælende fornemmelse, eller hvad det nu er, komme til udtryk. I stedet for at stritte imod, så kigge undersøgende og nysgerrigt på hele den følelses palette der kommer frem. Lade den kropslige reaktion komme fuldt til udtryk og acceptere, udersøge og sætte spørgsmålsteg ved. Hvornår og i hvilken anden sammenhæng… Med lidt tålmodighed kommer svarene stille og roligt…
stiletten said,
november 5, 2008 at 12:06
@Ace:
Hvad angår kollegaen: Så bliver han kylet ud til højre, fordi jeg ikke kan finde ud af alle de spil. Jeg bliver for såret og rundtosset.
Og ja, det (jeg) hænger mig lidt ud ad halsen for tiden. Bare rolig, jeg mener ikke ret meget om noget som helst for tiden. Jeg vil bare gerne ændre min alt for bange adfærd på visse punkter.
@Jomme:
Den kropslige reaktion er skam bim, bam, helt bananas for tiden, du. *Skævt smil* Den lader sig ikke overhøre: Jeg har helt vildt ondt i maven det meste af tiden. Jeg ryster meget, og jeg føler mig… hm… klemt. Det sker især, hver gang jeg får lyst at kontakte halv- eller helfremmede mænd - altså fx ved at smile til dem på gaden. Eller bare ha’ øjenkontakt. Det sker også, når jeg skal sige, hvad jeg selv mener, jeg er værd.
Efter min lønforhandling for nylig havde jeg det, som om jeg skulle besvime. Dér var det måske en fordel, at panseret stivede mig af. Men det er helt tydeligt for mig, at jeg har det, som om jeg er ved at krakelere i visse situationer. Eller også er det bare panseret, der er det… Ved sgu ikke.
Kogt ned kan det vist beskrives sådan, at der er sider af mig selv, som jeg er vant til at skjule/undertrykke fuldstændigt. Og at jeg oplever en fuldstændigt lammende (!) angst for at vise andre disse sider, samtidig med at jeg pludselig føler et enormt behov for at kunne det.
MissDe said,
november 5, 2008 at 12:07
Ingen kloge ord herfra…men jeg nød at læse med
stiletten said,
november 5, 2008 at 12:12
@MissDe:
Det er skam også fint nok - og sødt, du skrev det. Jeg synes, det er en force at kunne indrømme, når man ikke har noget at sige…
bloggerella said,
november 5, 2008 at 12:42
Andre må om de kloge ord lige her. Jeg vil blot sige, du har været savnet - jeg er jo med på sidelinjen, selv om jeg ikke er den store kommentator
Blogarella
- der siger: Livs- og lykkemanualen - hvor fanden er den, når man har brug for den.
stiletten said,
november 5, 2008 at 13:11
@Blogarella:
Savnet ligefrem? *Forlegent smil* Jamen, jeg har jo kun været væk fra bloggen nogle få dage…? Orv. Jeg er glad for at vide, du læser med - og jeg må altså lige se at komme op i omdrejninger med de sjovere indlæg, for så har jeg en idé om, at man godt ku’ lokke et par sjove kommentarer ud af dig. Kors i r…. der er tit sjovt ovre hos dig!
justlikedad said,
november 5, 2008 at 13:17
Du lyder som en fantastisk kvinde, Stilet. Du har humor, empati, selvironi og selvindsigt, du mestrer ordekvilibrisme til fingerspidserne, og jeg er, uden at have mødt dig, ikke et sekund i tvivl om, at du er ligeså fandens charmerende som du er intelligent.
Jeg nyder at læse din blog, men bliver også skræmt… For når en kvinde af din støbelse kan tvivle på sig selv - hvordan skal det så ikk’ gå med os andre (mig)?
bloggerella said,
november 5, 2008 at 13:20
@Stilet: Ja, savnet. Som bønnerne i min kaffe - den er sgu så tynd uden. Og som nødderne i min Rittersport - den er kedelig, når der ikke er noget, der knaser.
Tak for komplimentet, det betyder meget, når det kommer fra dig, du velskrivende sko
ace63 said,
november 5, 2008 at 13:42
@Stilet
Hør her
med den mængde kommentarer du normalt lægger og den mængde diskussioner du roder dig ud i, føles et par dage som en evighed. Uden din skarpe tunge, føler man sig jo som en hjælpeløs forladt fugleunge på en isflage i helvede 
fat2fab said,
november 5, 2008 at 13:56
Har absolut ingen vise ord, det lader jeg de andre om at komme med. Håber bare du trods alt er ok midt i alt det der.
stiletten said,
november 5, 2008 at 14:08
@JLD:
Så… æhm… mange tak. Bli’r sgu da helt forfjamsket, mand!
*Gulp* Her ville jeg jo normalt svare høhø-ting som fx: “Lyder jeg som en fantastisk kvinde? I så fald må jeg da stramme op på den sprogbrug dér” eller sådan noget. Men dét ville jo være at lade panseret snakke, ing?
Når dét så er sagt, så husker du lige, at selvtvivl (hvorfor er der i øvrigt ikke noget, der hedder det? Nå, det er der nu
) ikke kører efter en objektiv skala, ikke? Vi ser jo os selv fra den helt særlige position oppe mellem ørerne. 
@Blogarella:
“Tak for komplimentet, det betyder meget, når det kommer fra dig, du velskrivende sko” - orv, bli’r godt nok forlegen over sådan at blive ophøjet…
stiletten said,
november 5, 2008 at 14:18
@Ace:
Haha - sødt billede. Og overdrivelse fremmer jo forståelsen. 
Men din kommentar minder mig også om, at det virkelig-virkelig er vigtigt for mig, at jeg ikke i andre bloggeres øjne bliver til “Hende, der altid bare lægger kommentarer for at lægge dem”… *ahem*
Apropos kommentarer: Ville meget gerne ha’ sagt noget begavet til dit indlæg om mænds syn på kvinder - men det havde nu også sin charme at følge debatten på sidelinjen. Det har det sådan set tit. At lure lidt på, hvad andre mener, og hvilke sjove sving og snirkler diskussionen mon tager…
Har sagt det andetsteds, men alligevel: Hvad skete der lige for alle de folk, der lagde sig fladt ned på ryggen og jublede i den tråd dér?
Well. Ingen hemmelighed at jeg kan lide mange af de ting, du kommer med (og også denne). Men min hjerne er skruet sammen til at forholde sig kritisk til alt og altid se sagen fra den modsatte side. (Blame my daddy! 
)
@Fab:
Det er panserfri dag i dag… 
) over for Gift Kollega i dag. Så deeet. 
Du skal nu slet ikke holde dig tilbage!
Jeg er okay - og har endda været opsøgende og konstruktivt konfronterende (lyder det ikek godt?
jomme said,
november 5, 2008 at 14:51
@JLD
Ingen grund til forskrækkelse. Se hvor hun rejser sig ved det træ hun faldt.
Syntes i grunden det er ret stort at være vidne til. Et eksempel at følge lige frem. Tak for tilliden, Stillet!
Stopper med superlativerne, hun sku’ jo nødigt pakke sig helt ind i panseret igen, hende skoen.
jomme said,
november 5, 2008 at 14:52
Damnnn… s-t-i-l-e-t
Kapitalisten said,
november 5, 2008 at 16:39
Først og fremmest så har jeg savnet at høre fra dig, omend det måske ikke lige er blevet kommunikeret så godt :).
Derefter, ville det måske ikke være en idé at tage nogle af panserets sider op med nære venner. Prøve at lade de ting ved panseret der kan smides sammen med nære venner forsvinde lidt? Er klar over at det ikke lige dækker at smile til fremmede mænd, men måske der var andre sider der kunne have godt af at blive beta-testet i kendte og måske lidt mere trygge omgivelser end ude i den store skræmmende virkelighed :).
Og så lige et stort kram herfra!
douglas said,
november 5, 2008 at 19:27
Kæft du skriver godt. Inspirerende at se hvor reflektiv du er. Og hvordan man slukker for pansret… Puha, sindsygt godt spørgsmål egentlig. Måske bare en sprække ad gangen. At egentlig bare lade være med at ‘reparere’ det hele tiden. Lade det sygne umærkeligt hen…
Hatten af for dig, uanset hvad!
stiletten said,
november 5, 2008 at 19:56
@Kapi:
“Derefter, ville det måske ikke være en idé at tage nogle af panserets sider op med nære venner.”
Betyder det, vi snart skal sætte os og dele tre flasker vin sammen med T igen?
(i så fald: Jubii!)
Sandt at sige føler jeg ikke, at panseret er til stede sammen med gode venner. Heldigvis. Men at snakke lidt om det og at høre, hvordan I oplever mig (og altså dermed hvordan jeg virker UDEN panseret) ku’ nok også være helt fint.
Stort kram tilbage - savner dig.
@Douglas:
Bliver sgu da helt perpleks af al den ros! 
Tak, tak.
Jeg tænker, at hvis jeg nu kan “konkretisere panseret”, så ku’ det godt virke. Altså: Hvornår mærker jeg panseret? Når jeg vil smile til en fremmed mand og bliver bange for afvisning. Godt så - luk en sprække i panseret ved at smile løs de næste tre uger til en masse fremmede mænd…
Sådan bør jeg vist egentlig gøre. Men orv, hvor bliver det *vildt svært*. Ydrk!
douglas said,
november 5, 2008 at 20:17
Der er jo aldrig noget galt i at smile til andre mennesker. Tværtimod. Så hvis du smiler til en fremmed mand ved han jo ikke hvorfor du smiler til ham… Måske tænker han at du har vundet i lotto, er nyforelsket eller bare er glad… Han ved jo ikke at du måske synes at han er kamplækker. Så derfor skal du selvfølgelig smille til fremmede mænd - på samme måde som du vil smile til alle andre. Lad det ikke være begrænset til ‘de interessante’.
Der er jo ingen mennesker der vil ‘afvise’ et smil. Bare lad et smil være et smil.
stiletten said,
november 6, 2008 at 12:38
@Douglas:
Sagen er, at jeg ikke smiler til fremmede. Som i “overhovedet ikke”. Så snart jeg har talt med dem, har jeg intet problem med hverken smil eller øjenkontakt (og jeg kan heldigvis nemt falde i snak og også opsøge fremmede). Men at smile til én, jeg ikke har vekslet ét eneste ord med er desværre en udfordring, jeg ikke rigtig magter. Vil helt vildt gerne. Tør ikke.
På det sidste er det dog lykkedes mig at smile til kvinder og børn - og har fået store smil igen. Nu mangler jeg “bare” de dér mænd, som jeg af en eller anden grund er så bange for…
douglas said,
november 6, 2008 at 22:24
Vi mænd er mindste lige så bange for jer, som I er for os… Du skal ikke lade dig narre. Det ændrer nok ikke nævneværdigt tingene for dig at høre det, men det er ikke desto mindre faktum. Hvorfor er du egentlig bange for mænd?
stiletten said,
november 8, 2008 at 12:11
@Douglas:
Den slags, du ved. Totalt irrationelt eller ej så er det dét, jeg tænker. Gør det lidt svært at slappe af. Mne jeg øver mig som nævnt.
Jeg er ikke bange for mænd. Jeg er lidt bange for folk, jeg bare kigger på, og som kigger på mig i det offentlige rum, og som jeg ikke har talt med. Hvad mon de tænker om mig? Mon ikke de synes, jeg ligner en idiot?
jomme said,
november 8, 2008 at 12:48
Du får lige et smil herfra du kan øve dig på
anders lyck said,
juni 22, 2009 at 15:45
fucking panser